Jeg har ærligt talt ikke styr på, hvor mange luksusudgaver, der bliver udsendt af forskellige serier i Danmark, men under min sommerferie i Holland besøgte jeg den hyggelige by Hoorn og rendte tilfældigvis ind en tegneseriebutik, hvor jeg faldt over en lækker sag med Red Kelly (eller Comanche, som han jo hedder på dé kanter). Jeg er helt vild med Hermanns streg og specielt med den stil, han lagde for dagen i sine tidlige tegneserieår. Jeg ved ikke helt, hvordan man skal beskrive stilen, men det bedste ord for mig er vel "sej". Ondskaben eller sejheden lyste simpelthen ud af tegningerne på en måde, som jeg ikke kender fra mange andre skabere. Well, heldigvis gav indehaveren mig lov til at tage et par fotos af tegningerne fra ekstramaterialet, som nærmest gør mig våd i trussen, hver gang jeg ser dem.
Jeg behøver vel næppe stille spørgsmålet, om der findes et marked for luksusudgaver i Danmark, men jeg kan garantere, at hvis jeg skulle løbe afsted med Eurojackpotten på 115 mio. €, så ville jeg med glæde sende så mange luksusudgaver ud på det danske marked, at Googa ville kløjs i aftenkaffen.