Carsten Søndergaard skrev:
Jeg kunne have lyst til at spørge dig, som kvindelig læser af din fars tegneserier, herunder Asterix, om du nogen sinde i tidens løb har tænkt på den slagside af mandlige figurer, der kendetegner hele den tids tegneserier, og mangelen på kvindelig identifikation. Man kunne sagtens udvide spørgsmålet helt generelt til gamle dages tegneserier, fx Anders And & Co., som jo også havde et markant maskulint figurgalleri. Som ikke rigtig forekommer at have gang på jord i dag, for yngre læsere. Men de sluger det jo gerne alligevel.
Jeg hæftede mig ved en bemærkning i Kulturen på P1 i vinter, hvor et ekspertpanel (Karoline Stjernfelt, Søren Vinterberg, Thomas Thorhauge, Marianne Eskebæk Larsen) blev spurgt om, om Asterix stadig kan læses og kan læses af alle. Det var de helt enige om, at serien kunne, men Søren Vinterberg havde dog et lille forbehold: "Hvis man er en pige mellem 8 og 12 år, som søger efter sin identitet, skal man nok læse noget andet".
Jeg har faktisk aldrig rigtigt tænkt så voldsomt meget over det. Jeg startede med at læse Asterix, Lucky Luke og Tintin som 3-4-årig, på det tidspunkt var jeg nok egentlig lykkeligt uvidende om, at populærkulturen var delt ind i 'drengeting' og 'pigeting'. Det ændrede sig jo så i børnehaven, hvor jeg godt kunne se, at de andre piger var mere interesserede i My Little Pony og prinsesser end at flyve til månen og tæve romere.
Som jeg også skrev inde i Don Rosa og Tintin-tråden, så har Tintin især altid været så 'kønsløs' (på den gode måde) i mine øjne, at jeg ikke havde problemer med at sætte mig i hans sted. Han er modig, en god ven og kommer en masse spændende steder hen - hvem vil dog ikke gerne være som ham?
På samme måde var Asterix lille, kvik i replikken og ligeledes modig - så ham kunne man også nemt identificere sig med, på trods af hans overskæg.
Lucky Luke var jo bare cool, jo.
Haddock og Obelix havde jeg det sværere med, de var for uforudsigelige og for skræmmende i hhv. enten deres højrøstethed eller voldelighed. Jeg endte vist også nogle gange med næsten at have mere sympati for romerne, haha. Det gik vist lidt henover hovedet på mig, at de skulle være den fæle besættelsesmagt.
Min mor var ikke så begejstret for, at jeg læste de tegneserier, men det gik mere på, at hun mente at historierne kunne være for voldsomme (folk dør jo trods alt rigtigt i Tintin) eller med nogle temaer, der var for voksne for mit udviklingsniveau, ikke at der kun var mandlige hovedpersoner. Hun syede beredvilligt en gul skjorte og sort vest til mig, da jeg ville være Lucky Luke til fastelavn, f.eks.
Jeg læste jo også Mikkeline på Skattejagt, hvor Mikkeline samler et handlekraftigt crew af kvinder, når nu mændene har for travlt med at sidde hjemme på kontoret og vente på, at telefonen ringer med en sag.
Og senere, via skolebiblioteket, mødte jeg Nofret. Og endnu senere Ariane i Spurvehøgen. De damer er ligeså høj grad mine heltinder, de kom bare til en anelse senere.
Så jeg synes egentlig bare, at det har været til min fordel at læse de tegneserier, selv da jeg var i alderen 8-12 år, og Søren Vinterbergs svar er mig lige en tand for kækt - hvad pokker ved han om, hvad der går gennem en 8-12 årig piges hoved?
Tintin fik mig til at studere japansk, Asterix fik mig til at have latin på højniveau på gymnasiet - det må da siges at være opbyggeligt.
Og hvis de samtidig har fået mig til at tage de svages parti og være en smule antiautoritær, så kan det da næsten ikke være bedre. Det eneste, de
ikke har gjort, er at gøre mig i tvivl om min kønsidentitet, haha.
Jeg kan sådan set godt følge problemstillingen med, at det kan være problematisk, at det er sådan, at mandlige hovedpersoner ses som en slags neutral figur, som også piger hellere vil identificere sig med. (Men der er jo også små drenge, der synes at Pippi Langstrømpe er sej, så det kan jo gå begge veje.)
Men omvendt så er de der fransk-belgiske tegneseriehelte, i mine øjne, bannerførere for en eller anden "kønsløs", positiv maskulinitet (de forlader sig lige så ofte på hjerne som på muskler). Og så er vi tilbage til den der morallovgivning. Den var måske ikke så tosset endda, fordi tegneserieskaberne var nødt til at tænke heltene på en anden måde.
Min storebror er ret glad for især X-Men, og hele den der amerikanske superheltetradition siger mig bare slet ikke det samme som de europæiske historier. I guder, hvor jeg bare ikke gider muskelsvulmende, sammenbidte superhelte (M/K!), haha.
- Salma, Nathalie in tintin reporter #5 p28.jpg (63.55 KiB) Vist 2676 gange
Den her lille illustration fra Tintin Reporter, synes jeg, er noget så fin. For det er præcis sådan, jeg havde det. Og jeg tror, det ikke kun er tegneren og mig, der har haft det på den måde.
Hov, det blev langt, det her.
Lad mig afslutte med, at jeg glæder mig til at se, hvad der er blevet tilføjet af ekstramateriale om de danske bidrag i de kommende udgivelser.