Superhelt bvadr

[Berti Stravonsky]

Nå superhelteelskere - prepare yourself.

Jeg kan ikke li' superhelte. Jeg forstår ikke helt hvorfor. De har aldrig sådan sagt mig noget, og jeg tror det har no'et at gøre med deres superkræfter...

Så derfor - med provobrillerne på. Here goes:

Superhelte er noget bvadr. Uanset hvilken situation de kommer ud for, så klarer deres urealistiske superkræfter dem. Hvor spændende er det? Ligner mest en dårlig vane.

Har jeg ret? Ja, selvfølgelig har jeg det.

Her kan du forsvare superheltene, de skrog, som ikke engang kan klare en indkøbstur til Netto sent om eftermiddagen. Når det gør for ondt så mobiliserer de bare deres superkræfter - hvor fedt er det?

[Christian Aarestrup]

Det er jo indlysende fedt, fordi os læsere IKKE har superkræfter, som vi bare kan mobilisere og derved klare enhver ært. Hvis du ikke kan se det sjove i at kunne flyve eller løfte en bil eller se gennem kjoler eller læse folks tanker, så... kan du ikke det. Men det tror jeg bare ikke på.

Mange specfikke udgaver af superhelte-konceptet er temmeligt bvadr, ja, men det er jo ikke konceptets skyld.

[Antaeus]

De har heller aldrig rigtig fanget mig selv om nogle blade kan være udmærkede, men på ingen måde kan sammenlignes rigtige kvalitetstegneserier.

[GoogaMooga]

Oh, jøsses kristianus, jeg samler på tegneserier for tegningernes skyld, derfor scorer Gil Kane altid højt hos mig.

[Berti Stravonsky]

Udover spørgsmålet 'hvad er Gil Kane'?, så har jeg følgende kommentarer:

Jamen, er det sjovt at Jens Lyn pludselig flyver og klapper til skurkene? Eller er det spændende?

Og en skurk affyrer et skud så er der et eller andet skjold så man ikke bli'r ramt. Wauu. Great.

Næ drenge - ænder. Men det er en helt anden diskussion, som vi ikke skal tage her.

Jeg savner nogle flere argumenter for de der kappeklædte maskeho'der?

[Jesper]

Superhelte er noget bvadr. Uanset hvilken situation de kommer ud for, så klarer deres urealistiske superkræfter dem. Hvor spændende er det? Ligner mest en dårlig vane.

De fleste af de mange superhelte som jeg har læst er udsat for nogle modstandere (superskurke) der har cirka lige så store kræfter, det er derfor ikke sikkert at de vinder. I den klassiske historie (der er noget slidt) mødes helt og skurk to gange, første gang vinder skurken, men så er der revance.
Selvfølgelig er der ikke så mange der er i tvivl om at helten vinder til sidst, men der er vel heller ikke mange tilfælde hvor Anders And får et nyt arbejde og så klarer det!

[Dan R. Knudsen]

Berti - du kæfter vanen tro op om ting du ikke ved noget om fordi du pga. dine fordomme ikke har gidet sætte dig ind i sagerne...

Din holdning til superhelte lyder som om den er samlet op en gang i 50erne...

Hele superheltemytosen som den står i dag handler jo netop at deres kræfter IKKE redder dem. Det er bla. Batman og Spider-man jo eksempler på. Tiltrods for alt Batmans gear og gejl og banken slemme drenge kommer hans far og mor ikke tilbage - og tiltrods spideys megen smarttalk så er han STADIGVÆK en usikker forvirret teenager med problemer med peneg og tøser - same pricip goes for FF...det er jo hele tricket. At give folk superkræfter - og så vise at det STADIGvæk er de menneskelige aspekter der holder os alleammen nede på jorden.


Bortset fra det - så er der sgu osse satdigvæk masser af lortesuperhelteserier...men det ændrer ikke på at der osse er totaltopnoch-udgivelser. At sige at superhelte er crap er som at sige at klassisk musik er det. Udelukkende udtryk for indskrænkethed...

[Frank Madsen]

Berti - du kæfter vanen tro op om ting du ikke ved noget om fordi du pga. dine fordomme ikke har gidet sætte dig ind i sagerne...

Din holdning til superhelte lyder som om den er samlet op en gang i 50erne...

Hele superheltemytosen som den står i dag handler jo netop at deres kræfter IKKE redder dem. Det er bla. Batman og Spider-man jo eksempler på. Tiltrods for alt Batmans gear og gejl og banken slemme drenge kommer hans far og mor ikke tilbage - og tiltrods spideys megen smarttalk så er han STADIGVÆK en usikker forvirret teenager med problemer med peneg og tøser - same pricip goes for FF...det er jo hele tricket. At give folk superkræfter - og så vise at det STADIGvæk er de menneskelige aspekter der holder os alleammen nede på jorden.


Bortset fra det - så er der sgu osse satdigvæk masser af lortesuperhelteserier...men det ændrer ikke på at der osse er totaltopnoch-udgivelser. At sige at superhelte er crap er som at sige at klassisk musik er det. Udelukkende udtryk for indskrænkethed...

Måske kunne man hjælpe Berti og opstille en liste over, hvilke superhelteserier, han passende kunne læse for at få sine fordomme dementeret.

Jeg begynder gerne:

1. Watchmen af Dave Gibbons og Alan Moore
2. Dare-Devil af Frank Miller
3. Klassisk Batman fra 1950'erne og 1960'erne
4. Supermule af Paul Murry
5. Blixt Grodon af Lars Olsson

Og så kan han passende smække "Batman"-filmen med Adam West eller Pixars "The Incredibles" på DVD-afspilleren, hvis han vil overbevises om, hvorfor superhelte er et genialt koncept (eller "en god ide", som vi sagde i gamle dage).

[Thomas S]

Måske kunne man hjælpe Berti og opstille en liste over, hvilke superhelteserier, han passende kunne læse for at få sine fordomme dementeret.

Jeg begynder gerne:

1. Watchmen af Dave Gibbons og Alan Moore
2. Dare-Devil af Frank Miller
3. Klassisk Batman fra 1950'erne og 1960'erne
4. Supermule af Paul Murry
5. Blixt Grodon af Lars Olsson

"Liv-død"/"Life-death" fra X-Men af Barry Windsor Smith - Storm har mistet sine kræfter, og det er forfærdeligt. Et godt eksempel på, at det slet ikke handler om kræfterne (i gode forfatteres hænder) - det handler om at lære at leve med at man har mistet noget, som man byggede sin identitet på.

[Christian Aarestrup]

"Liv-død"/"Life-death" fra X-Men af Barry Windsor Smith - Storm har mistet sine kræfter, og det er forfærdeligt. Et godt eksempel på, at det slet ikke handler om kræfterne (i gode forfatteres hænder) - det handler om at lære at leve med at man har mistet noget, som man byggede sin identitet på.

Det er så lige den forfatters indfaldsvinkel i det tilfælde - men jo kun meningsfuldt i konteksten af superhelteuniverset som sådan, hvor det netop handler ikke at HAVE disse kræfter.

[Thomas S]

Det er så lige den forfatters indfaldsvinkel i det tilfælde - men jo kun meningsfuldt i konteksten af superhelteuniverset som sådan, hvor det netop handler ikke at HAVE disse kræfter.

Nøh, det synes jeg ikke. Superheltehistorier bliver jo superhurtigt superkedelige, hvis det bare handler om hvis superkræfter, der er størst. De fedeste superhelte er jo tudefjæsene - Peter Parker i 80'erne og 90'erne havde jo så mange fucking personlige problemer, at han var komplet impotent som superhelt. Det var sjov at læse om.

Det man kan undre sig over, er hvorfor det er mere interessant at se en superhelt have eufemistiske potensproblemer end en alvorlig serie om en mand med potensproblemer (dødens pølse i dobbelt forstand!) Her er al mulig grund til psykologisering, men det er jeg ikke så vild med.

Jeg synes det er nok at konstatere, at de fleste af os har forskellige rammer, som vi er villige til at acceptere for at få den mytologiske bearbejdning af ganske almindelige eksistentielle kriser. For nogle er det lægeromaner, andre samuraifilm, andre artsy-fartsy dingenoter eller den seneste hollywood-kliche. og så længe man har spas med det, så er det fint nok.

[Christian Aarestrup]

Jamen, her synes jeg så nok, at du blander genren som sådan sammen med bestemte og vellykkede udtryk. Hvor fantastisk en historie om en superhelt med impotens end måtte være, så HANDLER superhelte-genren ikke overordnet om impotens.

Eller gør den? Nu bli'r jeg i tvivl.

[Thomas S]

Jamen, her synes jeg så nok, at du blander genren som sådan sammen med bestemte og vellykkede udtryk. Hvor fantastisk en historie om en superhelt med impotens end måtte være, så HANDLER superhelte-genren ikke overordnet om impotens.

Eller gør den? Nu bli'r jeg i tvivl.

Nej, se det jeg påstår er, at den handler om alt muligt (men især forskellige former for utilstrækkelighed). Superheltetingen er en ramme, den er der, den definerer genren, men den er det helt forkerte at fokusere på, hvis man vil finde ud af, hvorfor genren bliver læst. Det er sæbeoperaer med vold, for de af os, der skal have vold med for at sluge sæbeoperaen.

[Christian Aarestrup]

Sidste indlæg var så til hr. S - her er et til hr. Kaj:

Der er naturligvis en grænse for, hvad man kan ha' gennempløjet. Derfor kan argumentet om, at man bare ikke har gennempløjet NOK også altid fremføres. Men på et eller anden tidspunkt må vi jo alle sammen stoppe og sige "nu er det nok!" Nu har jeg givet det her en chance, og det giver mig altså ikke noget - jeg bruger min tid på noget andet.

Den korte udgave af det kan så være "det er noget crap". Måske lidt hårdt udtrykt, hvis man dårligt har givet det en chance, men os, der har og har fået noget herudaf, skal være varsomme med at tro, at dem, der siger sådan, kun kan få sig selv til det, fordi de bedømmer på et mangelfuldt grundlag.

[Sopranos]

Måske kunne man hjælpe Berti og opstille en liste over, hvilke superhelteserier, han passende kunne læse for at få sine fordomme dementeret.

Jeg begynder gerne:

1. Watchmen af Dave Gibbons og Alan Moore
2. Dare-Devil af Frank Miller
3. Klassisk Batman fra 1950'erne og 1960'erne
4. Supermule af Paul Murry
5. Blixt Grodon af Lars Olsson

Nattens Ridder af Miller/Janson/Varley