Trykning af små tegneserier

[Carsten Søndergaard]

For klassiske europæiske tegneserier findes, hvad man måske kunne kalde for et "modsat" problem. Nemlig at visse planchers klummeformat er mindre, end det burde være.

Her et opslag fra Gammelpot album 3, hvor man tydeligt ser forskellen i bredden på venstre- og højresiden. Serien blev jo først og fremmest trykt som føljeton i det hollandske Donald Duck-ugeblad, med tre sider om ugen. Som indledning til ugens afsnit sad der altid en vertikal titelkasse på førstesiden af ugens afsnit, der her er højresiden. Derfor skulle Piet Wijn på den tid altid huske, at hver tredje planche skulle have en smallere klumme end de øvrige. Og forfatteren, Thom Roep, indbyggede naturligvis en cliffhanger på hver tredje side, i modsætning til de belgiske og franske føljetontegneserier, som havde en cliffhanger for hver enkelt side eller i hvert fald hver anden.

I albumudgaverne blev den vertikale titelkasse naturligvis fjernet lige fra starten, da den ville være mere forstyrrende, end at der bare er en meget bred margen på hver tredje side. Men Cobolts trykkerier har flere gange fornuftigt nok spurgt, om ikke der er noget galt - fordi klummebredden skifter frem og tilbage.

I det hele taget skiftede planchemålene, både selve størrelsen og forholdet mellem højde og bredde, flere gange i både Spirou-bladet, Tintin-bladet og Pilote-bladet. For tiden har jeg forsøgt at anpasse formatet på Lucky Luke i de historier, der stammer fra Spirou-bladet, til de historier, der stammer fra Pilote-bladet, for at finde en form for fællesnævner - til Cobolts nye udgaver af "Lucky Luke-pletskud". Bladenes formater var forskellige, og det samme var albumformaterne hos Dupuis og Dargaud, igen både størrelsesmæssigt og forholdsmæssigt mellem højde og bredde. Selv om selve størrelsesforholdet i årenes løb er blevet udjævnet, særligt efter digitaliseringens tid, er der stadig forskel på forholdet mellem højde og bredde. Det ser man også i fx Asterix og Splint & Co. Uden at de fleste lægger mærke til det.

Men i Gammelpot går ingen motiver hen over ryggen. Så det er mere et spørgsmål, om man synes, den "smalle" planche skal holde inder- eller yderkant. Og det er klart pænest med yderkant.

[benadikt]

Der er nok forskellige holdninger og forskellige muligheder for, hvordan pladsen på en side udnyttes.

Her ser við billedfladen fra et Interpresse-album lagt over et tilsvarende Cobolt-album. Billedfladen på Cobolts album er 10% højere og 10% bredere (21% større areal). Det i sig selv synes jeg er meget fint.

Men så kommer jeg til noget, som jeg ser som et problem i mange nyere tegneserieudgaver. Teksten består af for små bogstaver med for lille linjeafstand. Udover at det er besværligt for os gamle folk at læse, så synes jeg at det ser forfærdeligt ud, at man ikke buger taleboblens areal til det den er beregnet til - til teksten - og ikke til en masse tom baggrund.
Eksemplet er igen fra Interpresse og Cobolt, fordi jeg lige har læst det gamle album. Men problemet er mindst lige så stort for et par andre forlags udgivelser.

[Frank Madsen]

Gutter loss er irriterende. Men hvis vi ser på Marvels Gallery editions har de også satt på tekst og bilder i margen for å ødelegge leseopplevelsen.

https://youtu.be/p67R6Iz7Pzc

Det virker jo helt absurd og stærkt generende for læsningen! Ha!

Men det er klart, at det allerstørste problem med "gutter loss" vedrører genudgivelser i bogform af amerikanske superheltetegneserier. Mit bedste bud er, at den moderne COLD GLUE-lim kan afhjælpe problemet en hel del. Syning + cold glue, så er det både holdbart, og læsningen er problemfri.

Eudors tegneserier er altid syet, og vi prioriterer en passende hvid margen rundt om siderne. 1½-2 cm minimum. Men som Carsten skriver, kan det være et problem, hvis materialet er uensartet i størrelsen eller fremstillet til f.eks. amerikanske papirformater og skal trykkes i Europa.

Da Sussi Bechs "Egtved Pigen" blev udgivet i 2007, valgte forlaget – et musikteater, der var uvant med albumformatet – at bede trykkeriet om at trykke det i A4-format i stedet for de sædvanlige 22 x 29,5 cm. Det betød, at siderne sad tæt ved ryggen og blev skåret tæt i siderne, og Sussi havde endda som noget nyt ladet mange billeder gå til skæring. De blev så ekstra beskåret.
Da vi genudgav serien i bind 7 af Sussi Bechs Samlede Værker, "De vilde svaner", blev serien endelig trykt med den margen, Sussi oprindelig havde ønsket, og god luft til ryggen. Det klædte den.

[Carsten Søndergaard]

Men så kommer jeg til noget, som jeg ser som et problem i mange nyere tegneserieudgaver. Teksten består af for små bogstaver med for lille linjeafstand. Udover at det er besværligt for os gamle folk at læse, så synes jeg at det ser forfærdeligt ud, at man ikke buger taleboblens areal til det den er beregnet til - til teksten - og ikke til en masse tom baggrund.
Eksemplet er igen fra Interpresse og Cobolt, fordi jeg lige har læst det gamle album. Men problemet er mindst lige så stort for et par andre forlags udgivelser.

Der er et grundlæggende problem, fordi mange franske fraser fylder meget mindre i dansk oversættelse, mens andre fylder meget mere. Så det bliver ofte et spørgsmål om, om man vil fylde boblerne ud med tekst ved at lade skriftens punktstørrelse svinge op og ned og har tid og råd til at tilpasse omfanget ved at ændre på spatiering, bredde, størrelse på ordmellemrum osv. foruden simpelthen at omskrive teksten og lade den afvige fra originalen for at få replikken til at fylde betydeligt mere eller betydeligt mindre. Der kan utvivlsomt siges både positive og negative ting om begge løsninger.

Der er simple og klassiske eksempler som når fx Kvik og Myg råber til hinanden (enten af glæde eller forfærdelse), og der på fransk står FANTASIO! og SECCOTINE!, men på dansk blot KVIK! og MYG! Man kan strække bredden til en vis grænse som eksemplet her, der må siges at være til det yderste.

[Carsten Søndergaard]

]Eudors tegneserier er altid syet

Det er Cobolts hardcoverbøger også altid, det tror jeg alle hardcoverbøger er. Hvad softcover angår, varierer det. Almindelige dødelig sort-hvide mangaer som Radiant og den nye Darwin er blot limet med klassisk softcoverlim. Solo Leveling er ikke syet, men limet med PUR-teknikken på grund af det blanke papir. Fremtidens araber er limet med klassisk softcoverlim, men dertil syet. Kunne også have været limet med PUR og ikke syet. Det gælder fx "I morgen bliver bedre", som ikke er syet, men limet med PUR. Omfanget og tyngden af de bøger viser, hvor stærk PUR-limen er.

[Carsten Søndergaard]

For nylig blev det mig fortalt, at danske tegneserieredaktører har forskellige holdninger til brugen af orddelinger. Selv er jeg en ret hardcore orddelingstype, der prioriterer det samlede grafiske udtryk højere end den umiddelbare læsbarhed. I hvert fald hvis det handler om tegneserier, som primært er for voksne læsere. I fx Gammelpot og Smølferne har jeg prioriteret færre orddelinger og mere umiddelbart visuelt logiske linjeskift i forbindelse med ledsætninger.

I fx Blueberry står det samlede grafiske resultat øverst på listen, og det giver ofte mange orddelinger. Oven i de overvejelser kommer så, at Giraud var en skurk med hensyn til at tilpasse boblernes størrelse bare nogenlunde logisk til den franske teksts omfang. Så der er talrige overvejelser og justeringer undervejs. Det er, helt konkret, også en af grundene til, at det går lidt langsomt med udgivelserne, fordi jeg fra starten lagde et (måske for) højt ambitionsniveau netop hvad angik tekstningen, og nu hænger jeg så på det ... Men jeg tillader mig beskedent at anse Cobolts udgivelser af samlebindene for hvad tekstningen angår at være de flotteste i hele verden ud over selvfølgelig den franske originaludgave med Girauds egen tekstning. Den danske Moebiusfont er skabt af Allan Haverholm og fungerer i det store og hele godt.

[Frank Madsen]

Oven i de overvejelser kommer så, at Giraud var en skurk med hensyn til at tilpasse boblernes størrelse bare nogenlunde logisk til den franske teksts omfang.

Tværtimod! Giraud gjorde en imponerende indsats, når det gjaldt om at tilpasse Charliers heftigt vekslende ordflom til det grafiske udtryk, så den skiftende tekstmængde fra side til side ikke virkede påfaldende. Giraud tekstede i hånden og med samme pen, som han rentegnede med, og tilpassede tekstningens størrelse, så den på teksttunge sider var under halv størrelse af, hvad den kunne være på ordfattige sider. Få serier har så naturligt indarbejdede talebobler og så flot et tekstbillede som Blueberry.

https://www.youtube.com/watch?v=-C464r1lfVo

[Carsten Søndergaard]

Oven i de overvejelser kommer så, at Giraud var en skurk med hensyn til at tilpasse boblernes størrelse bare nogenlunde logisk til den franske teksts omfang.

Tværtimod! Giraud gjorde en imponerende indsats, når det gjaldt om at tilpasse Charliers heftigt vekslende ordflom til det grafiske udtryk, så den skiftende tekstmængde fra side til side ikke virkede påfaldende. Giraud tekstede i hånden og med samme pen, som han rentegnede med, og tilpassede tekstningens størrelse, så den på teksttunge sider var under halv størrelse af, hvad den kunne være på ordfattige sider. Få serier har så naturligt indarbejdede talebobler og så flot et tekstbillede som Blueberry.

Jamen jeg er skam ganske enig. Det fås ikke bedre, hvis man taler om tegneserietekstning, der lever i fuld symbiose med både de enkelte bobler og ruder og en planches samlede grafisk perfekte udtryk. Det er genuin verdensklasse. Også andre tegneserieskabere har en håndtekstning, der er i fuld symbiose med resten af værket, men ikke som hos Giraud er integreret lige så levende i det samlede billede, fordi få samlede billeder er så levende.

Når jeg siger, han er en skurk, er det af lidt aktuelle årsager, fordi jeg nu har siddet med de album, han både selv skrev og tegnede. Hvor han altså ikke var bundet til Charliers ordflom. Og derfor kan det undre, at han ikke sørgede for at anpasse de enkelte boblers tekstmængde til det omfang, han gav dem. Og når så tekstomfanget af sproglige årsager på dansk ofte er enten noget større eller noget mindre end på fransk, kommer man virkelig ud i mange overvejelsen og udfordringer, også fordi stort set samtlige bobler er afrundet dynamiske, ofte gummiagtigt vævede rundt om elementer i tegningerne, praktisk taget ingen linjer har samme længde. Du håndtekstede jo selv et af albummene engang (i meget stor overstørrelse for at det kunne lade sig gøre, så vidt jeg husker), så du ved, hvad jeg taler om. Når punktstørrelsen konstant skal gå op og ned, er det måske trods alt i udgangspunktet lettere at anpasse end ved maskintekstning, selv om man opretter talrige tegnforme med pyttesmå forskelle i størrelse, spatiering, smalning, bredning, hardcore orddelinger, flytning af tøveprikker til næste linje osv. osv. i et sisyfosforsøg på at eftergøre originalen. Uden at jeg egentlig tror, at det ene samlet set er lettere eller hurtigere end det andet.

Men når man er færdig, er det fandme virkelig tilfredsstillende

Og bortset fra visse bevidst tavse eller ordfattige sideforløb var Giraud fandme ikke karrig med ordflommen. Han havde trods alt gået i Charliers skole og kom jævnligt op på 40 - FYRRE - bobler på en enkelt planche. Der er ikke mange eksempler på det antal uden for Blueberry. At det overhovedet kan lade sig gøre og fremstå fuldstændig helstøbt og læsevenligt er i sig selv mesterligt.

[Frank Madsen]

Du håndtekstede jo selv et af albummene engang (i meget stor overstørrelse for at det kunne lade sig gøre, så vidt jeg husker), så du ved, hvad jeg taler om. Når punktstørrelsen konstant skal gå op og ned, er det måske trods alt i udgangspunktet lettere at anpasse end ved maskintekstning, selv om man opretter talrige tegnforme med pyttesmå forskelle i størrelse, spatiering, smalning, bredning, hardcore orddelinger, flytning af tøveprikker til næste linje osv. osv. i et sisyfosforsøg på at eftergøre originalen. Uden at jeg egentlig tror, at det ene samlet set er lettere eller hurtigere end det andet.

Med håndtekstning kunne man jo se gennem papiret og tegne ordene i samme størrelse som originalen. Men her skulle man jo omvendt vurdere, hvilke ord, der kunne være på hvilke linjer, så boblen ville ende med at være fyldt pænt ud med den danske tekst, der ikke altid fyldte det samme. Og lavede man fejl, var det frem med skalpellen og kradse væk og polere papiret med en negl, så det kunne skrives på igen - hvis man da ikke måtte skære et helt nyt stykke ned med skalpel og tape. Med computertekstning kan man trods alt holde Shift nede og trække tekstkassen større eller mindre. Blueberry 20 og 21 tekstede jeg i A3 og også en serie som Jonathan af Cosey fik denne særbehandling, der kostede ekstraudgifter til repro.

[Carsten Søndergaard]

Der burde laves interviews med (dygtige) håndtekstere fra den tid, så arbejdet kunne defineres og beskrives. En håndværksdisciplin, som stort set er helt forsvundet.

Og alle dem, der fik seneskedehindebetændelse og led smertefulde kvaler, ak ... Der var faktisk mennesker, der ofrede deres helbred, for at folk kunne læse håndtekstede tegneserier. Lidt ligesom minearbejdere og den slags.

[Frank Madsen]

Og alle dem, der fik seneskedehindebetændelse og led smertefulde kvaler, ak ... Der var faktisk mennesker, der ofrede deres helbred, for at folk kunne læse håndtekstede tegneserier. Lidt ligesom minearbejdere og den slags.

Jeg husker stadig det "gode" råd om koffeintabletter, en af mine kollegaer fik fra en redaktør, da hun beklagede sig over, at hun havde svært ved at nå en deadline uden at tage nætterne til hjælp.

Sideprisen var omkring 40 kroner i begyndelsen af 1980'erne, hvor månedslønnen for en ufaglært arbejdsmand lå lige under 8.000, så hvis man tekstede 3-4 album om måneden, kunne man sikkert godt få det til at løbe rundt, men jeg var som regel 2-3 uger om det og skyndte mig at finde andre, bedre betalte opgaver.

I 1984/85 blev jeg spurgt af LEGOs reklamebureau, ADVANCE, som jeg lavede serien "Jim Spaceborn" for, om jeg kunne håndtekste taleboblerne i LEGOs nye sortimentskatalog, omkring 20-25 bobler og på 21 sprog. Jeg gav en sidepris baseret på Interpresses priser og lagde lidt oveni, så det blev 3-4.000 kr. for hele entreprisen. En af mine kollegaer var lidt forarget over min grådighed, så jeg skar lidt af og indtelefonerede min pris. "Er det så pr. sprog?" lød det i den anden ende, og i dag er jeg ret sikkert på, at jeg bare kunne have svaret "Ja!" — men jeg var ærlig nok til at sige, at det selvfølgelig var for hele opgaven.

[Carsten Søndergaard]

Ha, god historie. Hvis tegneserieforlag havde en verdensomspændende milliardforretning i ryggen, kunne honorarerne nok godt sættes noget op

Du er lovlydig, når du skriver LEGO med versaler, men du glemmer, at der skal et ®-mærke efter navnet i enhver sammenhæng hvor det nævnes første gang på en side eller et opslag.

Ligesom det er ulovligt at skrive fx "legoklods" eller "Legoklods" eller "LEGO-klods". Sammensatte ord og bindestreger findes ikke i LEGO® sprog, heller ikke på dansk.

Engang var der i en af LEGO® Star WarsTM bøgerne en overskrift, der på engelsk lød "LEGO® death". Det handlede vist om en figur, der kunne være dødbringende. Pladsforholdene var ikke til, at man på nogen måde kunne omformulere den, så den eneste mulighed var at den kom til at lyde "LEGO® død".

Hvilket var utilsigtet morsomt, ikke mindst på dansk, men de sikkert højtbetalte jurister i Billund var næppe humoristisk anlagt.

Til gengæld har de en milliardforretning.

Retskrivningsordbogen er så lovlydig, at det ellers gængse og gode dansk ord "legoklods" slet ikke findes i ordbogen.

Den Danske Netordbog (på ordbogen.com) er mere pragmatisk og har "legoklods" med, men en leksikal anmærkning:

Ordbogen har fra LEGO-koncernen modtaget et brev med opfordring til at foretage en ændring i ordbogen: ”Jeg har noteret, at LEGO® fremstår med små bogstaver, uden ®, i sammensatte ord (”legoklods”), bøjet (”legoer”) eller i det hele taget er angivet som generisk ord flere steder i jeres ordbøger.”

LEGO-koncernen ser gerne/forlanger, at alle altid skal skrive LEGO med store bogstaver fulgt af varemærketegnet. Dette ønske/krav gælder tilsyneladende også for sammensætninger. Men sådan skriver en stor del af de danske sprogbrugere ikke. De skriver fx ofte ”legoklods” og ”legolegetøj”. Det vil derfor være imod sprogbrugen at fortælle folk, at de skal skrive ”LEGO®klodser” eller ”LEGO®-klodser” eller som i koncernens egen reklame ”Lego klodser”. De to første muligheder er hæslige og gør ordet næsten ulæseligt, den sidste mulighed strider mod en grundregel for skrivning på dansk: Sammensætninger skal skrives i ét ord og ikke med mellemrum mellem delene som mellem forskellige ord. Denne ordbog beskriver sprogbrugen, dvs. den sprogbrug, som danskerne anvender. Vi beskriver og anfører derfor opslagsord som ”lego” (med betydningen 'legoklodser').