GoogaMooga skrev: ↑6. apr 2023, 01:23Jeg ved ikke engang, om serien udkom kronologisk herhjemme, men jeg tvivler.
Det gjorde den, altså de 10 første, som Carlsen udgav. Derefter udgav Egmont nr 11 som et nummer af Tempo-bladet. Hvorefter Faraos sprang 12-23 over og fortsatte fra og med album 24, som så fik nr. 12 på dansk.
Angiveligt var Edgar P. Jacobs så fortørnet på Journal Tintins redaktion, at han i et brev udfordrede Jacques Martin til duel, da han så "Den store trussel" i bladet i 1952. Jacobs mente, at Martin havde tyvstjålet hans stil fra Blake og Mortimer. Da han så "Mysteriet Borg" i bladet i 1964, skrev han dog igen til Martin, denne gang for at rose ham og meddele, at det med duellen tolv år tidligere bare havde været en spøg. "Mysteriet Borg" var delvis tegnet af Bob De Moor og Roger Leloup, fordi Martin var mere optaget af at tegne Alix, som var en meget større succes end Lefranc. Derfor så historien heller ikke helt så jacobinsk ud som de to første. Ligesom anden del af Blake og Mortimer-historien Professor Satos 3 formler jo heller ikke så specielt jacobinsk ud, netop fordi Bob De Moor også havde tegnet det meste af den.
Lombard havde kun udgivet den allerførste historie i albumform og havde heller ikke udgivet Alix, som Casterman derfor udgav som album. Ved Hergés mellemkomst blev Casterman nu også udgiver af Lefranc-albummene med "Mysteriet Borg" som det første. På grund af komplikationer med Lombard varede det yderligere ti år, før album 2, "Ildstormen", overhovedet udkom som album på fransk. Skiftet fra Lombard til Casterman var formentlig også årsagen til, at kun to historier blev bragt i Fart og tempo.
Sidst i 1960'erne tilbød Martin Roger Leloup at overtage tegnearbejdet på Lefranc fuldstændig. Leloup var beæret, men da han var i færd med at skabe sin egen serie, Yoko Tsuno, afslog han. Senere udtalte han dog, at Martins tilbud var med til at give ham tro på sig selv, så han turde forlade Hergés tegnestue og hellige sig Yoko Tsuno. I stedet fik Martin så Bob De Moor til at stå for hovedparten af tegnearbejdet på album 4, "Ulvens hule", og bad ham også om helt alene at stå for tegningerne derefter. Men det modsatte Hergé sig, hans vigtigste medarbejder kunne ikke påtage sig en så omfattende opgave. I den sidste ende fik Gilles Chaillet så betroet tegnearbejdet.