benadikt skrev: ↑20. okt 2021, 23:35(som får mig til at tænke på Tournesol-bogen: side 14 står "...Tryphons liv och mirakler...", nok lidt for meget inspireret af den svenke udgave
)
Ak, ak ... og tak! Vil blive rettet i tredje oplag (der er sørme også et och i noterne side 15).
Dermed afsløret, at Tournesol-bogen teknisk er lavet ved at indsætte den danske oversættelse i den svenske montage, fordi den svenske udgave af bogen var klar først. Og den svenske oversætter, Björn Wahlberg, havde tilføjet forskellige præciserende detaljer og ny viden til Albert Algouds oprindelige tekst, som naturligvis skulle med på dansk også. Men det svenske och burde selvfølgelig være blevet fanget, ikke mindst fordi bogen var igennem adskillige korrekturer.
Björn har også tilvejebragt bedre grundlag for visse historiske gengivelser, for eksempel var avisudklippet fra
Tribune de Lausanne side 65 i den oprindelige franske udgave tydeligvis gengivet efter en mikrofilmkopi, så den røde plet var helt sort, og man ikke kunne læse teksten under den. For sin egen del var Björn glad for at opdage, at den svenske professor Börje Wickberg gemte sig under den sorte plamage. Han var professor i organisk kemi ved Lunds universitet.
Lokalt her i Danmark har Algouds gamle tekst været under Søren Vinterbergs kyndige behandling. Blandt andet kunne vi indføje, at den danske fysiker og oceanograf, som har lagt navn til
knudsencellen og
knudsengas (og var rektor for Københavns Universitet 1912-1941) optræder på fotografiet fra den første Solvay-konference i 1911 på side 66, hvilket ikke fremgik af Algouds tekst. Der blev desværre ikke plads til at udvide billedteksten med, at Albert Einstein (som er med på 1911-fotografiet som ung) og Niels Bohr var dem, der kørte med klatten på den berømte femte Solvay-konference i 1927, hvor emnet var elektroner og plotoner og kvantemekanik, og hvor 14 ud af de 29 deltagere havde eller ville få en Nobelpris, herunder Marie Curie (som også var med i 1911), der som den eneste havde en Nobelpris i to forskellige discipliner. Tryphon Tournesol har utvivlsomt også være med ved konferencen i 1927, men da han sikkert ligesom i 1911 ikke havde hørt, at mødet var begyndt, kom han nok en gang ikke med på fotografiet.