Hvis man spørger tilfældige mennesker på gaden, hvad de kender af tegneserier, vil det typiske svar sandsynligvis være Anders And, Tintin, Lucky Luke, Asterix og Steen & Stoffer. Det er serier, der er allemandseje og - for mig at se - ikke er styret af den gængse nostalgi, som vi, der læser med herinde på Serieland, er styret af. Jeg anser ikke mig selv for at være en bedre tegneserielæser end andre (eller bare bedrevidende), og jeg skal selvfølgelig ikke gøre mig til herre over, hvad andre skal købe, men jeg har ofte undret mig over (og kan til tider også godt blive lidt irriteret over), hvorfor Søren disse mennesker ikke graver lidt dybere og udforsker lidt flere serier, end lige dem de finder på skolebiblioteket eller hos deres lokale læge. Well, tegneserierne skal naturligvis kæmpe med nutidens mange tilbud, og med alle disse valg og fravalg, tvivler jeg på, at de ovennævnte serier ville appellere til den brede masse, hvis de først var opfundet nu om dage (uden det dog skal tage noget af seriernes kvalitet).
Mine præferencer har selvfølgelig også ændret sig over årene, men jeg er dybest set relativt konservativ, så det er trods alt ofte de velkendte, kulørte fornøjelser, der ender i indkøbskurven, når mine surtoptjente skillinger skifter ejer. Jeg nåede dog til ét punkt for få år siden, hvor jeg tog et bevidst valg om at vise lidt mere vovemod, ikke mindst for min egen skyld, men også for forlagenes skyld, når de nu gør sig så umage med at forsøde vores tilværelse med alle de mange nye udgivelser de senere år.
Jeg har derved fået en fornyet appetit og vedholdende energi på at læse og samle på tegneserier. Jeg er blevet blæst omkuld af især SHI og er meget begejstret for serier som Gamle Gubber, Undertaker, Harmony, Chok, Den Sidste Tempelridder og Angel Wings.
De gamle klassikere ender stadig i indkøbskurven, men ikke i samme omfang som tidligere, da tiden synes at være løbet fra nogle af dem. Jeg kan stadig godt læse Blåfrakkerne, Sammy, Tim & Thomas og Smølferne, men de får ikke længere pulsen op at køre. Hvis de var opfundet i dag, ville jeg sikkert give dem en chance, men nok heller ikke mere. Jeg kan simpelthen mærke, at jeg er blevet ældre.
Jeg åd Allan Falk råt som barn og teenager, men nu kan jeg godt se, at serien er lidt spejderagtig og skåret over den samme skabelon, men da den er "hellig" for mig, skal hele serien op og stå i reolen.
Hermann har måske slækket på kvaliteten i de senere år, men han er min ubetingede favorittegner og har skabt flere tidløse værker, der holder selv den dag i dag. Jeg er ikke i tvivl om, at hans serier ville være lige så populære, selv om de var opfundet i dag. Det samme gælder for Blueberry, fordi niveauet var så højt. Historierne var stramt fortalt og tegningerne mageløse. Det er ikke uden grund, at folkene bag Undertaker har givet udtryk for, at Giraud og Blueberry først skulle dø, før der kunne blive plads til deres serie.
Jeg er spændt på, hvordan "folket" tager Bruno Brazil-bogserien til sig. Som bette elskede jeg agent universet, men nu virker serien gammeldags og forældet. Man tager sig selv i at trække på smilebåndet, når de slæber rundt på en kasse af en radiosender, der hører hjemme på et teknisk museum eller ringer fra en telefonboks, hvor vi i dag blot ville hive vores mobiltelefon frem. Og det virker komisk, når de bliver aflyttet af hemmelige agenter, spioner og forbrydere i mørke frakker og med suspekte hatte. Tiden er egentlig løbet fra serien, men den kan måske ende med at få en revival i nostalgiens navn.
Konklusionen på mit oprindelige spørgsmål er vel, at kvalitet altid sejrer, uanset smag og behag. Jeg har det med tegneserier, som jeg har det med musik og film. Jeg kender ikke (og interesserer mig heller ikke rigtig for) de grundlæggende regler for, hvordan man opbygger en tegneserie, en sang eller en film, og de gængse begreber glemmer jeg lige så hurtigt, som politikkerne glemmer deres valgløfter, hvorfor jeg aldrig ville indlade mig på en professionel snak om, hvorfor en given tegneserie er god. Jeg er dog aldrig i tvivl om, hvornår jeg sidder med en uforglemmelig tegneserie, umuligt kan få en sang ud af hovedet eller bliver forblændet af en fantastisk film. Det er ligesom følelsen af at sidde med en jordkølet bajer. Fornøjelsen fortager sig aldrig. Nostalgi eller ej.