Im Beruf
: 31. maj 2009, 00:59
Til alle jer, jeg håber er hernede et sted i spanden sammen med mig
Frank spurgte mig for et stykke tid siden, om jeg kunne tænke mig at blogge. Jeg kunne selv vælge, hvad det skulle være - bare det handlede om tegneserier. Og det mest naturlige for mig at skrive om, er det, der fylder i mit hoved: Im Beruf. Min kone bliver bombarderet med oplæg til striber dag og nat: Prøv at hør: ”Der er en rødspætte til Talent 09, der siger..”, ”Man ser en autonom til jobsamtale på en folkeskole...”osv, osv. Mit håb er, at jeg kan aflaste hende lidt ved at skrive her. Hun trænger til det. Så her er en tråd, der super egocentreret handler om, hvad der sker på Im Beruf-fronten og om min mission: at modbevise alle hængehovederne om, at det godt kan lade sig gøre at satse på at lave striber.
I kender måske allerede Im Beruf fra Basserne og Urban. I Urban har serien nu kørt i snart et år. Jeg tør næsten ikke sige det højt af frygt for nemesis. Mit første store mål for serien - og for min større tegneserie-drøm - har været, at overleve et helt år i et dansk dagblad. Og jeg er der snart (små spastiske hop på stedet)!
Men selv om Im Beruf bliver trykt og potentielt kan læses af mange mennesker, så får jeg ind imellem den her følelse af, at man egentlig bare råber ned i en spand, som D-Cay så fint beskriver det i GOBE-tråden – efter at han havde ikke fået respons en hel eftermiddag. Det tager dog lidt længere tid for mig, at oparbejde den mængde af melankoli, men alligevel - same, same. For det at blive trykt er jo ikke en garanti for kvalitet, eller for om man når ud til læserne - derude på den anden side af sværten.
Jeg har lige set et tv-program om hjertekiruger. Et fag der jo i den grad er omgærdet af respekt - og naturligt nok! Det hjertekirurger gør, er jo så indiskutabelt gennemgribende positivt og livsforandrende. Og så er der alle os andre. Alle os, der ikke er hjertekirurger. Jeg må indrømme, at jeg som tegneserietegner er lidt misundelig på de der skide, fantastiske hjertekirurger. Jeg bor i midtjylland, og hvis jeg fortæller, at jeg laver tegneserier, så er reaktionen: ”Nå!” Åben mund, derefter følger stilheden, lyden af østenvinden, der ruller ind over heden, og så skifter vi emne.
Men! På den anden side, tænkte jeg så, efter at have tygget lidt på DR2-udsendelsen om de fantastiske hjertekirurger, så kan der også være elementer af hjertekirurgi over det at lave striber. Jo, jo. Nogen gange lykkes det - med bare en enkelt stribe – at flå et andets menneskes brystkasse op, få det hele til at gå i stå og give nyt liv! Første gang jeg fik et Gary Larson hæfte i hånden, så svarede det til en mental bypass. Gode gamle Gary ændrede min måde at tænke på. No doubt! Hvis jeg så ham, så ville jeg bestorme ham. Det ville ikke være kønt, men være kærlig ment. Jeg er selvfølgelig slet, slet ikke værdig til at blive sammenlignet med ham, men hvis det lykkes for mig at lave bare et par enkelte striber, der på samme måde, kan nå ind bag pansret hos andre og give fornyet mentalt liv i nogle øjeblikke, så er det fint med mig. Det er det, der er den virkelige mission!
Og! En helt anden ting, der i går fik mig ud af spanden var en samtale med en norsk Egmont redaktør. (Da, daaa..) Im Beruf kommer i Pondusbladet i Norge til sommer. Og det er ikke bare en enkelt gæsteoptræden. Han sagde, at han ville afprøve serien for reel. Im Beruf skulle i bladet flere gange, mange gange. Pondus er et tegneserieblad, der udkommer i et oplag på 120.000! 120.000! De kan et eller andet, de der nordmænd, vi kunne lære af. Ja, undskyld, hvis jeg ikke skulle udbasunere med det, hvad dælen skal man så med udbasunering.
Bedste forårshilsener
Peter
Fuldblodscartoonist
Frank spurgte mig for et stykke tid siden, om jeg kunne tænke mig at blogge. Jeg kunne selv vælge, hvad det skulle være - bare det handlede om tegneserier. Og det mest naturlige for mig at skrive om, er det, der fylder i mit hoved: Im Beruf. Min kone bliver bombarderet med oplæg til striber dag og nat: Prøv at hør: ”Der er en rødspætte til Talent 09, der siger..”, ”Man ser en autonom til jobsamtale på en folkeskole...”osv, osv. Mit håb er, at jeg kan aflaste hende lidt ved at skrive her. Hun trænger til det. Så her er en tråd, der super egocentreret handler om, hvad der sker på Im Beruf-fronten og om min mission: at modbevise alle hængehovederne om, at det godt kan lade sig gøre at satse på at lave striber.
I kender måske allerede Im Beruf fra Basserne og Urban. I Urban har serien nu kørt i snart et år. Jeg tør næsten ikke sige det højt af frygt for nemesis. Mit første store mål for serien - og for min større tegneserie-drøm - har været, at overleve et helt år i et dansk dagblad. Og jeg er der snart (små spastiske hop på stedet)!
Men selv om Im Beruf bliver trykt og potentielt kan læses af mange mennesker, så får jeg ind imellem den her følelse af, at man egentlig bare råber ned i en spand, som D-Cay så fint beskriver det i GOBE-tråden – efter at han havde ikke fået respons en hel eftermiddag. Det tager dog lidt længere tid for mig, at oparbejde den mængde af melankoli, men alligevel - same, same. For det at blive trykt er jo ikke en garanti for kvalitet, eller for om man når ud til læserne - derude på den anden side af sværten.
Jeg har lige set et tv-program om hjertekiruger. Et fag der jo i den grad er omgærdet af respekt - og naturligt nok! Det hjertekirurger gør, er jo så indiskutabelt gennemgribende positivt og livsforandrende. Og så er der alle os andre. Alle os, der ikke er hjertekirurger. Jeg må indrømme, at jeg som tegneserietegner er lidt misundelig på de der skide, fantastiske hjertekirurger. Jeg bor i midtjylland, og hvis jeg fortæller, at jeg laver tegneserier, så er reaktionen: ”Nå!” Åben mund, derefter følger stilheden, lyden af østenvinden, der ruller ind over heden, og så skifter vi emne.
Men! På den anden side, tænkte jeg så, efter at have tygget lidt på DR2-udsendelsen om de fantastiske hjertekirurger, så kan der også være elementer af hjertekirurgi over det at lave striber. Jo, jo. Nogen gange lykkes det - med bare en enkelt stribe – at flå et andets menneskes brystkasse op, få det hele til at gå i stå og give nyt liv! Første gang jeg fik et Gary Larson hæfte i hånden, så svarede det til en mental bypass. Gode gamle Gary ændrede min måde at tænke på. No doubt! Hvis jeg så ham, så ville jeg bestorme ham. Det ville ikke være kønt, men være kærlig ment. Jeg er selvfølgelig slet, slet ikke værdig til at blive sammenlignet med ham, men hvis det lykkes for mig at lave bare et par enkelte striber, der på samme måde, kan nå ind bag pansret hos andre og give fornyet mentalt liv i nogle øjeblikke, så er det fint med mig. Det er det, der er den virkelige mission!
Og! En helt anden ting, der i går fik mig ud af spanden var en samtale med en norsk Egmont redaktør. (Da, daaa..) Im Beruf kommer i Pondusbladet i Norge til sommer. Og det er ikke bare en enkelt gæsteoptræden. Han sagde, at han ville afprøve serien for reel. Im Beruf skulle i bladet flere gange, mange gange. Pondus er et tegneserieblad, der udkommer i et oplag på 120.000! 120.000! De kan et eller andet, de der nordmænd, vi kunne lære af. Ja, undskyld, hvis jeg ikke skulle udbasunere med det, hvad dælen skal man så med udbasunering.
Bedste forårshilsener
Peter
Fuldblodscartoonist
- tillykke.
