Drab. Drab der har gjort indtryk.

[Berti Stravonsky]

Jeg er ikke så meget til hverken fantasy, komik eller tuttenuttetnoget. Jeg vil have vold og blod, helst.

Og tegneserierne har givet mig et væld af fede drab. Ulækre drab. Modbydelige drab.

Dem fra Tintin er da skræmmende, men så alligevel ikke, på grund af Hergés stil. Og fordi Tintin aldrig dør.

Dem fra Gru til gengæld. Dem husker jeg.

En rigmand har en yngre hustru. Smuk og dejlig er hun, og lidt af en frækkert. Hun knalder løs, sådan udenom, og det opdager vores rige herre. Han bedøver fruen og elskeren, og da de vågner lidt senere, er de begge i lænker. Spændt fast nede i borgkælderen, og vores forsmåede ægtemand er i færd med at mure mursten op om de elskenede. De blev begravet levende.

Jeg var en bette knægt og meget påvirkelig. Nu er jeg større og endnu mere påvirkelig. Den død husker jeg.

Hvad med jer? Kom gerne med nogle skumle beretninger. I love it.

[Erling Søby]

Berti:

En rigmand har en yngre hustru. Smuk og dejlig er hun, og lidt af en frækkert. Hun knalder løs, sådan udenom, og det opdager vores rige herre. Han bedøver fruen og elskeren, og da de vågner lidt senere, er de begge i lænker. Spændt fast nede i borgkælderen, og vores forsmåede ægtemand er i færd med at mure mursten op om de elskenede. De blev begravet levende.

Tyvstjålet fra Edgar Allan Poe. - The Black Cat og The Cask of Amontillado er det hentet fra.

[Frank Madsen]

En rigmand har en yngre hustru. Smuk og dejlig er hun, og lidt af en frækkert. Hun knalder løs, sådan udenom, og det opdager vores rige herre. Han bedøver fruen og elskeren, og da de vågner lidt senere, er de begge i lænker. Spændt fast nede i borgkælderen, og vores forsmåede ægtemand er i færd med at mure mursten op om de elskenede. De blev begravet levende.

Død ved mursten.

Jeg ved ikke, om jeg kan huske nogen drab i en tegneserie, der har afsat varigt spor. Det nærmeste er nok dødsfald som skurken, der styrter i døden sidst i "Faraos cigarer" (eller hedder den "Egypterkongens cerutter" i den nye oversættelse?) og dem i "Månen tur-retur 2. del". Og så måske den fine Spirit-historie om fyren, der skal henrettes i den elektriske stol.
Og så selvfølgelig truslen om, at hesten Lotte skal sendes på sæbefabrikken i Anders And-historien af Paul Murry, hvor Anders er mælkekusk. Det gjorde indtryk!

us_wdc_120_02_001.jpg (46.88 KiB) Vist 1223 gange

[Henriette Westh]

Vold og drab har altid ladet mig kold, både på film, i bøger og i tegneserier. Jeg var en lille hardcore møgunge, der så Frankenstein som 6-årig uden at blinke. MEN ... jeg husker dog ét tegneseriedrab, der fik mig til at gyse moderat. Det var såmænd den slyngel i Comès' "Silence", der tager sit eget liv ved synet af en hær af edderkopper, der indtager ham og hans hus. Dengang led jeg af araknofobi, såååååå .....

[Mesterius]

En rigmand har en yngre hustru. Smuk og dejlig er hun, og lidt af en frækkert. Hun knalder løs, sådan udenom, og det opdager vores rige herre. Han bedøver fruen og elskeren, og da de vågner lidt senere, er de begge i lænker. Spændt fast nede i borgkælderen, og vores forsmåede ægtemand er i færd med at mure mursten op om de elskenede. De blev begravet levende.

Død ved mursten.

Jeg ved ikke, om jeg kan huske nogen drab i en tegneserie, der har afsat varigt spor. Det nærmeste er nok dødsfald som skurken, der styrter i døden sidst i "Faraos cigarer" (eller hedder den "Egypterkongens cerutter" i den nye oversættelse?)...

Ah, men der får vi senere vite at skurken overlevde likevel. Det var nemlig Rastapopoulos, som viser seg å leve i beste velgående i "Den blå lotus".

[Frank Madsen]

Ah, men der får vi senere vite at skurken overlevde likevel. Det var nemlig Rastapopoulos, som viser seg å leve i beste velgående i "Den blå lotus".

Jo, men det undlod jeg behændigt at afsløre.

[Vigan]

Selv om de hverken er naturalistiske eller realistiske, så kandiderer en del af dødsfaldene i Franquins Sorte sider til min top-ti af ulækre billeder, der bliver hængende i hovedet på mig. F.eks. den med økonomichefen, der bliver spiddet på stellet til stolen, han har tvunget designerne til at spare alle sikkerhedshensyn væk på, eller samuraien, der opdager en svulst på sine tarme, da han netop har begået seppuku... eller måske navnlig den her:

[Mogens]

Jeg gætter på, at de første drab, mord og døende folk, jeg hæftede mig ved, alle kom fra Hermanns hånd, f.eks. Bernard Prince "Cormoran i skudlinien", hvor forbryderen tager en tur i syrebadet eller Red Kelly "Djævlens finger", hvor pistolmanden får en pil igennem halsen eller Tårnene i Maury-skoven "Reinhardt", hvor én får hugget hovedet af. Hermann var/er altid god for en god portion mord.

MEN hvis man vil have mord i stride strømme, så skal man give sig i kast med serien Katanga fra Forlaget Faraos. Jeg har aldrig været vidne til så mange grusomheder på én gang. Det er helt vildt, men man tager sig selv i at nyde det.

[Erling Søby]

Det første drab i en tegneserie, som virkelig gjorde indtryk og hænger fast, var i Blueberry-albummet Angel Face, da jeg læste det i Fart & Tempo for mange år siden; scenen for de to Pinkerton-detektiver skydes ned gjorde et voldsomt indtryk. Man var jo nok vant til, at skurkene fik sin bekomst, men ikke the good guys, når man først havde lært dem at kende. Og da slet ikke så brutalt (og så afsindigt godt tegnet).

ntBsSv97_0604170440021gpadd.jpg (164.33 KiB) Vist 989 gange

[Mogens]

Jeg har ikke læst Angel Face i henved tusind år, så dén scene havde jeg fuldstændig glemt. GENIALT tegnet.

Jeg har dog aftalt med mig selv, at jeg først genlæser alle Blueberry-album, efterhånden som de bliver udgivet fra Cobolt. Jeg glæder mig allerede.