Hergés fortællestil: Plat, for mange slumpetræf eller hva

[Lars S]

Altså, held er helt fint , både for Tintin og Højben, men så vidt jeg forstår Stærmose er det Herges plotsnedkeri, han ikke finder imponerende. Der er få Åh-ja-for-satan-SÅDAN -hænger-det-sammen eller intellektuelt imponerende plot twist at finde i Tintin, men det samme kan også siges om Barks' Rapper Sand eller Bone. Alle tre har andet at byde på (måske mest hvis man er under femten, men alligevel...). Er det egentligt ikke okay?

Jo gu' er det ok!! Det var også det jeg mente med mit tidligere indlæg, men som Rehr udtrykker mere poetisk

[Berti Stravonsky]

Hvis det er de intellektuelle briller man læser Tintn og Anders And med, så er jeg bange for at man spilder tiden..

En oplagt pendant til ovennævnte er eventyrene eller de fantastiske fortællinger, hvori forfatteren indgå en stiltiende aftale med læseren om at alt kan ske, og sker.

Jeg forstår anskuelsen, især nu hvor Rehr har skåret det lidt ud i pap, og er for så vidt enig, men mener ikke man gør hverken Hergé, Barks eller sig selv en tjeneste ved at anskue ovennævnte på denne lidt 'kloge' måde.

De røde tråde der spindes i ændernes univers, og nok også hos Hergé skal være lette at følge. Målgruppen er ikke os gamle kloge fede narhatte, men alle de små pus vi er forældre til. Og som sådan hænger præmisserne fint sammen.

[Christian Aarestrup]

Jeg mener da bestemt godt, at man kan kloge sig til ukendelighed på både Tintin og da især Barks, men mener nu ikke, at hr. Spærmose kan beskyldes herfor. At være blevet voksen er ikke det samme som at være intellektuel - bare anderledes.

Jeg foretrækker også andre ting nu. En helt anden grad af realisme. Karakterer som rent faktisk kan dø og gå i seng med hinanden, og historier som er langt mindre "trygge". Herge var fantastisk på mange måder, men han kan ikke længere engagere mig. Mest bevægende synes jeg efterhånden, at skildreingen af det daværende Belgien, som svagt kan skimtes gennem Tintin-overdækningen, er. Også på det punkt er De syv krystalkugler/Soltemplet mest suværen.

Men som sagt synes jeg, at dramaturgien skal bedømmes på, om den overholder kontrakten med publikum. En action-film skal ikke bedømmes på, om den er intellektuelt stimulerende og tager eksistensielle temaer op, men derimod dens evne til at stimulere adrenalinproduktion og dens one-liners.

[Thomas S]

Ahrj, altså, nu må I stoppe.

Diskussionen her startede, da jeg kaldte Enhjørningens hemmelighed et MIDDEL eventyr. Jeg har ikke kaldt den dårlig eller noget (jeg rettede endda, da mine ord blev twistet fra Middel til middelmådig) - den stikker bare ikke i synderlig grad op over så meget andet. Efter Antaeus advarede mig om, at jeg ville få på puklen for ikke at anerkende det som et mesterværk, dristede jeg må så til at pointere det, der i mine øjne er det svageste led, nemlig manuskripterne. Siden har i så argumenteret for, at det karakteristika jeg valgte ud findes i gennemsnitaction (Frank med 24 timer og Die hard), i gennemsnitssuperheltelitteratur (Aarestrup med 117xBatman og Wolverine) og sågar gennemsnitsbørnelitteratur (Ramsus Klump og Anders And er nævnt).

Jeg kan for så vidt ikke forstå et klap af argumenterne fra Frank, Sokken og Smokke, hvis de er rettet mod min påstand - noget det er gennemsnitligt må trække i retning af gennemsnittet. Bertis modargument ("jeg er ligeglad, det er humoren, der tæller for mig") er derimod en reel indvending, men strander på smag og behag.

Jeg prøver ikke at lede efter eksistentielle temaer i Tintin, ej heller forventer jeg det, ligesom jeg heller ikke forvente realisme, men det har jeg forklaret engang - og min lorenhed er for den sags skyld heller ikke mindre nu, end den var, da jeg var barn. Måske tværtimod - jeg ved ikke om jeg nogensinde kom heller serien igennem, dengang jeg foretrak Gammelpot, men med genudgivelsen har jeg tænkt mig at forsøge. I bund og grund synes jeg bare ikke, at det er originalt nok at lade folk falde og lande i en høstak. Det er omtrent hvad en fjerdeklasseselev kan finde på, når han fortæller historier.

[Christian Aarestrup]

Jamen, det er da nok helt afgørende, at du ikke ku' li' serien som barn. Der er nok nogen tog, som man skal hoppe på, mens man er lille, for at synes, at de kører stærkt nok til, at det kildrer i mavsen.

[Henrik Rehr]

Jamen, det er da nok helt afgørende, at du ikke ku' li' serien som barn. Der er nok nogen tog, som man skal hoppe på, mens man er lille, for at synes, at de kører stærkt nok til, at det kildrer i mavsen.

Det tror jeg er en go' pointe. F.eks. er der meget få der hopper på superhelte, hvis de ikke har læst dem som børn, og det samme kan meget vel gælde for Tintin (jeg elskede sørøver-Eventyret i Enhjørningen som knægt...ikke helt så meget som Skatteøen, men nok til at få sug i maven.)

Det leder mig til en sidevej her (også ansporet af diskussionen om musikpreferencer i Off-topic): ER det i hele taget muligt, at vurdere noget, man først har oplevet på en postitiv måde som barn, med bare med et gran af objektivitet? Spiller nostalgien ikke en alt for stor rolle? Og spiller den ikke også en stor rolle for hvordan man oplever andre serier som voksen? Hvis man først som lille purk har accepteret at folk har superkræfter og fjollet tøj, så påvirker det klart ens kritiske syn på den X-Men man nu sidder og læser. Gary Groth på Comics Journal har f.eks. altid lidt af en sjov blanding af enorm skarp kritisk sans, når det kom til nutidens udgivelser, men en uforholdsmæssigt øm og tilgivende indstilling overfor ting, de blev udgivet da han var lill'. Helt ærligt, er der nogen der overhovedet ville OVERVEJE f.eks. at æde klejner, hvis de ikke var startet som børn?

[Jesper]

Det er nok ret blandet.
Jeg kan huske at jeg ikke var meget for Pratt som barn, men nu passer hastigheden bedre til mig. På samme måde er jeg først kommet på Beach Boys efter jeg blev voksen (vist nok blandt andet efter at Pet Sounds blev nævnt i Donnsbury).
Jeg kan godt genkende den med at man bliver ved med at holde af noget, men nogen gange kan det måske skyldes at den simple historie holder??

[Berti Stravonsky]

Lige siden jeg i midt 70'erne og frem så Lene Køppen, har jeg notorisk haft en svaghed for sort pagehår...

hos kvinder - jeg er ikke faldet for Prins Valiant.

[Thomas S]

Jamen, det er da nok helt afgørende, at du ikke ku' li' serien som barn. Der er nok nogen tog, som man skal hoppe på, mens man er lille, for at synes, at de kører stærkt nok til, at det kildrer i mavsen.

Det er helt klart, men ret uinteressant. Det ville da være sjovere med argumenter for, hvorfor Hergé skriver bedre end en fjerdeklasseselev.

[Henrik Rehr]

Det ville da være sjovere med argumenter for, hvorfor Hergé skriver bedre end en fjerdeklasseselev.

Herge var, i sin glansperiode, virkeligt ferm til at strukturere sine historier, noget der ikke findes hos fjerdeklasseselever. Tintin-historierne bevæger sig upåklageligt, ikke for hurtigt, ikke for langsomt og er i den henseende en nydelse at læse (hvis ellers ikke lagkagehumoren og de lidt for heldige "tilfælde" overskygger og ødelægger eens oplevelse).

[Henrik Rehr]

jeg er ikke faldet for Prins Valiant.

Endnu!!

[Berti Stravonsky]

Jamen, det er da nok helt afgørende, at du ikke ku' li' serien som barn. Der er nok nogen tog, som man skal hoppe på, mens man er lille, for at synes, at de kører stærkt nok til, at det kildrer i mavsen.

Det er helt klart, men ret uinteressant. Det ville da være sjovere med argumenter for, hvorfor Hergé skriver bedre end en fjerdeklasseselev.

Og jeg er pt. klasselærer for en 4. klasse, og de når edderhylemig ikke Hergé til sålerne.

Jeg tror Hergé har arbejdet meget metodisk og grundigt, også i plottænkningen. Husk på at målgruppen var børn, og at man altid som forfatter skal huske at tale til sin målgruppe, ikke tale ned til eller distancere sig fra dem. På samme måde med Astrid Lindgren og til dels HC Andersens fortællinger..

[Christian Aarestrup]

Det ville da være sjovere med argumenter for, hvorfor Hergé skriver bedre end en fjerdeklasseselev.

Argumenter? Jeg kan ikke komme med andet end hans historier - som Berti si'r; det' der sgu ingen 4.klasses elever, der laver. Eller i hvert fald ikke særlig mange.

Jeg kan ikke umiddelbart sætte ord på, hvad det helt præcist er, Herge kan. Men noget kan han altså. For du vil vel ikke påstå, at Tintin-serien bare er et blålys, og de mange fans er som fluer om lort?

[Thomas S]

Men noget kan han altså. For du vil vel ikke påstå, at Tintin-serien bare er et blålys, og de mange fans er som fluer om lort?

Igen - hvis jeg fandt den dårlig ville jeg næppe bruge 129 på den om måneden. Jeg glæder mig til De 7/Soltemplet (som er det eneste jeg rent faktisk har et nostalgisk forhold til - pga. pop-op-bogen, ganske vist). Så mange penge bruger jeg hverken på fyrværkeri eller fækalier.

Men et uomtvisteligt mesterværk? Jeg ka'ette se det, der gør det noget særligt.

[Christian Aarestrup]

Og jeg har ikke et betingelsesløst kærlighedsforhold til serien, men vil fremhæve netop de tre dobbeltalbums og et par af de efterfølgende albums som mesterværker. Enhjørningen/Rackham skal med, fordi det er der, det hele begynder at lette. Hvor alle karakterene og Møllenborg og lommetyven og u-båden og gagsene og tegnestilen og resten kommer på plads.

Nærmest som en slags optakt til det helt store i De syv & Soltemplet, som virkelig placerer Herge i eliten. Derefter fordriver han tiden med Det sorte guld og samler kræfter til endnu en kraftanstrengelse i Månerejsen, der dog er mere imponerende end egentlig god. Og så er der sådan set ikke så meget mere i manden. Alt efter temperament vil fans fremhæve juvelerne eller tournesol-mysteriet eller tibet som det sidste skud i bøssen. For mig er det nok koks i lasten, selv om det er en værre omgang rod ret beset.