Gantriipris går til Theis Christiansen

[Berti Stravonsky]

Se begrundelsen på forsiden...

Og her følger et interview med prismodtageren:


Interviewet er lavet af Kristian Bang Larsen for tegneseriesitet http://www.nummer9.dk

ESBEN ER BITTER – INTERVIEWET

Du har jo ellers været en af de anonyme arbejdsmænd i den danske tegneseriebranche. Du har skrevet Anders And for Egmont og arbejdet for WulffMorgenthalers Helt Normalt. Hvad fik dig til at gå "auteur" med "Esben er bitter"?

Det korte svar: Jeg havde fået noget at sige! Nej, men altså, jeg har altid elsket tegneserier, både at læse og at lave dem, men jeg har altid levet et beskyttet forstadsliv, hvor mit største problem har været, om der nu var Snøfler nok til dessert, og det er jo ikke noget, der kommer stor, sjæleransagende (serie)kunst ud af. Så det har jeg ikke haft brug for at lave.

Derimod har jeg haft det herligt som ”gun for hire”, hvor jeg – uden noget som helst personligt på hjerte eller på spil – har kunnet komme ind og lave en Anders And historie om tyggegummi og så se en anden person fortolke og tegne min historie. Og de ambitioner jeg så har haft om at skabe mit eget, har jeg udlevet gennem børneserier for Dyrenes beskyttelse og gennem min stribe ”Den Kiosk”, som jeg lavede til Ekstra Bladet fra 2011 til 2013 sammen med min kone.

For seks år siden skete der imidlertid det, at jeg blev far, og som de fleste ægtefolk nok har oplevet, rykkede det ikke så lidt ved ”magtbalancen” i forholdet mellem min kone og jeg. Ikke, at det er en dårlig ting, for en forholdsdynamik er jo en flydende størrelse, men alligevel blev jeg overrasket og bestyrtet over, hvor meget relationen mellem to voksne og – forholdsvis – fornuftige mennesker kan forandre sig, fordi de pludselig deler et afkom.

Det var hårdt.

Da vores datter så var blevet omkring tre år, var min kone og jeg nået til det punkt i vores ægteskab, hvor hun, en efterårsdagaften på vej hjem fra en kikset nu-skal-vi-få-det-her-til-at-fungere-biograftur – forståeligt nok – luftede idéen om skilsmisse. Og dér var den pludselig, inspirationen til at ”gå auteur” ... eller inspirationen kom i hvert fald, da jeg havde gennemgået angst, panik, vrede og fornægtelse.

Det er jo efterhånden ikke usædvanligt at der laves tegneserier om parforhold i krise og det der ligner, men det foregår mest i grafiske romaner. Du har derimod valgt det helt klassiske stribeformat med "ba-dam"-pointe i fjerde billede og det hele. Hvorfor det?

Fordi, hvis jeg havde valgt ”grafisk roman”-tilgangen, var historien blevet så deprimerende, at at jeg var besvimet, før jeg var nået halvvejs igennem.
Skilsmisser er – som livet – hårde, ubønhørlige og tit noget lort. Det véd folk jo godt allerede, så hvorfor skulle de læse en tegneserie om det? Der kan helt sikkert laves stor seriekunst om det forbandede liv, og det er der også blevet. Men jeg har ikke evnerne til det. Til gengæld har jeg – tror jeg nok – evnerne til at se det sjove ved – eller i? – en skilsmisse og sammenbrudet i familielivet.

Altså, jeg tror meget på ”It’s funny ’cause it’s true”-tilgangen, for meget ofte er mænds handlinger (i hvert fald mine) håbløse, pinlige og hovedrystende selvmodarbejdende, så derfor er det nok simpelthen blot at registrere og dokumentere, og så er humoren der allerede. Tit en trist og lidt ond humor, men den er der! ” It’s funny ’cause it’s sad”, kunne man også kalde det.

Og det værste er jo, at selvom jeg har selvindsigt nok til at både se og nedskrive/tegne, hver gang jeg er håbløs, har jeg ikke nok selvindsigt til at ændre mig. Eller også er det manglende vilje. ”I am what I am”, som Skipper Skræk (og alle middelklassekvinder over 65 år) siger!

Og helt lavpraktisk elsker jeg den klassiske ”ba-da-bing”-tegneseriestribe, der – når den virker – kan få alle livets absurditeter til at fremstå krystalklart. Endda på bare fire billeder! Dét, synes jeg, er kunst. Og det er dét, jeg stræber efter. Uden endnu at være kommet tæt på.

Hvilke andre striber eller tegneserier eller ting i andre medier i det hele taget, du har ladet dig inspirere af, i arbejdet med "Esben er Bitter?"

Altså ... inspirationen til serien kommer jo i høj grad fra mit eget liv. Ikke forstået sådan, at serien er en 1:1 gengivelse, for det er den bestemt ikke, og slet ikke nu. Men Esben er jo mig, eller i hvert fald sådan, som jeg opfatter mig selv.

Spørger man min omgangskreds, er den lille bitre mandsling – utroligt nok – sikkert et skønmaleri!

Men der er selvfølgelig masser af inspirationskilder, der har hjulpet med at forme Esben. Måske ikke direkte tegneserieinspirationskilder (selvom jeg dog konstant prøver at ramme den uskyldighed, man finder i Steen & Stoffer – uden ellers at sammenligne mig med dette mastodontiske Hovedværkernes Hovedværk), men i hvert fald andre populærkulturelle inspirationer.
Et klart forbillede, hvis man kan kalde ham det, for Esben har hele tiden været George Costanza fra Seinfeld.

Sjældent er indigneret selvfedme ramt så lige på kornet som af Larry David med den figur, så både hvad angår væremåde og udseende, skylder Esben gnavne og bitre Costanza en stor tak.

En anden stor, stor inspirationskilde, ikke bare til Esben-figuren men til hele serien, er Kristian Bang Foss’ to romaner Stormen i 99 og Døden kører Audi.

Bang Foss kan om nogen skrive bitre, forsmåede mennesker frem i bare en enkelt fuldfedt formet sætning, og så er han eminent til at beskrive livslede og forbitrelse med humor, samtidig med at han er vildt dygtig til at blande tunge emner med legende let slapstick-humor. Dét er blæret, og det prøver jeg gang på gang at efterabe.

Uden nogensinde at nå op på niveau.

Men inspirationen til bitre Esben og til hele galleriet omkring ham kommer selvfølgelig først og fremmest indefra og fra min familie. Noget, de for øvrigt bestemt ikke er specielt glade for.

Selve Esben-figuren er jo på mange måder en klassisk umulig stribe-familiemand, i traditionen fra figurer som Busser, Hagar og Gyldenspjæt. Men i modsætning til dem, finder konen sig ikke i det, og Esben bliver skilt. På den måde bliver "Esben er bitter" et blik på den hvide, heterosekuelle mands generelle krise. Kan du genkende den tolkning - og hvordan ser du selv Esben-figuren?

Altså ... Der er en grund til, at Esben er den typiske, klassiske umulige stribe-familiemand, og det er, at sådan er mænd. Naturligvis er der en vis grad af karikatur (i stribe-forbillederne, ikke i Esben(!)), men de her tegneserier virker jo, fordi de i større eller mindre grad er en ret præcis gengivelse af dagligdagen, af hankønsvæsener og ikke mindst af tiden, de er skabt i og af.

Derfor er det desværre en meget præcis læsning af ”Esben er bitter”, at den viser den hvide, heteroseksuelle mands krise. For det er jo lige netop dét, der er med os aspargesfarvede, blegfede mandslinge her i 2018: Vi er i krise! Konstant! Og selvfølgelig er det en krise skabt af nye samfundsstrukturer, stærkere kvinder (hurra!) og de nye (køns)politiske diskurser, men det er i endnu højere grad en krise, vi har valgt at påtage os. For hvilket ben er det lige, vi skal stå på? I livet? I familielivet? I arbejdslivet? Vi skal både være mænd (men ikke for mandlige), bløde fædre (men ikke for bløde, for det er useksset og truer kvindens monopol som Yndlingsforælder) OG karrierekæmpere (men dog klar til både at bringe og hente senest kl 15).

Desværre siger vi ikke fra til noget af det (for kvinderne har vel ret?!!), selvom vi bliver sindssyge af selvmodsigelserne og de umulige krav, og derfor ender vi med at være rådvilde mænd oppe i 40’ne med skaldepander, fuldskæg, hipsterbriller og topmaver i ”Steen & Stoffer”-T-shirts og for stramme cowboybukser. Og SÅ er det, at vores koner vil skilles. No shit, de vil skilles!!!

Så SELVFØLGELIG vil Esbens kone skilles. Hun er Frankenstein og hader det monster, hun har skabt. Som det er tilfældet med over 50% af alle gifte kvinder (for det er i hvert fald ikke os mænd, der vil skilles). Hvis Busser og Hagar rendte rundt i Star Wars-T-shirts og knælange, sandfarvede shorts, var de jo også – med rette – blevet smidt ud på røv og albuer!

Esbens relation til datteren, slår mig også som noget nyt. Altså, ofte er faren beskrevet som den sekundære omsorgsperson i forhold til børnene, men her er han jo mindst ligeværdig med moren, og han går meget op i at være sammen med sit barn. Hvordan opfatter du den familie-relation i serien?

Relationen mellem Esben og datteren, Mille, er jo nok noget nyt i tegneseriesammenhæng, men igen afspejler serien jo bare tiden vi lever i. Så hvor mænd historisk set bestemt har været sekundære omsorgspersoner, er vi det jo ikke længere. I hvert fald ikke i min omgangskreds. Så forholdet i serien er sådan set bare en gengivelse af forholdet mellem mig og min datter.

Og selvom vi mænd så kan brokke os over, at vi befinder i et konstant kønsmæssigt ingenmandsland (dikteret af de på alle måder overlegne kvinder) fra det øjeblik, vi går ind i puberteten, ser jeg netop relationen mellem far og barn som den største gevinst In The History of the World! Jeg har aldrig været i nærheden af at være så forelsket i en kvinde, som jeg er i min datter. Det er en absolut hovedkuls, nothing-else-matters kærlighed, jeg aldrig havde kunne forestille mig før jeg fik et barn, så selvfølgelig skal vi mænd bare være ovenud lykkelige for, at vi er kommet mindst ligeså meget på banen, når det gælder vores børn, som mødrene er!

Der er jo intet, der kan hamle op med at sidde på gulvet på sin datters værelse og lege, at man er Rainbow Dash fra My Little Pony! Og derfor er ham bitre Esben jo slet ikke så bitter.

Esben har jo haft sit hjem på Ekstra Bladets nationen! siden juni 2015, men ved årsskiftet blev han også smidt ud dér. Hvorfor det, og hvad er fremtiden for den lille bitre mand?

Udsmidningen fra nationen! var et spørgsmål om penge.

Det er det enkle svar. Jeg lægger ikke skjul på, at Esben er mit hjertebarn, og at jeg brugte meget – meget – tid og endnu flere kræfter på at perfektionere og aflevere en stribe hver eneste dag året rundt, så det var jo ikke noget, jeg gjorde gratis. Desværre valgte direktionen på Ekstra Bladet så i slutningen af sidste år, at der ikke længere var penge til fortsætte med min serie.

Det var – og er – jeg selvfølgelig utrolig ked af og trist over, men sådan er betingelserne i en branche, hvor oplagene og indtægterne ikke just er for opadgående. Og samtidig er jeg udmærket klar over, hvor heldig jeg har været, i og med jeg har fået udgivet min serie i små tre år i en landsdækkende avis, der ikke alene har betalt regningerne men også har givet mig noget der ligner 100% kunstnerisk frihed, så længe der lå en færdig stribe hver dag klokken 15!

Det er uden sammenligning det bedste job med de bedste arbejdsbetingelser, jeg nogensinde har haft, så der er ingen bitterhed fra min side. Og det tror jeg bestemt heller ikke der er inde på Rådhuspladsen.

Men fremtiden er åben for mit lille bitre alter ego. Og lys?! Jeg håber jo selvfølgelig, at Esben er bitter-bogen sælger så godt, at Fahrenheit også tør at binde an med Bind 2 ... og 3, og så er hjulene så småt begyndt at dreje rundt mht en syndikeringsaftale.

Men det er ikke noget, der kommer i hus over night, og det er der heller ingen grund til. Det er sundt, både for mig og for seriens læsere, at Esben lige er gået i vinterdvale. Jeg er selvfølgelig i fuld gang med at fylde idébogen med nye striber og situationer, så jeg kan godt garantere, at hvis – når? – Esben vågner til dåd igen, vil han være mere bitter end nogensinde før!

Og hvis det ikke flasker sig? Jamen, så er jeg allerede i fuld gang med at planlægge en spin off-serie, der fokuserer på Esbens mor, ”Fru Gunder”!

Efter interviewet:

”Esben er bitter” 1 & 2 -bogen er ude nu og kan købes på http://www.forlaget-fahrenheit.dk, i tegneseriebutikker og på nettet.

[GoogaMooga]

Mangler der ikke et "s" både her og på forsiden? Har ikke hørt om Theis før, men glæder mig på hans vegne. Er det så en tibagevendende pris eller et engangsfænomen?

[Berti Stravonsky]

Jo. Godt set, Googa

[Karl-E.]

Har ikke hørt om Theis før

Seriøst!?

Jeg er kæmpe fan af Esben er bitter! Serien er intet mindre end vor tids svar på Far til Fire! Tegnestilen (som jeg synes er helt eminent) falder måske ikke i alles smag, men humor og selvironi er helt i top, og rammer nutids-danskeren spot-on!

Havde håbet at Theis fik Hanne Hansen prisen, det skete så ikke, men denne pris er fuldt fortjent.