Er "Shi" godt tegnet?

[GoogaMooga]

Homs kan tegne, men hans stil fanger mig ikke. For mig er det overlæsset billedlir, jeg savner mere stringens og stoflighed. Det bedste er farverne, men det er der jo så mange andre, der også kan med moderne trykteknik. Layoutet kan jeg ikke rigtigt bruge til noget, det er jo et virvar. Homs rubricerer jeg sammen med Francois Boucq: tegnere, der går over gevind og har svært ved at styre sig. Men Homs er jo en fan favorit herhjemme, så det er bare mig, min ydmyge mening.

[Mogens]

Jeg ved ikke helt, hvad det er, Homs kan, men han har noget, som andre ikke har. Jeg gætter på, at han har formået at vriste mig ud af mit stive sind, hvad angår den traditionelle tegnestil. Jeg har ikke styr på de smarte fagudtryk, så jeg kan ikke forklare, hvad jeg føler, men jeg er fuldstændig revet med af den formidable kombination af tegninger og en yderst velfortalt historie. Og jeg elsker de lede karakterer, der pryder mange af siderne.

[GoogaMooga]

Det er nok dér den ligger, attraktionen ved Homs' tegninger. Folk som Reding, Graton, og til dels Vance får ofte på puklen over at være "stive" i deres figurtegninger, men for mig er det en af deres styrker. Jeg kan også godt lide plasticitet, men mere over i Jack Cole end den troldepus-agtige plasticitet, Homs fremviser her. Men det er interessant for mig at vide, hvorfor så mange fans er vilde med Homs.

[Antaeus]

Jeg synes den er godt tegnet og enkelte steder er der virkelige flotte tegninger som fx hestevognen i album 1 på side 38-39.
Jeg er dog på ingen måder generelt blæst væk og der er mange andre, især lidt mere klassiske tegneserier som jeg synes langt bedre om, rent tegnestilmæssigt.
Farvelægningen er ikke en jeg synes specielt om, den er ret mørk mange steder, med få kontraster og i nogle farvetoner der ikke er blandt mine favoritter og så på glat papir. Her er jeg langt mere til farvelægningerne i en del af de mere klassiske fransk/belgiske tegneserier m.fl.

[Erling Søby]

Jeg oplever Homs' tegninger som levende og stoflige, og her spiller den let karikerede streg og farvelægningen afgjort ind. Den har nuancer og en dybde, som man ikke finder i en mere flad og traditionel farvelægning. Hans plancher er for mig både dynamiske og letaflæselige. Og så er SHI også en afsindigt god og vedkommende historie.

[Berti Stravonsky]

Jeg har de samme hæmninger og begrænsninger som Mogens. Jeg ejer heller ikke fagtermer, men vil gerne give mit besyv med alligevel.

Der ER nemlig noget over stilen, som jeg rigtig godt kan lide. En fin vekselvirkning mellem dialog og tempo, hvor der for begges vedkommende aldrig helt opstår stilstand. Der er drama over aktørerne, og i det eksempel som Googa har bragt, er spændingen intakt. Vinklerne skifter, og selvom karakterne er karikerede, så er der stadig noget menneskeligt over dem. For mig virker det som om, at der lige opstår det der syrede i tegningerne, så balancen mellem det reelle og det karikerede både er der, og samtidig hårfin.

Når der er helbilleder, som på det fremragende eksempel nederst, er der dybde og detaljer. Men får vitterligt det der sug af helheder med, og jeg kan sagtens genkende det med at stå i en stor sal eller i et stort rum, og så få det hele med. Både nærværet i de første par meter, og distancen ned til den anden ende, sådan både vertikalt og horisontalt. Rummets dimensioner fanger mig, og jeg føler storheden.

Farverne giver mig det der 'gammeldags' trip. Noget der er hændt for lang tid siden. Runde og milde sat i skarp kontrast til de zoom på modbydeligheder der er, i en, ja - ganske modbydelig fortælling.

Shi tog mig med storm og jeg er blæst bagover af serien.

[GoogaMooga]

Jeg savner den synergi, jeg får ved en mere traditionel sideopbygning. Den sidste planche er den mest ambitiøse, med stærke flammehavs-farver, men de tre lodrette ruder æder hinanden i stedet for at understøtte hinanden. Det gør det ikke bedre, at der er valgt sort mellem dem, selv om det selvfølgelig er helt bevidst. Siden fungerer som en plakat, men ikke som en tegneserieside, der skal være dramatisk opbygget. I det mindste ikke for mig.

[Berti Stravonsky]

Jeg savner den synergi, jeg får ved en mere traditionel sideopbygning. Den sidste planche er den mest ambitiøse, med stærke flammehavs-farver, men de tre lodrette ruder æder hinanden i stedet for at understøtte hinanden. Det gør det ikke bedre, at der er valgt sort mellem dem, selv om det selvfølgelig er helt bevidst. Siden fungerer som en plakat, men ikke som en tegneserieside, der skal være dramatisk opbygget. I det mindste ikke for mig.

Har du læst serien?

[GoogaMooga]

Nej. Jeg kunne ikke tænke mig at læse den.

[Mogens]

Jeg har det nok med Ekho, som Googa har det med SHI. Jeg har købt og læst det første album med Ekho og synes, at det er noget af det værste skrammel, der har fået plads i min reol. Tegningerne er som sådan okay, men historien og dialogen er på grænsen til det fladpandede, så jeg næsten ikke magter at læse, når folk skriver, at de glæder sig til det næste album i serien. Det viser bare, at smag og behag er forskellig. Og hatten af for dét.

[Antaeus]

Jeg har det nok med Ekho, som Googa har det med SHI. Jeg har købt og læst det første album med Ekho og synes, at det er noget af det værste skrammel, der har fået plads i min reol. Tegningerne er som sådan okay, men historien og dialogen er på grænsen til det fladpandede, så jeg næsten ikke magter at læse, når folk skriver, at de glæder sig til det næste album i serien. Det viser bare, at smag og behag er forskellig. Og hatten af for dét.

Jeg synes godt om tegningerne i EKho, historierne er dog ikke nær så gode, men stadig nogle jeg læser og gerne vil læse.

[Gimli]

Jeg har ikke læst SHI endnu, men kender Homs fra; Mænd der hader kvinder. Jeg må sige at, hvis SHI holder taksterne fra den, så er jeg på linje med Mogens, Erling og Berti. Når tegningerne i en tegneserie vurderes, må udgangspunktet vel være, hvor godt tegningerne formidler historien. Og for at kunne opleve det, er det vel nødvendigt at læse tegneserien, før de reelt kan vurderes.

Når jeg siger det, så er det fordi, at hvis jeg kun havde skulle forholde mig til tegningerne i; Mænd der hader kvinder, så tvivler jeg på, at jeg ville være særlig imponeret over dem. Jeg havde nemlig lidt modstand mod dem i starten af læsningen. Men efterhånden som jeg kom ind i historien, oplevede jeg de bidrog enormt til stemningen, læseoplevelsen og især forståelsen af karaktererne. Det er lidt det samme jeg oplever med; From Hell. I starten synes jeg tegningerne var grimme, men jo længere jeg kom ind i fortællingen, des mere fandt jeg at tegningerne bidrog til; miljøskildringen, stemningen og på den måde understøttede værket noget nær optimalt.

Hvis tegningerne skal vurderes uafhængigt af fortællingen, hvad er så pointen med tegneserier? Jeg siger ikke, at tegningerne er uden betydning for oplevelsen, men at de to elementers samspil, må være det centrale udgangspunkt.

[Antaeus]

Jeg har ikke læst SHI endnu, men kender Homs fra; Mænd der hader kvinder. Jeg må sige at, hvis SHI holder taksterne fra den, så er jeg på linje med Mogens, Erling og Berti. Når tegningerne i en tegneserie vurderes, må udgangspunktet vel være, hvor godt tegningerne formidler historien. Og for at kunne opleve det, er det vel nødvendigt at læse tegneserien, før de reelt kan vurderes.

Når jeg siger det, så er det fordi, at hvis jeg kun havde skulle forholde mig til tegningerne i; Mænd der hader kvinder, så tvivler jeg på, at jeg ville være særlig imponeret over dem. Jeg havde nemlig lidt modstand mod dem i starten af læsningen. Men efterhånden som jeg kom ind i historien, oplevede jeg de bidrog enormt til stemningen, læseoplevelsen og især forståelsen af karaktererne. Det er lidt det samme jeg oplever med; From Hell. I starten synes jeg tegningerne var grimme, men jo længere jeg kom ind i fortællingen, des mere fandt jeg at tegningerne bidrog til; miljøskildringen, stemningen og på den måde understøttede værket noget nær optimalt.

Hvis tegningerne skal vurderes uafhængigt af fortællingen, hvad er så pointen med tegneserier? Jeg siger ikke, at tegningerne er uden betydning for oplevelsen, men at de to elementers samspil, må være det centrale udgangspunkt.

Det er jeg kun delvis enig i, hvis tegningerne er grimme eller på anden måde noget man ikke vil kigge på eller fanger, så fungerer de ikke for en og så er det ligegyldigt om de formidler historien eller ej i første omgang.
Nu synes jeg så ikke de er hverken grimme eller ikke fungerer og herefter er det så rigtig at det næste er om de formidler historien godt. Det kan jeg så ikke huske mere, men jeg var ikke blæst væk af Shi, men bestemt heller ikke det modsatte. Det er fine tegninger og en ok historie, som dog ikke har fanget så meget at jeg har læst mit album 2 endnu, men vi må se...

[Gimli]

Det er jeg kun delvis enig i, hvis tegningerne er grimme eller på anden måde noget man ikke vil kigge på eller fanger, så fungerer de ikke for en og så er det ligegyldigt om de formidler historien eller ej i første omgang.

Det er så der, hvor vi oplever det lidt forskelligt. (Uden at den ene måde er bedre end den anden - det afhænger jo af den enkelte). Jeg giver både tegninger og fortællingen en chance - og har på den måde fået virkelig store tegneserieoplevelse ud af det. Hvis fortællingerne var det som skulle "tænde" mig, så ville jeg aldrig læse Sin City ud over det første album. Men fordi den er tegnet så unikt og virkelig fremragende, er det en serie jeg glæder mig til at nyde gang på gang. Og hvis jeg fravalgte alle de tegneserier, hvor tegningerne ikke virker umiddelbart tiltagende, ville jeg næppe have købt (og læst); From Hell, Jimmy Corrigan, Asterious Polyp mv. Og der er tale om virkelig gode oplevelser i alle de nævnte tilfælde.

[GoogaMooga]

Når tegningerne i en tegneserie vurderes, må udgangspunktet vel være, hvor godt tegningerne formidler historien. Og for at kunne opleve det, er det vel nødvendigt at læse tegneserien, før de reelt kan vurderes.

Overhovedet ikke. Det første, du skriver, kan jeg tilslutte mig. Det sidste, slet ikke. Enten er en serie godt tegnet og fortalt i billeder, med styr på noget så basalt som billed-syntaks, eller også er den ikke.

Lakmus-testen er, at man ser bort fra teksten, tegneserien står og falder på billederne. Om så teksten er på Shakespeare niveau, det er lige meget. Men hver person har sin egen tilgang, og hvis det er nødvendigt for dig, at læse før du tager stilling, så respekt for det. For mig er livet alt for kort til sådan en fremgangsmåde.