redneck skrev: ↑22. aug 2021, 08:21Der er da også et par andre bemærkelsesværdige ting i salgstallene. Det er vel ret pudsigt, at de to månealbum har solgt præcis det samme antal, mens andre "dobbeltalbum" har forskelle. 4.000 har ikke fået slutningen på skattejagten i "Enhjørningens hemmelighed" - "Rackham den rødes skat" med. 1.500 har nydt det fabelagtige "De syv krystalkugler", men ikke mere end at det var mindre vigtigt at læse videre i "Soletemplet".
Det skal siges, at der ikke med sikkerhed er tale om "salgstal". Det er trykoplagene, jeg har talt sammen for omkring 20 år siden, ud fra hvor mange oplag, der har været trykt af de enkelte bind, hvad Casterman kunne oplyse om tidligere afregninger, og de oplagskoder der (ikke helt konsekvent) var trykt i de enkelte oplag. Så der kan godt tænkes at være forhold, som sammentællingen ikke kan tage højde for (fx noget så simpelt som at en del af et oplag måske har haft fejl, som har betydet makulering af en større eller mindre del af det).
Grundlaget var et kæmpe arbejde, som Komiklex-redaktøren Henning Visti Rasmussen udførte. Der ER et par "huller" her og der og unøjagtigheder i Carlsens kolofoner, hvoraf nogle kan gennemskues, andre ikke kan. Eksempelvis findes der et 8. oplag af Soltemplet fra både 1985 og 1988. Muligvis (sandsynligvis) findes visse oplag slet ikke, fx 13. oplag af Månen tur-retur 2. del, 2, oplag af Det hemmelige våben, 7. oplag af Det knuste øre (hvorimod der findes to 5. oplag) og 6. oplag af Tintin i Amerika. Der arbejdes i kulissen for at finde en endelig afklaring på disse usikkerhedsmomenter.
redneck skrev: ↑22. aug 2021, 08:21At filmalbummet om "Hajsøen" ikke ligger på en klar sidsteplads er vel nok den største overraskelse. Havde Carlsen ikke været så smarte at nummerere det som et album i Hergés serie, så havde det vel næppe solgt en tiendedel!
Langt de fleste eksemplarer af Hajsøen er solgt i 1970'erne (hvor "alt kunne sælges"), det gælder selvfølgelig også for de øvrige, men det er mere markant for Hajsøen. Det var med i den næstsidste store kampagnegenoptryksrunde af alle bindene i 1977-78 (i kølvandet på udgivelsen af Picaroerne), men derefter gik der 13 år, før det blev genoptrykt, hvorimod alle andre blev genoptrykt flere gange i 80'erne, og ikke mindst i den sidste store kampagnegenoptryksrunde i 1988, som Hajsøen ikke indgik i. Jeg tolker det sådan, at forståelsen for, at Hajsøen ikke var et "ægte" album, voksede med tiden og kendskabet til serien.
redneck skrev: ↑22. aug 2021, 08:21Derudover sjovt at "Congo" er det mest solgte album nu. Gad vide hvor meget der skyldes, at det er blevet omtalt i medierne, når der har været retssag i Belgien, censur-snak i Sverige og almindelig politisk korrekthed?
Det har betydet alverden, ingen tvivl om det. Vi kan takke de protesterende belgiske congolesere og den svenske forening Afrosvenskarnas Riksförbund for, at et af de ringeste Tintin-album er blevet det mest solgte. Dengang en svensk bibliotekar krævede Tintin i Congo fjernet fra børnebiblioteket (hvor det viste sig slet ikke at befinde sig, det stod kun på voksenbiblioteket), ringede der en boghandler fra Randers til Cobolt og fortalte, at han stod med en kunde, der gerne ville vide, hvilken udgave af Tintin i Congo, der var "mest ulovlig" - for kunden havde tænkt sig at anskaffe tre eksemplarer af det i forventning om, at det snart ville blive forbudt.
I øvrigt er Congo også det mest solgte på fransk, hvad det vist nok har været i mange år, fulgt af Tintin i Amerika på andenpladsen og Faraos cigarer på tredjepladsen - angiveligt skal Måne-albummene dog have overhalet Faraos cigarer i forbindelse med 50-årsjubilæet for Apollo-månefærden for to år siden. Jeg kender ikke rækkefølgen for de øvrige album.