Hovedparten af det lange interview stammede dog fra Numa Sadouls berømte samtaler med Hergé over fire dage sidst i 1960'erne, som er udgivet i bogform på fransk (og selve Hergés stemme fra interview-båndene danner lydspor i Anders Østergaards film "Tintin et moi"). Uddraget af interviewet stammede - ligesom resten af "50 år med Tintin" - fra Jacques Glénats monografitidsskrift "Schtroumpf - Les cahiers de la bande dessinée", der udkom i talrige numre gennem flere årtier fra 1969. Nummeret om Hergé var et dobbeltnummer, 14/15, der udkom i 1971. Det var naturligvis særdeles efterspurgt, fordi det var det første fyldige og indsigtsfulde værk, der beskrev Hergé fra alle (dengang) tænkelige synsvinkler. Derfor blev det genoptrykt flere gange, og da Picaroerne udkom, blev det opdateret bl.a. med Sadouls tillægs-interview om det nye album.
I dag er det måske mindre vigtigt i forhold til Tintin og Hergé, fordi der er skrevet så mange andre bøger om Tintin og Hergé. Men det var et bundsolidt stykke grundarbejde, Jacques Glénat udførte på den tid med indgående interviews med alle samtidens store serieskabere, mens de stadig var aktive og i live, og gennemgribende analyser og registreringer af deres værker. I starten redigeret af ham selv og Henri Filippini, i senere perioder af blandt andre netop Numa Sadoul og næsten alle senere franske og belgiske tegneseriehistorikere og -teoretikere som Thierry Groensteen, Benoît Peeters, Thierry Smolderen, Bruno Lecigne, Didier Pasamonik osv. Utallige senere franske leksika, værker og tidsskrifter har hentet deres grundinformation fra "Les Cahiers de la bande dessinée".
https://fr.wikipedia.org/wiki/Les_Cahie ... e_dessinée
Ud over Hergé-nummeret er også Goscinny/Uderzo-dobbeltnummeret udkommet på dansk med titlen "Asterix og hans gæve fædre". Ligesom "50 år med Tintin" i princippet udgivet af Runepress, men i praksis af Interpresse, Gutenberghus' ærkefjende. Alligevel betalte Gutenberghus faktisk for en annonce for Asterix på bagsiden, hvilket var en lille opblødning af forholdet mellem de to forlag. Det var formentlig Per Då og Jørgen Sonnergaard (som på den tid var redaktør på Gutenberghus), der stod bag denne ... gestus, kan man nærmest kalde det