Kan en fejl være så graverende, at du hellere undværer værket?

Brugeravatar
Carsten Søndergaard
Brugerniveau 7
Brugerniveau 7
Indlæg: 7167
Tilmeldt: 2. apr 2005, 00:28
Geografisk sted: København
Kontakt:

Re: Kan en fejl være så graverende, at du hellere undværer værket?

Indlæg af Carsten Søndergaard »

Den bog har solgt næsten en million eksemplarer, langt de fleste naturligvis på fransk, og mange af dem i forskellige former for bogklubsammenhænge.

Den oprindelige hvide udgave kom på 4 sprog, den blå på 8 sprog. Benoît Peeters og Jens Peder Agger får stadig royalties for den her næsten 40 år efter udgivelsen. Ret imponerende.
Mesterius
Brugerniveau 4
Brugerniveau 4
Indlæg: 1837
Tilmeldt: 19. maj 2018, 01:13

Re: Kan en fejl være så graverende, at du hellere undværer værket?

Indlæg af Mesterius »

Carsten Søndergaard skrev: 23. aug 2021, 22:04 Den bog har solgt næsten en million eksemplarer, langt de fleste naturligvis på fransk, og mange af dem i forskellige former for bogklubsammenhænge.

Den oprindelige hvide udgave kom på 4 sprog, den blå på 8 sprog. Benoît Peeters og Jens Peder Agger får stadig royalties for den her næsten 40 år efter udgivelsen. Ret imponerende.
Personlig synes jeg det er litt synd at den store hvite utgave ikke lenger er i trykk, da formatet kler boken og simpelthen gir plass til mer enn den blå. Jeg hadde foretrukket en liten utvidelse av den versjonen snarere enn en omlegging til en mindre og tynnere bok. Men den blå er jo hendigere og også i ca. samme størrelse som et album, så litt av forklaringen ligger vel der.
Brugeravatar
Carsten Søndergaard
Brugerniveau 7
Brugerniveau 7
Indlæg: 7167
Tilmeldt: 2. apr 2005, 00:28
Geografisk sted: København
Kontakt:

Re: Kan en fejl være så graverende, at du hellere undværer værket?

Indlæg af Carsten Søndergaard »

Mesterius skrev: 23. aug 2021, 22:08Personlig synes jeg det er litt synd at den store hvite utgave ikke lenger er i trykk, da formatet kler boken og simpelthen gir plass til mer enn den blå. Jeg hadde foretrukket en liten utvidelse av den versjonen snarere enn en omlegging til en mindre og tynnere bok. Men den blå er jo hendigere og også i ca. samme størrelse som et album, så litt av forklaringen ligger vel der.
Jo, og så var den forkortede blå udgave ganske enkelt nemmere at håndtere i forbindelse med oversættelse til andre sprog og for franske bogklubber. Det var det, der foranledigede Casterman til at lave den nye udgave. Faktisk uden at fortælle Carlsen det på forhånd, hvilket afstedkom en hel del kontrovers på den tid. For det var Carlsen, der havde ophavsretten til bogen (og dermed tilhører den i dag Cobolt). Men da Casterman meddelte, at en bogklub ville aftage 500.000 eksemplarer, faldt sindene til ro. Og Carlsen modtog op igennem 1990'erne store beløb i afregninger fra Casterman, hvoraf en del blev sendt tilbage til Casterman ifølge kontrakten, for brug af illustrationerne, og til Benoît Peeters som forfatter og Jens Peder Agger som ophavsmand til og redaktør af bogen (han havde været snedig nok til at få sig selv skrevet ind i den oprindelige kontrakt). Så alle var sådan set glade.

Men jeg er enig i, at den hvide udgave er langt den mest interessante (selv om den ikke har Alfakunsten med). Den udkom på dansk, svensk, tysk og fransk i 1983, og i alle fire lande er den næsten uopdrivelig i dag. I Danmark går et velholdt eksemplar for 3000 kr., hvis man kan finde et. Der blev trykt 3000 eksemplarer, så den samlede nutidsværdi af den danske udgave kan altså i dag opgøres til op mod 9 millioner kroner.

I 2004 var Benoît Peeters i Danmark i forbindelse med premieren på Anders Østergaards film, Tintin et moi. Det var på det tidspunkt, hvor Casterman havde lanceret tanken om faksimile-udgaver af Tintin, dem som i dag hedder retroudgaver i farver på dansk. Benoît Peeters, Jens Peder Agger og jeg morede os ved den lejlighed ved en reception på den belgiske ambassade over tanken om at lave en faksimile-udgave af den hvide bog.

Problemet er selvfølgelig, at den ikke er digitaliseret og ikke umiddelbart kan trykkes. Og at Michael Farrs bog i mellemtiden i et vist omfang har overtaget dens funktion. Og at Moulinsart formentlig vil stille sig modstræbende over for tanken. Peeters er jo mildt sagt en omstridt person i Moulinsarts øjne, fordi han er kritisk og åbenmundet - men samtidig var det Hergé personligt, der over for Jens Peder Agger insisterede på, at det var ham, der skulle skrive bogen. Derfor var det ham, der lavede det allersidste interview med Hergé.
Mesterius
Brugerniveau 4
Brugerniveau 4
Indlæg: 1837
Tilmeldt: 19. maj 2018, 01:13

Re: Kan en fejl være så graverende, at du hellere undværer værket?

Indlæg af Mesterius »

Carsten Søndergaard skrev: 24. aug 2021, 02:13
Mesterius skrev: 23. aug 2021, 22:08Personlig synes jeg det er litt synd at den store hvite utgave ikke lenger er i trykk, da formatet kler boken og simpelthen gir plass til mer enn den blå. Jeg hadde foretrukket en liten utvidelse av den versjonen snarere enn en omlegging til en mindre og tynnere bok. Men den blå er jo hendigere og også i ca. samme størrelse som et album, så litt av forklaringen ligger vel der.
Jo, og så var den forkortede blå udgave ganske enkelt nemmere at håndtere i forbindelse med oversættelse til andre sprog og for franske bogklubber. Det var det, der foranledigede Casterman til at lave den nye udgave. Faktisk uden at fortælle Carlsen det på forhånd, hvilket afstedkom en hel del kontrovers på den tid. For det var Carlsen, der havde ophavsretten til bogen (og dermed tilhører den i dag Cobolt). Men da Casterman meddelte, at en bogklub ville aftage 500.000 eksemplarer, faldt sindene til ro. Og Carlsen modtog op igennem 1990'erne store beløb i afregninger fra Casterman, hvoraf en del blev sendt tilbage til Casterman ifølge kontrakten, for brug af illustrationerne, og til Benoît Peeters som forfatter og Jens Peder Agger som ophavsmand til og redaktør af bogen (han havde været snedig nok til at få sig selv skrevet ind i den oprindelige kontrakt). Så alle var sådan set glade.
Dette er noe jeg gjerne skulle ha hørt mer om, for det fascinerer meg litt -- opprinnelsen til boken er altså ikke belgisk, men dansk? Jeg visste det vel på en måte allerede, siden jeg har sett at Jens Peder Agger er listet som redaktør... men jeg har alltid lurt på hvordan det hang sammen. Så redigeringen og sammensettingen av boken skjedde altså i danske Carlsen Comics' regi, og så ble den samtrykt på de fire språkene du nevner under?
Carsten Søndergaard skrev: 24. aug 2021, 02:13 Men jeg er enig i, at den hvide udgave er langt den mest interessante (selv om den ikke har Alfakunsten med). Den udkom på dansk, svensk, tysk og fransk i 1983, og i alle fire lande er den næsten uopdrivelig i dag. I Danmark går et velholdt eksemplar for 3000 kr., hvis man kan finde et. Der blev trykt 3000 eksemplarer, så den samlede nutidsværdi af den danske udgave kan altså i dag opgøres til op mod 9 millioner kroner.
Wow! Nå føler jeg meg heldig -- jeg kjøpte nemlig et rimelig velholdt eksemplar av boken for 300 norske kroner i 2013, på den norske tegneseriefestivalen Raptus. Et av de beste funnene på den festivalen. Tidligere hadde jeg lånt et bibliotekseksemplar flere ganger, men jeg hadde ikke helt forestilt meg å eie boken før jeg plutselig så den på en messe på Raptus.
Carsten Søndergaard skrev: 24. aug 2021, 02:13 I 2004 var Benoît Peeters i Danmark i forbindelse med premieren på Anders Østergaards film, Tintin et moi. Det var på det tidspunkt, hvor Casterman havde lanceret tanken om faksimile-udgaver af Tintin, dem som i dag hedder retroudgaver i farver på dansk. Benoît Peeters, Jens Peder Agger og jeg morede os ved den lejlighed ved en reception på den belgiske ambassade over tanken om at lave en faksimile-udgave af den hvide bog.

Problemet er selvfølgelig, at den ikke er digitaliseret og ikke umiddelbart kan trykkes. Og at Michael Farrs bog i mellemtiden i et vist omfang har overtaget dens funktion. Og at Moulinsart formentlig vil stille sig modstræbende over for tanken. Peeters er jo mildt sagt en omstridt person i Moulinsarts øjne, fordi han er kritisk og åbenmundet - men samtidig var det Hergé personligt, der over for Jens Peder Agger insisterede på, at det var ham, der skulle skrive bogen. Derfor var det ham, der lavede det allersidste interview med Hergé.
Go for det, sier jeg bare! :D Et faksimileopptrykk av boken i dag (som dog sikkert kan tillate seg å rette den svenske side) ville nok blitt en salgssuksess også med tanke på bruktprisene den går for.

Og igjen, svært interessant å høre mer om bakgrunnen. Så Agger forela altså konseptet til boken for Hergé, hvorpå Hergé insisterte på at Benoît Peeters skulle forfatte den? Peeters' intervju med Hergé er forresten et av de største tapene i den forkortede blå utgaven.
Brugeravatar
GoogaMooga
Brugerniveau 7
Brugerniveau 7
Indlæg: 22977
Tilmeldt: 17. feb 2005, 21:38

Re: Kan en fejl være så graverende, at du hellere undværer værket?

Indlæg af GoogaMooga »

Right, that seals the deal, jeg beholder den hvide bog! Jeg vil kysse den svenske side i bar taknemlighed over at være kommet til fornuft!
"It's a mod, mod, mod, mod world, luv!" -- Twiggy
Brugeravatar
Carsten Søndergaard
Brugerniveau 7
Brugerniveau 7
Indlæg: 7167
Tilmeldt: 2. apr 2005, 00:28
Geografisk sted: København
Kontakt:

Re: Kan en fejl være så graverende, at du hellere undværer værket?

Indlæg af Carsten Søndergaard »

Mesterius skrev: 24. aug 2021, 02:32Så Agger forela altså konseptet til boken for Hergé, hvorpå Hergé insisterte på at Benoît Peeters skulle forfatte den? Peeters' intervju med Hergé er forresten et av de største tapene i den forkortede blå utgaven.
Ja, det var Jens Peder Aggers idé at lave bogen. Det hele kom sig af, at Hergé hvert år sendte et flot julekort til sine forretningsforbindelser, og Agger havde længe gået og funderet på, om ikke man kunne udgive de fine motiver på en eller anden måde, så langt flere mennesker kunne få glæde af dem. Det udviklede sig til et koncept til en bog om Hergé og hele hans værk, som han forelagde for Casterman, men de var ikke rigtig interesseret. Derfor opsøgte han i stedet Hergé selv, og han var meget begejstret for de tanker, Agger havde gjort sig. Han havde kun ét eneste krav, og det var at Benoît Peeters skulle skrive teksten. Han havde lært ham at kende 5-6 år tidligere og stolede på ham, fordi han syntes godt om Peeters' indfaldsvinkel til tegneserier, litteratur m.v. I øvrigt havde han skrevet speciale om Castafiores juveler, som Hergé også bifaldt.

Derefter blev Casterman interesseret - de kunne jo dårligt tillade sig at være andet over for Hergé. Men eftersom det var Aggers projekt, var det Carlsen der havde ophavsretten til bogen.

Agger tilbragte i tiden derefter flere uger i Bruxelles, hvor han som den første i verden fik fri adgang til Hergés arkiver. Han var på den tid en iøjnefaldende skikkelse, der var langhåret og gik med stetsonhat, cowboybukser og kulørte T-shirts. Det havde Hergé ingen problemer med, uanset at han selv altid var meget konservativt og korrekt klædt, også når han arbejdede på tegnestuen. Når Agger ankom til Bruxelles, hentede Hergés uniformerede chauffør ham i lufthavnen i Hergés hvide limousine. Og han deltog i den daglige rutine på Hergés tegnestue, som blandt andet bestod i, på klassisk fransk manér, at man gav hinanden hånden og hilste når man mødte om morgenen, igen når man gik ud for at spise frokost, atter når man vendte tilbage fra frokost, og til sidst når man gik hjem ved arbejdstids ophør.

Agger har selv fortalt, at han var lidt forbløffet over, at Per Carlsen gav ham frie hænder til at sætte bogen i værk, for det krævede naturligvis enorme ressoucer både tidsmæssigt og økonomisk. Men Per Carlsen troede altså også på projektet, og når det overhovedet kunne lade sig gøre uden at Casterman var med på vognen fra starten, var det naturligvis fordi Per Carlsen og Jens Peder Agger selv kunne bestemme, at bogen skulle udkomme på både dansk, svensk og tysk, eftersom Carlsen på den tid selv bestemte, hvad datterforlagene i Stockholm og Hamborg udgav.

Den danske udgave er oversat af Ole Steen Hansen, og det var hans første store opgave af sådan et omfang. Siden blev han selv i en periode redaktør på Carlsen Comics, og i de sidste 40 år har oversat i hundredvis af tegneseriealbum og mange andre tegneserier foruden en større antal romaner.
Mesterius
Brugerniveau 4
Brugerniveau 4
Indlæg: 1837
Tilmeldt: 19. maj 2018, 01:13

Re: Kan en fejl være så graverende, at du hellere undværer værket?

Indlæg af Mesterius »

Carsten Søndergaard skrev: 24. aug 2021, 23:42
Mesterius skrev: 24. aug 2021, 02:32Så Agger forela altså konseptet til boken for Hergé, hvorpå Hergé insisterte på at Benoît Peeters skulle forfatte den? Peeters' intervju med Hergé er forresten et av de største tapene i den forkortede blå utgaven.
Ja, det var Jens Peder Aggers idé at lave bogen. Det hele kom sig af, at Hergé hvert år sendte et flot julekort til sine forretningsforbindelser, og Agger havde længe gået og funderet på, om ikke man kunne udgive de fine motiver på en eller anden måde, så langt flere mennesker kunne få glæde af dem. Det udviklede sig til et koncept til en bog om Hergé og hele hans værk, som han forelagde for Casterman, men de var ikke rigtig interesseret. Derfor opsøgte han i stedet Hergé selv, og han var meget begejstret for de tanker, Agger havde gjort sig. Han havde kun ét eneste krav, og det var at Benoît Peeters skulle skrive teksten. Han havde lært ham at kende 5-6 år tidligere og stolede på ham, fordi han syntes godt om Peeters' indfaldsvinkel til tegneserier, litteratur m.v. I øvrigt havde han skrevet speciale om Castafiores juveler, som Hergé også bifaldt.

Derefter blev Casterman interesseret - de kunne jo dårligt tillade sig at være andet over for Hergé. Men eftersom det var Aggers projekt, var det Carlsen der havde ophavsretten til bogen.
Takk for den fyllestgjørende utdypingen om boken, Carsten, og ikke minst for historien under om når Jens Peder Agger dro til Brussel for å besøke Hergé og studioet hans. Det er jo nesten som å være der. :)
Carsten Søndergaard skrev: 24. aug 2021, 23:42 Agger tilbragte i tiden derefter flere uger i Bruxelles, hvor han som den første i verden fik fri adgang til Hergés arkiver. Han var på den tid en iøjnefaldende skikkelse, der var langhåret og gik med stetsonhat, cowboybukser og kulørte T-shirts. Det havde Hergé ingen problemer med, uanset at han selv altid var meget konservativt og korrekt klædt, også når han arbejdede på tegnestuen. Når Agger ankom til Bruxelles, hentede Hergés uniformerede chauffør ham i lufthavnen i Hergés hvide limousine. Og han deltog i den daglige rutine på Hergés tegnestue, som blandt andet bestod i, på klassisk fransk manér, at man gav hinanden hånden og hilste når man mødte om morgenen, igen når man gik ud for at spise frokost, atter når man vendte tilbage fra frokost, og til sidst når man gik hjem ved arbejdstids ophør.
Hvor mange jobbet egentlig på Hergés tegnestue rundt 1982 (når jeg antar at mye av arbeidet med boken ble gjort)? Det var vel ikke de mest aktive tidene for studioet, men litt bestillingsoppdrag og spesialtegninger ser jeg for meg at de stadig holdt på med.
Carsten Søndergaard skrev: 24. aug 2021, 23:42 Agger har selv fortalt, at han var lidt forbløffet over, at Per Carlsen gav ham frie hænder til at sætte bogen i værk, for det krævede naturligvis enorme ressoucer både tidsmæssigt og økonomisk. Men Per Carlsen troede altså også på projektet, og når det overhovedet kunne lade sig gøre uden at Casterman var med på vognen fra starten, var det naturligvis fordi Per Carlsen og Jens Peder Agger selv kunne bestemme, at bogen skulle udkomme på både dansk, svensk og tysk, eftersom Carlsen på den tid selv bestemte, hvad datterforlagene i Stockholm og Hamborg udgav.
Morsomt å tenke på at Casterman ikke var interesserte i en slik dybdegående bok om sin egen flaggskiptegneserie, mens Hergés danske forlegger derimot trodde fullt og fast på den. Men Casterman hadde jo også tidligere vært uinteresserte i særutgivelser med Tintin; se bare hvordan Herge måtte kjempe for å få dem til å gjenutgi "Tintin i Sovjetunionen" på 70-tallet. Casterman var vel godt fornøyde bare med salgene til de vanlige fargealbumene.
Brugeravatar
Carsten Søndergaard
Brugerniveau 7
Brugerniveau 7
Indlæg: 7167
Tilmeldt: 2. apr 2005, 00:28
Geografisk sted: København
Kontakt:

Re: Kan en fejl være så graverende, at du hellere undværer værket?

Indlæg af Carsten Søndergaard »

Mesterius skrev: 25. aug 2021, 00:23Hvor mange jobbet egentlig på Hergés tegnestue rundt 1982 (når jeg antar at mye av arbeidet med boken ble gjort)? Det var vel ikke de mest aktive tidene for studioet, men litt bestillingsoppdrag og spesialtegninger ser jeg for meg at de stadig holdt på med.
Angiveligt var der 50 ansatte, da der var flest, og 12, da der var færrest. Så der har mindst være 12 og formentlig flere. Tegnestuen stod jo for alle illustrationer til brug for merchandise, reklamer osv., og dem var der mange af på den tid. Tegnestuen arbejdede også med de nye album med Quick & Flupke, som Bob De Moors søn, Johan De Moor, stod i spidsen for. Og endnu i 1982 arbejdede Hergé jo på Alfa-kunsten, blandt andet sammen med Johan De Moor.
Mesterius skrev: 25. aug 2021, 00:23Morsomt å tenke på at Casterman ikke var interesserte i en slik dybdegående bok om sin egen flaggskiptegneserie, mens Hergés danske forlegger derimot trodde fullt og fast på den. Men Casterman hadde jo også tidligere vært uinteresserte i særutgivelser med Tintin; se bare hvordan Herge måtte kjempe for å få dem til å gjenutgi "Tintin i Sovjetunionen" på 70-tallet. Casterman var vel godt fornøyde bare med salgene til de vanlige fargealbumene.
Casterman har alle dage været en gåde, og er det stadig, selv om det ikke længere er i familien Castermans eje, som det var i syv generationer fra 1777 til 1999, hvor det havde til huse i noget, der sagtens kunne minde om gamle klosterbygninger, hvilket adressen 28, rue des Soeurs Noires stemte med (De Sorte Søstres Gade) i den belgiske provinsby Tournai, en af de ældste gallo-romerske byer i Belgien, helt ude vestpå ikke langt fra den franske grænse. Byens imposante femtårnede domkirke står på UNESCO's verdensarvliste. En af Casterman'erne var borgmester i byen i to perioder i 1940'erne og 50'erne. Castermans trykkeri var den væsentligste aktivitet i virksomheden og uden tvivl byens største arbejdsplads, i 1960'erne var der 800 ansatte. Familien Castermans arkivalier (1728 hyldemeter) er overdraget til bymuseet, hvor det udgør et væsentligt aktiv med et særligt "Galérie Henri Casterman" i egen bygning, hvor 80 gamle trykmaskiner er udstillet. Et lille torv udenfor er døbt "Place Hergé". Bymuseet er også den stolte ejer af arkiverne efter Bob Morane-forfatteren Henri Vernes, en anden af byens stolte sønner.

I forbindelse med lanceringen af [A Suivre] i 1978 åbnede Casterman redaktioner i Bruxelles og Paris, men på hovedkontoret i Tournai herskede den klassiske ånd, først og fremmest trykkeriet (som fx hvert år trykte den belgiske stats telefonbøger) og så en forlagsafdeling, der mest var rettet mod børn med traditionelle børnebøger, børnetegneserier - og så Tintin. Hvis jeg skal gætte, har der i 1981-82 været en stemning af, at Tintin ville blive fortid relativt snart - og at fremtiden lå i de moderne voksentegneserier. Derfor har man måske ikke rigtig troet på en bog om Hergé og Tintin.

Omvendt gav successen med Le Monde d'Hergé formentlig Casterman blod på tanden, blandt andet med Cyrille Mozgovines De Aballah à Zorrino og Albert Algouds mange Tintin-relaterede bøger, de årlige Tintin-kalendere, quizbogen osv. indtil et godt stykke oppe i 1990'erne, hvor Moulinsart så kaprede alting. På den måde kan man vel sige, at Jens Peder Agger og Per Carlsen vækkede Castermans interesse for Tintin til live igen ;-)
Besvar