Hergés fortællestil: Plat, for mange slumpetræf eller hva

[Christian Aarestrup]

Så Trier var oprørsk ved netop ikke at være oprørsk?

EX-cactly! Min langemand er mere kontroversiel end hele Lars Triers lille mandslinge-krop.... I sku' bare vide.



Men den laver ikke nær så go'e film.

[Tue Gaston]

Ordet, der erstatter "realistisk" i denne diskussion er "troværdig".

Thomas' eksempel med Arthur & stenen er ganske rigtigt ikke realistisk, men det er troværdigt i sammenhængen, fordi det overholder historiens præmis.

Enhjørningen/Rackham er min favorit-Tintin, nok mest på grund af Tournesol. Javist, der er mange usandsynlige tilfælde - 'deus ex machina-løsninger' - som ville have generet mig i enhver anden historie. Men her tilgiver jeg det gerne ('suspension of disbelief'); måske fordi jeg har læst historierne igen og igen siden min spæde barndom. Måske fordi tegningerne er så flotte, og persongalleriet så levende. Jeg ved det ikke.

De mange sammentræf må nok siges at falde noget udenfor præmissen. Men plottene i Tintin-historierne er først og fremmest baseret på persongalleriet ('caracter-driven')

[Dan R. Knudsen]

Det er det sædvanlige "Utroligt at liiige ddet sammentræf skulle ske så der blev en historie ud af det"... IDIOTER.

I spænder vognen foran hesten. Hver eneste dag, hvert eneste sekund er der milliarder af tilfælde der IKKE sker. Dem bliver der sjovt nok ikke nogen historier ud af. Som pokerspiller ved jeg ALT om (u)sandynligheder - og langt de fleste spændende spil opstår når virkelighden skider højt og flot på statistikkerne. Mao - folk som Tintin har en utrolig evne til at placerer sig der i tilværelsen hvor disse usandsynligheder opstår oftere end andre mennesker - det er derfor man bliver helt/hovedperson. Har man ikke den evne - ja - så er der jo ikke meget at skrive om og så bliver man selvklart ikke hovedperson....

[Henrik Rehr]

Eh...altså, som D-Cay er inde på, en plotsnedker har lov til at BEGYNDE en historie med det mest ufattelige sammentræf, fordi det nu een gang er det der sætter det hele i gang (Stærmoses "usandsynlige" møde på et loppemarked i Enhjørningen er no problemo). Det er når sammentræf og "lykkelige tilfældigheder" i for høj grad hjælper til med at afvikle plottet længere henne i beretningen at det irriterer, fordi man begynder at få mistanke om at forfatteren i virkeligheden ikke kan skrue et plausibelt plot sammen. Den tanke får jeg nu aldrig, når jeg læser Tintin, bortset fra de første par stykker, der reelt er uden plot og blot episodiske. Plottene i Tintin er ikke geniale, men absolut gangbare og, som Gaston siger, alligevel ikke det vigtigste. (Da jeg for et par år siden genlæste hele serien højt for mine unger, var Castifiores Juveler helt klart den jeg fandt mest interessant og charmerende, selv om Det Hemmelige Våben altid vil have en plads i hjertet på en gammel spionroman-freak som mig.)

[Christian Aarestrup]

Som pokerspiller ved jeg ALT om (u)sandynligheder,...

Hvor spieler du henne?

Selv er jeg blevet ret hooked på Everest Poker.

[Christian Aarestrup]

Det er når sammentræf og "lykkelige tilfældigheder" i for høj grad hjælper til med at afvikle plottet længere henne i beretningen at det irriterer, fordi man begynder at få mistanke om at forfatteren i virkeligheden ikke kan skrue et plausibelt plot sammen.

Så ganske enig.

Man må gerne indlede historien med, at "så faldt der pludselig et piano ned fra det bare ingenting", men ikke ombringe skurken i det afgørende øjeblik med et sådant.

Selv om der selvfølgelig også la' være en vis underholdningsværdi heri...

[Frank Madsen]

Det er når sammentræf og "lykkelige tilfældigheder" i for høj grad hjælper til med at afvikle plottet længere henne i beretningen at det irriterer, fordi man begynder at få mistanke om at forfatteren i virkeligheden ikke kan skrue et plausibelt plot sammen.

Så ganske enig.

Man må gerne indlede historien med, at "så faldt der pludselig et piano ned fra det bare ingenting", men ikke ombringe skurken i det afgørende øjeblik med et sådant.

Selv om der selvfølgelig også la' være en vis underholdningsværdi heri...

En af de bedste korte tegnefilm, jeg har set, består udelukkende af, hvad Thomas ville kalde "tilfældigheder", nemlig Tex Averys "Bad Luck Blackie". Når hovedpersonen blæser i en fløjte, bliver den reddet fra den glubske hund af 4 hestesko, der falder ned (hesten kommer til sidst), et faldende pengeskab, et badekar, en flyver, et passagerskib... pointen er, at kontrakten med biografgængeren etableres i begyndelsen af filmen, og derfra er man på det rene med filmens præmis: Når killingen blæser i fløjten, bliver den reddet på den mest overraskende, usandsynlige og for hunden fuldstændigt uretfærdige vis. Sådan er det bare, og det er det, der er sjovt: Hvad sker der næste gang? Det har 0% med logik at gøre, og alligevel så hænger skidtet logisk sammen, fordi tilskueren er blevet sporet ind på instruktørens tankegang:

Bad Luck Blackie is a black cat whose job it is to bring bad luck wherever needed... and it IS needed by a poor little kitten, constantly tortured by an evil bulldog. "Whenever you need me, just blow the whistle," Blackie says to the kitten. Whenever the dog bothers the kitten, the kitten blows the whistle and Blackie comes out of nowhere, crossing the dog's path and giving him bad luck... usually in the form of something large and heavy falling on him from the sky! As his luck gets worse and worse, the objects get bigger and bigger. Falling objects include (in successive order) a flowerpot, a kitchen sink and a battleship.

Tintin-serien angler netop IKKE efter troværdighed i de tidlige bind, hvor historien bygger på en kæde af tilfældigheder, og det må man som læser acceptere eller lade være. Det sidste album, hvor tilfældigheder spiller en afgørende rolle for historien, er "Det knuste Øre" (lynet, der redder ham, f.eks.). Senere, omkring "Kong Ottokars Scepter", begynder historierne at være strammere i deres struktur, og selv om det måske er tilfældigheder, der sætter historien igang, så er det ikke tilfældigheder, der spiller den afgørende rolle.

Af kendte historier, der består af perlerækker af tilfældigheder, er f.eks. Don Quixote.






























Og Rasmus Klump.

[Carsten Søndergaard]

Af kendte historier, der består af perlerækker af tilfældigheder, er f.eks. Don Quixote.
Og Rasmus Klump.

Og Historien om det røde æble af Jan Lööf. Og den er oven i købet fuldstændig logisk.

Frugthandleren giver manden i det stribede tøj et grønt plasticæble og bilder ham ind at det bare skal modnes, frugthandleren går ud i sin have hvor han vil vande sit æbletræ med et særlig flot rødt æble på, mens manden med det stribede tøj lægger det grønne plasticæble i vinduet for at modne det, og mandens papegøje får det til at falde ned i hovedet på en gammel kone, der skriger så højt, at en kattekilling flygter op i et træ, og hun skælder den forbipasserende drengPer ud, fordi hun tror han kastede æblet, Per bliver ked af at blive skældt ud og holder hænderne for øjnene, så han ikke ser skoleinspektøren i sin bil komme kørende, skoleinspektøren må undvige den grædende dreng og kører ind i frugthandlerens plankeværk (mens en mand med kunstigt skæg og solbriller i baggrunden røver biografens billetkontor), frugthandleren skælder ud på skoleinspektøren, som skælder ud på Per, mens drengen Bertil kommer cyklende på vej til skole og ser at der er fri bane til det røde æble på frugthanderens æbletræ på grund af det ødelagte plankeværk, han vil give det til skolelærerinden i håb om bedre karakterer, men i skolen ser lærerinden slet ikke æblet, for hun er sur over at børnene ikke sidder på deres pladser, og det gør de ikke, fordi der står en politibetjent i skolegården og spørger efter en mand med kunstigt skæg og solbriller, og manden med kunstigt skæg og solbriller løber i det samme frem og hugger det røde æble på katederet, men han løber lige ud i armene på skoleinspektøren, så æblet flyver ud af hånden på ham og ud gennem vinduet på gaden, hvor en stigevogn kommer kørende forbi, fordi to brandmænd er blevet tilkaldt for at hente en kat ned fra et træ, og den ene brandmand griber æblet i farten og tager en ordentlig bid af det og tager det med op ad stigen til katten i træet, men for at få hånden fri til at tage katten ned, lægger det fra sig i vindueskarmen hvor manden med det stribede tøj havde lagt det for at det kunne modnes, og manden med det stribede tøj bemærker, at det grønne æble er blevet rødt og modent, og beskylder papegøjen for at have taget en bid af det, men vil gå hen til frugthandleren og takke for det dejlige æble, og frugthandleren er ved at reparere sit plankeværk og synes, det røde æble ligner det, han har hængende på sit træ, men vender sig om op opdager, at hans røde æble er væk.

Frugthandleren sad under sit æbletræ og tænkte og tænkte. Men hvor meget han end tænkte, kunne han ikke finde ud af, hvordan det hele var gået til. Og det ville måske også være for meget forlangt, som historien slutter.

Ingen som helst af de medvirkende ænser, at de er brikker i en lang række af tilfældigheder. Men læseren er fuldt orienteret hele vejen igennem. En gennemført genistreg af Lööf.

[Berti Stravonsky]

Enig. En perle som både jeg samt mine tøser på 5 og 2 elsker..

[Dan R. Knudsen]

Selv er jeg blevet ret hooked på Everest Poker.

Bare good ol' fashioned (un)friendly nabopoker...jeg er i øvrigt stoppet efter 10 sjove år. Jeg begyndte at ærge mig for meget - og ha for meget lyst til at spille om størrer indsatser en et par hundrede eller tre på en aften...

[Thomas S]

Det er når sammentræf og "lykkelige tilfældigheder" i for høj grad hjælper til med at afvikle plottet længere henne i beretningen at det irriterer, fordi man begynder at få mistanke om at forfatteren i virkeligheden ikke kan skrue et plausibelt plot sammen.

Så ganske enig.

Man må gerne indlede historien med, at "så faldt der pludselig et piano ned fra det bare ingenting", men ikke ombringe skurken i det afgørende øjeblik med et sådant.

Altså præcis som den situation, hvor Tintin midt i historien falder fra et fly i Ottokar, og det hele så bare løses med at vupti! hive en høstak frem. Jeg er ganske enig i, at det er mere irriterende end de indledende sammentræf, som når Tintin finder en mappe eller et skib på et loppemarked.

En eller anden filmguru sagde engang at hvis man hænger et gevær over kaminen, så skal det være affyret, inden scenen er slut. Det er en ret rigid setup-and-payoff tankegang, jeg ikke er tilhænger af, men hvis man vender den om, så synes jeg altså at det er på sin plads, at hvis man lader geværet affyre, så har man tidligere gjort sig den ulejlighed at få det placeret i historien.

[Thomas S]

Tintin-serien angler netop IKKE efter troværdighed i de tidlige bind, hvor historien bygger på en kæde af tilfældigheder, og det må man som læser acceptere eller lade være. Det sidste album, hvor tilfældigheder spiller en afgørende rolle for historien, er "Det knuste Øre" (lynet, der redder ham, f.eks.).

Ajh, det bliver strammere, men Tintin ville da også være død i fx Ottokars, hvis ikke tilfældigheden reddede ham.

Problemet er, at det jo ikke er spændende, når han befinder sig i en knibe som frit fald mod jorden, når forfatteren bare kan placere en høstak.

[Berti Stravonsky]

Berti er taknemmelig for at Tintin reddes af en række tilfældigheder. Jeg ville være træt i ho'det hvis reporteren med lokken var et slags supermenneske eller sågar en superhelt med kræfter og forskellige gimmics..

Lad bare lyn, høstakke og tilfældigheder redde vores unge ven.

Det kan hænde det ikke er vildt intenst og dødspændende, men til gengæld rummer det humor, og det er ikke noget ringe bytte.

[Christian Aarestrup]

Altså præcis som den situation, hvor Tintin midt i historien falder fra et fly i Ottokar, og det hele så bare løses med at vupti! hive en høstak frem.

Præcis, ja.

Yetien trykker på Tintins kamera og bli'r skræmt af blitzen. Dykkeren med bomben får ankeret i hovedet i Koks i lasten. Dr. Müller får en pengepose fra flyveren i nakken, da han skal til at trykke på aftrækkeren. Og der er i det hele taget mange, der får noget i nakken eller snubler eller løber tør for kugler og så videre i Tintin. Du har da ret i den henseende.

Jeg ser det bare ikke som en fortællemæssig svaghed, men som - som Frank var inde på - en del af Herges kontrakt med sin læser. Og også et udtryk for opfindsomhed. For det kræver det da også at bli' ved med at finde på nye måder at få ting til at falde ned i hovedet på folk på.

Uanset hvordan man greb det an som forfatter, så ville det i sig selv være urealistisk, at nogen kan overleve så mange mordforsøg og farlige situationer og ildebrande og vilde dyr og flystyrt og bomber og jeg ved ikke hvad. Så enten skal man gøre sin helt til en supermand af amerikansk/asiatisk tilsnit, eller også skal man gøre ham helt usandsynligt heldig. Der er ikke så mange andre muligheder.

Den usandsynligt heldige helt er en del af den europæiske model - som jeg bestemt også mener har sin charme. Fordi det på trods af usandsynligheden faktisk gør ham mere menneskelig. Han kan ikke klare alting selv. Mange gange klarer tingene helt sig selv uden hans intention eller snarrådighed er involveret.

Og det er ikke dummere, end når Batman hiver den 117. gaget frem, eller når Wolverine for 117. gang bider tænderne sammen og ka-schnitzer en eller anden.

[Henrik Rehr]

Altså, held er helt fint , både for Tintin og Højben, men så vidt jeg forstår Stærmose er det Herges plotsnedkeri, han ikke finder imponerende. Der er få Åh-ja-for-satan-SÅDAN -hænger-det-sammen eller intellektuelt imponerende plot twist at finde i Tintin, men det samme kan også siges om Barks' Rapper Sand eller Bone. Alle tre har andet at byde på (måske mest hvis man er under femten, men alligevel...). Er det egentligt ikke okay?