Carsten Søndergaard skrev: ↑30. mar 2021, 00:13
Laila J. Graf skrev: ↑29. mar 2021, 20:36Til gengæld bliver jeg jo heldigvis heller aldrig færdig, hvilket jo faktisk ville være den VIRKELIGE tragedie
Egentlig en meget interessant eksistentiel problemstilling her.
For hvis man nu forestiller sig nogen, der i en stor del af sit liv samler på noget bestemt, og så en dag pludselig er færdig med det. Man har samlet alt. Der ER simpelthen ikke mere at samle. Man har det hele, fuldstændig komplet.
Hvad ville man så gøre?
1. Ånde ud, fordi man havde opfyldt/mistet sin livsopgave.
2. Miste forstanden, fordi man havde mistet sit livsmål.
3. Miste forstanden, fordi man faktisk ikke troede, det var muligt.
4. I en høj alder begynde at samle på et eller andet tilfældigt andet, som man aldrig før havde haft interesse for. Bare for i desperation at give sig selv en ny livsopgave.
5. Glæde sig ukristeligt hele vejen gennem otiet og frem til gravens rand.
Åh. Herligt. En god debat. De er jo skrupskøre de samlere, slet og ret. Mon ikke, at man skal være samler for til fulde at forstå samleriet, sådan til fulde? I think so.
Det at samle har fyldt mit liv. Både på godt og ondt, heldigvis mest det første.
Mine forældre samlede ikke. De var dysfunktionelle, med druk på min fars side, og svær epilepsi på min mors, og jeg tænker, at samleriet gav mig psykiske ar og at samleriet i en vis forstand blev min redning. Her var der nemlig noget, som jeg dels kunne overskue, dels kunne kontrollere.
I har hørt eller læst min historie før, så den springer jeg let og elefant over. Trist læsning på en forårssoldag.
Så lad mig fortælle noget andet.
For hvad nu, hvis der ikke er mere at samle på? Det vil være så tomt og ens liv ville miste en værdifuld del, tænker jeg.
Jeg ville nok gøre som Laila, finde noget andet at samle på.
For det at samle giver mig stor glæde. En glæde der er spredt godt ud, og som har beriget mig. Hør blot her:
1) Jeg har fundet fæller i det at samle. Jeg har mange og endda flere langvarige venskaber med samlere, flere endda som jeg aldrig har mødt. Ja ja. Venskaber, skriver jeg, og det er nok en tilsnigelse. Og så alligevel ikke. For de her folk ude i verden, de forstår mig. De deler min glæde, de deler ud af deres glæder. At møde andre samlere, at se fotos af deres samlinger, at få lukket huller ved hjælp af ens samlernetværk, at kunne diskutere bizarre ting som fx farver, fejltryk, varianter, ditten og datten. Spild af tid men også fantastisk rart at en i øvrigt uoverskuelig verden med alle dens møgting og lort og krige og bandekrig og hvad ved jeg... Når jeg taler med samlere, så er døren til omverdenen jo lukket. Jeg behøver ikke tage stilling til noget som helst, andet end det, altså, jeg selv vælger. En slags eskapisme er det.
2) At får orden. Om det så bare er på en reol. At se bøgerne side om side. At se numrene vokse fra 1 til fx 21. At vide, at i den historie er der en reference til dén historie, og at det tema der, det kan man også finde i den bog. Nørderi fra ende til anden. Ubrugelig viden, men så alligevel ikke. Jeg vover den påstand, at i det hul jeg voksede op i, med en elendig far og en mor, der ikke kunne, så var det at samle og det at samle tegneserier, alfa og omega. Jeg fik en ramme, der var anderledes end min virkelighed. Jeg lærte om andre verdener, om science fiction, om forskellige genrer, og jeg fik fortællinger til min fantasi og et udsyn og en indsigt, som hverken mit hjem eller min folkeskole formåede. Jeg kunne skabe orden. Jeg fik i hobetal af indtryk, og jeg lærte at læse, at forstå, at finde værdier. Alt sammen noget, som jeg jo nok undertiden skulle have fået tillært mig, men det skete bare samtidig med at jeg samlede.
Undskyld at det bliver rodet. At det ER rodet. Jeg orker ikke at sætte alt for meget system i mine ord lige nu. Det må være sådan.
Jeg kunne finde på at oprette en tråd med titlen: Glæder ved at samle. Ja, det kunne jeg.
Men der er selvfølgelig også mindre heldige sider. Da jeg for få år siden gennemgik en svær livskrise, så solgte jeg ud. Alt skulle væk. Og jeg opdagede, at jeg var blevet en byrde lettere. At jeg ikke længere behøvede at samle. At jeg sagtens kunne stå på egne ben. Jeg behøver nu ikke længere lægge femcifrede beløb hos diverse tegneseriebutikker, og jeg behøver ikke have alt. Jeg er nok stadig samler, men kan nu kontrollere det, og samlerglæden er blevet afløst af læseglæden, og jeg får læst betragteligt flere værker nu, end jeg tidligere har gjort.
Tidligere har jeg købt album som end ikke blev skimmet eller læst, men blot sat ind på sin plads i reolen. Og det er da skørt. Et album til fx 400,- som jeg slet ikke havde glæde af, men som bare røg ind på hylden, blot for at stå ved siden af de andre.
Hvis jeg skal skrue helt op for dramatikken, så kunne jeg påstå, at jeg var afhængig af tegneserier. Af at købe og eje dem. Og afhængigheder er ikke sunde, tænker jeg.
Jeg har set mange samlinger efterhånden. Både sådan 'rigtigt' og fra distancen, når jeg går på nettet og ser fotos. Jeg elsker det, og det hiver i mit samler-jeg. Havde jeg råd, ville jeg samle som dem.
I et af Carstens fem mulige valg, er der flere triste valg. Det kan jeg tilslutte mig. Paradoksalt i grunden, da jeg jo holder af at samle. Lige nu samler jeg ikke. Jeg har mange, rigtigt mange, drengebøger og flere dubletter af de bøger. Giver de mig glæde? Nej. Ikke umiddelbart. For de ER der bare. Som passiver. Men hvis jeg tager dem ned i stuen (de er på mit bibliotek - et af mine yndlingsrum), og bruger tid på dem, bevidstgør mig om den, så er de aktiver. Jeg ser på forsider og bagsider, læser om handlingerne, kigger bøgerne igennem, glæder mig over motiverne og et væld af minder og nye historier pisker frem.
Jeg behøver ikke længere standse op ved hvert antikvariat eller loppemarked. Men jeg gør det gerne.
Åh for helvede. Rod og hverken pointe eller noget. Sorry. Jeg blev bare lige fanget.