Største/vigtigste fornyelse?

[marius]

En af de største og vigtigste fornyelser i amerikanske tegneserier skete i løbet af 80’erne, hvor Frank Miller tog livet af tankeboblen og den altvidende fortæller. Nu tvang Frank Miller læserne til at være deltagende i det narrative forløb.

Trenden tog om sig og det blev almindeligt at gå væk fra at anvende tons tunge tekstkasser, som i uendelighed fortalte læseren om ting og forhold som læseren allerede selv kunne aflæse i ruderne eller forklarer ting som ikke fremgik af tegningerne.

Det hele har endt med at en moderne amerikansk tegneserie tilbyder læseren en helt anden læseoplevelse end ældre tegneserier. Læseren inddrages mere til selv at tænke og aflæse tegningerne. Læseren bliver tilbudt et flow i billedestømmen som nærmest opleves som en rutschebanetur. Denne tilgang er nok medårsag til at detaljer i baggrunde ofte undlades, da detaljer kræver læserens opmærksom og bremser flowet.

Der er helt klart delte meninger om det er en god udvikling. Men når man først har vænnet sig til denne fremgangsmåde, vil tegneserier fra tiden før ofte opleves forældet.

[Gimli]

En af de største og vigtigste fornyelser i amerikanske tegneserier skete i løbet af 80’erne, hvor Frank Miller tog livet af tankeboblen og den altvidende fortæller. Nu tvang Frank Miller læserne til at være deltagende i det narrative forløb.

Trenden tog om sig og det blev almindeligt at gå væk fra at anvende tons tunge tekstkasser, som i uendelighed fortalte læseren om ting og forhold som læseren allerede selv kunne aflæse i ruderne eller forklarer ting som ikke fremgik af tegningerne.

Det hele har endt med at en moderne amerikansk tegneserie tilbyder læseren en helt anden læseoplevelse end ældre tegneserier. Læseren inddrages mere til selv at tænke og aflæse tegningerne. Læseren bliver tilbudt et flow i billedestømmen som nærmest opleves som en rutschebanetur. Denne tilgang er nok medårsag til at detaljer i baggrunde ofte undlades, da detaljer kræver læserens opmærksom og bremser flowet.

Der er helt klart delte meninger om det er en god udvikling. Men når man først har vænnet sig til denne fremgangsmåde, vil tegneserier fra tiden før ofte opleves forældet.

Jeg troede det var Moore og Lloyd der tog det livtag med; V for vendetta? (Den begyndte jo i start 80'erne i England).

[Carsten Søndergaard]

Graphic novels; Er det bare noget jeg forestiller mig - eller er der ved at være en tendens til at "seriøse" emner i højere grad kombineres med "gode" tegninger. I de senere år har jeg noteret mig; My favorite thing is monsters, On a Sunbeam, Blue in Green, Paying for the Land, Forår i Tjernobyl m.fl. ("Gode" burde muligvis erstattes med en term som 'realistisk', 'flere streger' mv.).

Kan måske være interessant nok at debattere, men det vanskeliggøres unægtelig af, at ingen rigtig har en nagelfast definition på, hvad "en graphic novel" egentlig er for noget.

Europæisk; De gamle serier taber terræn ift. Nyudgivelser/nyproducerede. Dette er nok mere en naturlig udvikling i forhold til at de etablerede navne er så gamle, at de ikke længere kan udfylde markedets behov. Men i Danmark er antallet af nye; Natacha, Yoko Tsuno, Lucky Luke, Asterix, Blake og Mortimer, Franka mv. Faldende. (Det gælder ikke genoptryk af tidligere/ikke tidligere udgivelser af samme serier).

De klassiske europæiske serier taber langsomt terræn, på store sprog (engelsk, fransk, tysk) først og fremmest til manga, men også til graphic novels (hvad det så er). Men det er ikke noget nyt, at udgivelseskadencen for de klassiske serier er faldende, det har den været i 40 år, helt generelt, med få undtagelser.

Har mangaen fået et lille come-back?

Det kan man ikke sige uden at definere, hvad man taler om. På små sprog, fx dansk, har den praktisk taget været død i ti år. På store sprog er mangaen bare vokset i de seneste mange år.

Mere oplagt - pt. er temaer som; homoseksualitet/kønsdiversitet, Black Life matters/afroamericans history, krigsfanger i anden verdenskrig meget synlige på det amerikanske marked.

Temaer, som kun undtagelsesvis og i kraftig indpakning overhovedet blev behandlet i tegneserier i forrige århundrede – af den grund, at tegneserier først og fremmest var for børn, alternativt udsprunget af konservative miljøer (USA og England i almindelighed, katolsk-moralske miljøer i Mellem- og Sydeuropa).

Så reelt er det vel kun B&M, hvor man kan sige, at kadencen holdes nogenlunde oppe takket være nye kræfter. Men hvor vi fik 9 Jacobs-album på 14 år (1978-91), har vi siden fået 15 erzats-album på 24 år (1996-2020) – så selv for denne serie er kandencen faldet.

"Vi" fik måske nok 9 Jacobs-album på 14 år, men Jacobs brugte jo altså omkring 25 år på at lave dem (8,5 album nærmere bestemt). Så kandencen er grundlæggende steget betragteligt siden 1996.

[Mesterius]

Har mangaen fået et lille come-back?

Det kan man ikke sige uden at definere, hvad man taler om. På små sprog, fx dansk, har den praktisk taget været død i ti år. På store sprog er mangaen bare vokset i de seneste mange år.

Ja, langt de fleste i Norden kjøper/leser jo manga på engelsk. Likesom de fleste også ser animé med engelske undertekster eller engelsk tale. Jeg vil gjette på at manga på verdensbasis har vært mer populært enn f. eks. fransk-belgiske tegneserier i mange år nå.

[Carsten Søndergaard]

Her er nogle vigtige/store fornyelser ifølge min kalender:

1910'erne-1930'erne: Avistegneserier (dagstriber / søndagssider) begynder efterhånden at blive samlet i årshæfter og lignende og kommer med tiden også til at danne hovedindholdet i bladudgivelser, hvis primære indhold var tegneserier (i modsætning til aviser og ugeblade, hvor de var et meget sekundært indhold).

1940'erne: Tegneserieblade baseret på tegneserier skabt direkte til bladformen (og altså ikke længere med udgangspunkt i opsamling fra aviser) begynder for alvor at udkomme. Heraf fødes lidt længere, men som regel afsluttede historier i tegneserieform. Feltet fortsættes og udbygges i de følgende årtier, men dør mere eller mindre ud efter omkring halvtreds år.

1950'erne: De klassiske europæiske tegneserier udvikles gennem deciderede tegneserieugeblade, hvis primære indhold er tegneserier af den type, der to årtier senere kommer til at danne grundlag for albummarkedet. Tegneserieugebladene bragte typisk en eller to sider af en 50-60 siders afsluttet historie om ugen, og typisk med en cliffhanger for hver/hver anden side, en konstruktionsform som Hergé kan siges at have været fader til, selv om han nok havde lånt den fra amerikanske fortløbende avistegneserier. Generelt var serierne ret konservative og underlagt forskellige moralkodekser, som var gældende i efterkrigstiden. Tegneserieugebladene fortsætter i 60'erne og 70'erne, men dør så ud.

1960'erne: Visse eksperimenter med at bryde censur- og moralkontrollen, men det går langsomt. Tegneserier er stadig først og fremmest for børn. Albumformen begynder langsomt at etableres i Vesteuropa, hvilket sådan set er en gentagelse af det, der skete i 1910'erne-1930'erne: Enkeltsider opsamles i samlinger/årshæfter ... album, kort sagt. Denne gang stammer de ikke fra aviser og ugeblade, men fra tegneserieugeblade fyldt med føljetonserier.

1970'erne: Albumseriernes gyldne årti. Album og (i Europa) tegneserieugeblade fungerer sideløbende, men albumformen overtager efterhånden førertrøjen fra tegneserieugebladene. I Skandinavien er der (som det eneste sted i verden) enorme succeser med blade baseret på avistegneserier, dels humoristiske enkeltstriber, dels realistiske eventyrserier. I USA ses indtil videre allermest tegneserieblade baseret på 1940'erne-traditionen, men også de begynder at blive samlet i opsamlingsformer.

1980'erne: I Europa dræber albumformen traditionen med tegneserieugeblade. De store belgiske og franske tegneserieblade med føljetoner forsvinder. Folk ved, at de ikke behøver at læse en historie i småbidder gennem et helt år, for den samlede albumudgave vil udkomme kort efter. De europæiske serieskabere mister deres faste hyre uge for uge, men får til gengæld mulighed for at skabe album som en helhed. Cliffhangere på hver side er ikke længere nødvendige, og det får langsom albumformen til at udvikle sig. Den bliver også mere voksen, fordi de store årgange i efterkrigsårene ikke har problemer med at fastholde deres glæde ved at læse tegneserier, og de er jo blevet ældre. I USA sker der en lignende udvikling, publikum er blevet ældre, serieskaberne får friere tøjler og vil gerne lave noget mere moderne og voksent, ofte i kortere miniserier modsat fortidens uendeligt løbende serier.

1990'erne: Et mørk årti overalt (hvis man ser bort fra Japan), hvor en vældig omstilling er i gang. Udgivelsesformerne bliver der eksperimenteret med, distributions- og salgsformerne må omlægges, mange er ved at gå neden om og hjem. De oprindelige kilder er ved at tørre ud, aviser, ugeblade, tegneserieugeblade forsvinder. Den gennemsnitlige tegneserielæser af de tilbageværende bliver ældre og ældre. Hvad nu?

2000'erne: Manga bryder igennem i den vestlige verden og redder både forlagene og sænker gennemsnitsalderen på en gængs tegneserielæser betragteligt. Samtidig er der gået så tilpas mange år siden de store klassikeres tid (som oprindeligt havde virkelig mange unge læsere), at de kan genudgives - nu til et voksent publikum. Og som et tredje vigtigt ben i dette årti brænder den personlige, litterære tegneseriefortælling igennem - i sin form helt uafhængig af de foregående hundrede års snærende bånd, aviser, ugeblade, tegneserieugeblade, album ... bøger udkommer ganske enkelt i tegneserieform. Det, som nogle vil kalde graphic novels. Således et interessant årti, der peger i mange retninger, men også er præget af det foregåendes forvirring oven på virkelig store forandringer.

2010'erne: Aviser, ugeblade, tegneserieugeblade og tegneserieblade i almindelig er stort set forsvundet. Genudgivelser af klassikere blomstrer og peaker. Personlige tegneseriefortællinger i et hidtil uset antal forskellige former blomstrer. Egentlige uddannelser som tegneserieskabere bringer nye, yngre mennesker ind i branchen, hvoraf nogle er klassisk orienteret, andre særdeles moderne med et voksent publikum som mål, akkurat som litteratur i almindelighed. Der eksperimenteres med former, temaer, målgrupper. Mod årtiets slutning gøres flere steder i verden målrettede forsøg på at søsætte moderne tegneserier til børn, efter at alt i en periode har været henvendt til voksne.

2020'erne: ?????! Mit gæt: Avis- og ugebladstegneserier forsvinder helt, fordi aviser og ugeblade forsvinder helt. Erstattes muligvis tildels af visse web-tegneserier. Genudgivelser af klassikere bliver ført til ende, men kilden løber af naturlige årsager tør (ligesom publikum af lige så naturlige årsager går ud af verden). Måske små spjæt af nyere klassikere, mangaer for eksempel, kan genudgives, som en ny tids klassikere. Tidens udprægede visuelle orientering sikrer imidlertid tegneseriens beståen og fortsatte udvikling. Et større og større publikun skelner ikke længere mellem, om noget er lavet i tekstform eller tegneserieform. Flere og flere blandingsformer skabes, tekst, tegninger, levende billeder, visualiserede fortællinger via redskaber og former, som endnu ikke er kendte ...

Hm, ja, et skelet ... jeg hører gerne kommentarer

[Carsten Søndergaard]

Jeg vil gjette på at manga på verdensbasis har vært mer populært enn f. eks. fransk-belgiske tegneserier i mange år nå.

Ja, der er uden tvivl en god grund til, at næsten alle de store klassiske franske og belgiske tegneserieforlag i dag har en betydelig og stadigt voksende manga-afdeling. Ofte med et markant islæt af fransk-skabte mangaer.

[Gimli]

Interessante betragtninger Carsten. Det ser især ud til, at det er udgivelsesformen/"formatet" som har haft de største aftryk på mediet - mere end det er forfatterne/tegnerne. Og langt hen af vejen giver jeg der ret. Tendensen til at personificerer de store aftryk er ofte en illusion, der skygger for de rammer, som personerne har været underlagt.

Hvad fremtiden angår, så tror jeg at du er inde på noget andet rigtige vedr. On-Line tegneserier. Og her har vi allerede begyndt at se en "udvaskning" af grænsen mellem tegneserier og tegnefilm/animeringer. Det bliver spændende at se, hvad det bringer med sig af udvikling.

[Carsten Søndergaard]

Det ser især ud til, at det er udgivelsesformen/"formatet" som har haft de største aftryk på mediet - mere end det er forfatterne/tegnerne.

Ja, det kan man med god ret sige, for i sin (moderne) fødsel blev tegneserien jo låst inde i formater som for eksempel daglig avisstribe med 3-4 ruder, ugentlige sider i aviser og ugeblade med fast format og helt ombrydningsbare, hvor en bestemt rude bevidst var gjort så ligegyldig for historien, at den kunne udelades (noget som Bill Watterson gjorde oprør mod).

Bladserier som amerikanske comic books i helt fast format og med begrænset sideantal for hver historie/delhistorie, et sideantal som kunne svinge gennem årene, i en årrække typisk mellem 17 og 22 sider, ikke fordi serieskaberne eller historierne krævede det, men fordi antallet af annoncesider krævede det.

De europæiske albumseriers fødested, tegneserieugeblade som Spirou og Tintin, som også havde faste formater og krævede cliffhangere for hver eller hver anden side, ikke fordi serieskaberne eller fortællingerne krævede det, men fordi publiceringsformen krævede det. Hvorefter historierne helst skulle kunne opdeles i samlede enheder à 48 sider, fordi det var trykteknisk belejligt. Eventuelt 64 sider, men hellere 48, fordi det kun krævede tre trykark, ikke fire. Med andre ord igen ikke fordi serieskaberne eller historierne krævede, men publiceringsformen gjorde det.

Faktisk var det først med de såkaldte graphic novels, at serieskaberne genvandt magten over deres eget værk, fordi de snærende krav til kadence, format, omfang, trykteknik osv. blev tilsidesat. Med andre ord tog det omkring 100 år, før serieskaberne blev herre i egen serie, så at sige.

Hvad fremtiden angår, så tror jeg at du er inde på noget andet rigtige vedr. On-Line tegneserier. Og her har vi allerede begyndt at se en "udvaskning" af grænsen mellem tegneserier og tegnefilm/animeringer. Det bliver spændende at se, hvad det bringer med sig af udvikling.

Absolut, og der findes konkrete eksempler på en mulig fremtid, for eksempel de mange koreanske webtoons, tegneserier som er skabt direkte til at blive vist elektronisk og altså ikke gammeldags tegneserier, der forsøges presset ned på en iPad eller en telefon. Det paradoksale i den sammenhæng er så, at det på sin vis er en tilbagevenden til fortiden - fordi de netop er skabt til et helt bestemt format ... og fordi de muligvis efterfølgende vil kunne samles til en slags album/bøger i ret så faste formater. Tiden må vise det

[marius]

Jeg troede det var Moore og Lloyd der tog det livtag med; V for vendetta? (Den begyndte jo i start 80'erne i England).

Du har ret i at V for Vendetta kom godt og vel et år før Ronin af Frank Miller. Man kan sige at begge værker var en del af en trend. Millers værk virker dog mere banebrydende end V for Vendetta, da Miller i højere grad inddrager læseren i det narrative forløb, hvorfor der er en form for konsensus om, at der primært er Miller der har æren for at aflive tankeboblen i amerikanske seriehæfter.

Jeg sidder sjovt nok netop og genlæser Corto Maltese af Hugo Pratt, og konstaterer at Pratt stort set ikke benytter nogen form for forklarende tekstkasser og tankebobler er helt fraværende. Miller var åbenbart en stor beundrer af Pratts værker og hyldede Pratt i sin egen Batman The Dark Knight ved at navngive et fiktivt land efter Corto Maltese. Så Miller har nok i en vis grad lade sig påvirke af Pratt.

[marius]

1990'erne: Et mørk årti overalt (hvis man ser bort fra Japan), hvor en vældig omstilling er i gang. Udgivelsesformerne bliver der eksperimenteret med, distributions- og salgsformerne må omlægges, mange er ved at gå neden om og hjem. De oprindelige kilder er ved at tørre ud, aviser, ugeblade, tegneserieugeblade forsvinder. Den gennemsnitlige tegneserielæser af de tilbageværende bliver ældre og ældre. Hvad nu?

Det bemærkelsesværdige ved det såkaldte “mørke årti” er at Forlaget Vertigo opstod i 1993 og lagde kimen til den måske vigtigste fornyelse i amerikanske seriehæfter i årtier frem. Vertigo lagde vægt på kunstnerisk frihed, voksent indhold og omgik den etableredes branches restriktioner omkring nøgenhed, stoffer, sprogbrug og vold. Allerede under 90’erne introducerede Vertigo os for store serier som Sandman og Preacher, som begge må anses som amerikanske hovedværker. Senere fulgte talrige andre serier. Vertigo inspirerede helt sikkert fx Image til at udgive lignende tegneserier.

[Gimli]

Jeg sidder sjovt nok netop og genlæser Corto Maltese af Hugo Pratt, og konstaterer at Pratt stort set ikke benytter nogen form for forklarende tekstkasser og tankebobler er helt fraværende. Miller var åbenbart en stor beundrer af Pratts værker og hyldede Pratt i sin egen Batman The Dark Knight ved at navngive et fiktivt land efter Corto Maltese. Så Miller har nok i en vis grad lade sig påvirke af Pratt.

Jeg kan ikke huske hvilken berømt videnskabsmand, der sagde; Hvis jeg har set længere end andre, så er det fordi jeg har stået på skuldrene af giganter.

Gælder sikkert også inden for det kreative område.

[Gimli]

Vertigo lagde vægt på kunstnerisk frihed, voksent indhold og omgik den etableredes branches restriktioner omkring nøgenhed, stoffer, sprogbrug og vold. Allerede under 90’erne introducerede Vertigo os for store serier som Sandman og Preacher, som begge må anses som amerikanske hovedværker. Senere fulgte talrige andre serier. Vertigo inspirerede helt sikkert fx Image til at udgive lignende tegneserier.

Sjovt som såvel ophævelse og indførsel af restriktioner i begge tilfælde kan give et kreative miljø en saltvandsindsprøjtning. (Lars von Triers "punkter" for filmskabelse i slut 90'erne/start 2000'erne var med til at fjerne for meget vægt på alt muligt "sidetemaer" inden for film-mediet). Det må være noget med at rammen både kan være for snæver og for bred.

[Carsten Søndergaard]

Det bemærkelsesværdige ved det såkaldte “mørke årti” er at Forlaget Vertigo opstod i 1993 og lagde kimen til den måske vigtigste fornyelse i amerikanske seriehæfter i årtier frem. Vertigo lagde vægt på kunstnerisk frihed, voksent indhold og omgik den etableredes branches restriktioner omkring nøgenhed, stoffer, sprogbrug og vold. Allerede under 90’erne introducerede Vertigo os for store serier som Sandman og Preacher, som begge må anses som amerikanske hovedværker. Senere fulgte talrige andre serier. Vertigo inspirerede helt sikkert fx Image til at udgive lignende tegneserier.

Ja, rigtig god iagttagelse, og det falder jo tidsmæssigt helt i tråd med, at graphic novels for alvor kom på banen i løbet af 1990'erne. Selv om mange graphic novels kom fra mindre indie-forlag, hvor Vertigo opstod i etablerede rammer hos DC, er fællesnævnerne mange: Større frihed til serieskaberne (herunder ophavsret til egne værker), Comics Code kastet i graven, serierne skulle henvende sig til voksne og dermed "gøre tegneserien voksen" for alvor, temaerne var mere dristige og provokerende og personlige, og værkerne skulle kunne formateres til en slags bogform, som ikke kun blev solgt i tegneseriebutikker, men i almindelige boghandler. En revolution, kort sagt.

Og så må man også iagttage den fornyelse, der lå alene i det faktum, at redaktøren Karen Berger, som konstruerede hele set up'et omkring Vertigo, var kvinde. Hvilket var bemærkelsesværdigt usædvanligt og også falder sammen med, at andre kvinder i samtiden og derefter begyndte at skabe og udgive tegneserier og i det hele taget begyndte at virke i tegneseriebranchen. Man må tage hatten af for, at Berger overbeviste sine chefer, Paul Levitz og Dick Giardano (og DC's direktør Jeanette Khan, som ganske vist også var kvinde) om at give hende frie hænder. Og importere engelske forfattere som Neil Gaiman, Grant Morrison, Jamie Delano og (sammen med Len Wein) Alan Moore, fordi hun anså dem for at være mere følsomme og dristigere end amerikanske forfattere. En stor begavelse som tegneserieredaktør.

[GoogaMooga]

Vertigo var fornyende og vigtig, bestemt da, men aldrig nogen trussel mod det etablerede, og Vertigo linien frembragte ikke nogen superstjerne-tegnere. Jeg ejer forsvindende lidt Vertigo - Harvey Pekar og... Swamp Thing? Var Hellblazer Vertigo? John Ridgway var en god tegner, men han blev ikke så længe på Hellblazer.

[Carsten Søndergaard]

Jeg ejer forsvindende lidt Vertigo

Men Googa, det kan muligvis - i enkelte sammenhænge - være interessant at høre, hvad forskellige mennesker har af personlige ejendele. I en akademisk diskussion om tegneseriens udviklingshistorie er det dog mindre væsentligt ... altså, det siger måske noget om dig, men ikke noget om tegneseriens udviklingshistorie

En indledning som fx "Jeg vægter jo tegnere 80 % over for forfattere/redaktører med 20 %, og derfor mener jeg..." kunne måske give dit indlæg en vis form for mening.

Jeg ved jo godt, du ikke bryder dig om ord som "udvikling" eller "udviklingshistorie", og at (citeret fra dig selv) "trussel mod det etablerede" er din største frygt. Det er fair nok. Men det betyder ikke, at der ikke finder udvikling sted, findes en udviklingshistorie, eller at "det etablerede" hele tiden antager nye former i historiens vingesus.