SERIELAND - fordi vi elsker tegneserier

Én gang: Ralph Reese's klassiker om de underjordiske slim mennesker, "Slime World", publiceret i Gru. Har vel været en 10-12 år.

Nej. Så en del gyserfilm i min ungdom (inden jeg læste tegneserier for alvor). Men Længslens magt (Thorgal) var tæt på at gøre det - rislen ned af ryggen opstod.

Det værste eksempel er nok dengang, jeg købte et nummer af Anders And og opdagede, at det var steget til over 2 kroner.

Den dag da "Sherif Serien" var steget fra 85 øre til 1 kr var heller ikke god.
Væltede hele lommmepenge budgettet

The Elder skrev:Den dag da "Sherif Serien" var steget fra 85 øre til 1 kr var heller ikke god.
Væltede hele lommmepenge budgettet

Som knægt blev jeg skræmt af læse DRACULA fra Interpresse!

Første gang vi herhjemme læste Storm 0 fra e-voke...

Osvald var ikke glad. Heldigvis kom han igen et par dage senere, og så læste vi forfra og nåede helskindet i mål.

Ikke af hvad jeg husker.
På facebook og også her, mener jeg, har mange nævnt Rascar Capac (De Syv Krystalkugler).

Som barn læste jeg tegneserien "Alien - Den 8. Passager" baseret på filmen af samme navn, før jeg havde set filmen. Tegneserien skræmte mig ret meget, men ikke fra at se filmen nogle år efter.

Som 8årig læste jeg Willy på eventyr-sekvensen med kæmpeedderkoppen, den mest realistiske tegneserieedderkop, jeg har set. Har noget araknofobi, men om det er derfor, ved jeg ikke. Da jeg for fem år siden restaurerede de sider til vores hc kom det op i mig igen, jeg var faktisk lidt utilpas nogle dage.

Jeg var fuldstændigt ubekendt med gysere som 7-8 årig og da historien om Vaskervilles hund kom i Anders And (1960/61?) skræmte den og stemningen mig så meget, at jeg ikke kunne sove. Det irriterede min far så meget at han begyndte at mumle noget om, at måske burde husholdningen holde op med at indkøbe Anders And-blade.
DEN mulighed var om muligt endnu mere skræmmende end selv den ødeste mørkeste hede, dystre ruiner og den værste spøgelseshund, så der kom ikke mere klynk fra min side i den forbindelse.

Den mest skræmmende tegneserie var for mig nok den med Ghost Rider. Både fascinerende og skræmmende på samme tid. Den med Vareulvemanden var ikke nær så skræmmende, men ganske spændende. Både Vareulvemanden og Ghost Rider udkom som ugeblade i sort og hvid. De andre ugeblade med gru og gys + vampirela og Dracula skræmmede mig ikke det mindste, men de var da også ret ok. En som blev rigtig skræmt, var min mor, som fandt dem alle sammen særdeles hæslige og skræmmende, at hun smed alle mine ugeblade med Ghost Rider, Vareulven, Draculla, Vampirela og andre lige i skraldespanden. Hun brød sig alligevel ikke om tegneserier. Men Joh............... den eneste tegneserie, hun faktisk godt kunne lide, var Tintin. Så jeg måtte gerne fare ud og købe Tintin albums i softcover, som den gang kun kostede 10 kroner i kiosken. Med mors godkendelse fik jeg også lov til at købe Splint og Co. Senere begyndte jeg også med Anders And blade. Jeg fik også købt den store Mickey Mouse, Den store Fedtmule, Den store Anders And og Den store Onkel Joakim. De var ganske gode.
Til sidst solgte jeg heeeeeeeeleeeeeee molleviten igen og der var kun TINTIN tilbage på hylden.

Også den dag selv idag.

Jeg må have været 10-11 år den gang.

Ja, men ikke siden barndommen; her i prioriteret rækkefølge:

3. Gysertimen nr. 3. Det må være Kriegstein, der har tegnet den med ægtemanden, der myrder sin chokoladestorforbrugende hustru og kommer hendes parterede legemesdele i en hjemmelavet kæmpechokoladeæske med varedeklarationer a la "fingerbidder" osv. Ikke en videre god historie, men lige præcis tegningen af ægtemandens vanvid i de sidste par billeder ramte mig af en eller anden grund.

2. Nysgenudgivne Pierre Winigers "Skyggerne fra det ukendte". Ham syntes jeg generelt tegnede uhyggeligt, men igen er det især en enkelt tegning/episode, der rammer - der hvor det ringer på, og hovedpersonerne åbner døren til et hængende, blødende lig. Og så i det hele taget de bowlerhat-, lysende runde briller-, halstørklæde- og frakke-klædte kultister.

1. Mødet ved Sevenoaks af Riviere og Floc'h fra 1977, hvor de begge var ret grønne og ikke nær så stilsikre som senere. De lidt ubehjælpsomme tegninger og den besynderlige historie om en række bestialske drab i Londons teatermiljø lige efter krigen bliver nærmest et Lynch'sk meta-mareridt og gjorde mig som vel 12-årig så bange, at jeg stod op om natten og smed den tegneserie, jeg havde købt uden forventninger eller forhåndskendskab, ud i skraldespanden helt ude foran huset, fordi jeg ikke ku' sove, så længe den var indenfor. Jeg er muligvis stadig farvet af drengeblikket på den, men mener nu også som voksen, at det er den uhyggeligste tegneserie, jeg kender.

Boblere: Uzimaki af Junji Ito er også ret uhyggelig, især de første 3-4 kapitler/blade.

Christian Aarestrup skrev:et Lynch'sk meta-mareridt og gjorde mig som vel 12-årig så bange, at jeg stod op om natten og smed den tegneserie, jeg havde købt uden forventninger eller forhåndskendskab, ud i skraldespanden helt ude foran huset, fordi jeg ikke ku' sove, så længe den var indenfor. Jeg er muligvis stadig farvet af drengeblikket på den, men mener nu også som voksen, at det er den uhyggeligste tegneserie, jeg kender.

Det kan du takke Rune T. Kidde for. Det var ham, der insisterede på, at albummet skulle udgives.

Carsten Søndergaard skrev:

Christian Aarestrup skrev:Det kan du takke Rune T. Kidde for. Det var ham, der insisterede på, at albummet skulle udgives.

Jeg sender ham en postum tak for den mindeværdige oplevelse - og har også senere genindkøbt tegneserien. Jeg har også bemærket, at Floc'h ret hurtigt udviklede sig til en af de mest interessant ren-linje-tegnere; der var også lidt atomstil i ham - kold og dekadent og 80'er-kynisk. Hvis nogen skulle ha' illustreret American Psycho ...