SERIELAND - fordi vi elsker tegneserier

Carstens graf andetsteds under 'tegneseriedebat' gav mig blod på tanden. Hvem er vi, os herinde, og især hvordan er vi fordelt rent aldersmæssigt. Så, bare for sjov (læg lidt Piet Hein ind, hvis du synes), er her en lille afstemning.

Måske siger den noget om Serieland. Måske siger den ingenting om Serieland.

65, snart 66 udenpå. Indeni 8 - 112 år alt efter dagsformen

mvh.

Tintin serien havde et slogan, "Fra 0 til 77". Vi må ikke glemme Tintin.

GoogaMooga skrev: ↑14. jan 2022, 17:44 Tintin serien havde et slogan, "Fra 0 til 77". Vi må ikke glemme Tintin.

Nu ikke spydig

mvh.

GoogaMooga skrev: ↑14. jan 2022, 17:44 Tintin serien havde et slogan, "Fra 0 til 77". Vi må ikke glemme Tintin.

Nu ikke spydig

mvh.

Robin skrev: ↑14. jan 2022, 17:47

GoogaMooga skrev: ↑14. jan 2022, 17:44 Tintin serien havde et slogan, "Fra 0 til 77". Vi må ikke glemme Tintin.

Nu ikke spydig

mvh.

Faktisk var Tintin-slagordet "Fra 7 til 77". Og det var nok flaks for meg, for jeg tror jeg oppdaget Tintin akkurat det året jeg fylte syv.

Jeg var også syv år; mit første album var "King Ottokar's Sceptre", fra Methuen.

Jeg var enten fem eller seks, og mit første album må næsten have været Den mystiske stjerne. Et eller andet sted i et fotoalbum har jeg et foto af mig og min søster, taget af min far i Silkeborg. Min søster kan sidde op, sådan lige akkurat og jeg sidder med sorte briller, krøllet hår og jeg viser stolt det der Tintinalbum frem.

Mitt første album var "Rackham den Rødes skatt", i den norske 1987-utgaven fra Semic. En fantastisk opplevelse.



Før jeg leste det, hadde jeg allerede sett litt av Nelvanas tegnefilmserie på TV. Så vidt jeg husker var mitt aller første møte med Tintin TV-versjonen av "Den sorte ø". Jeg var veldig fascinert av at en tegnefilm kunne starte med at en mann ble skutt, og trodde faktisk et lite øyeblikk at Tintin døde før han våknet opp på sykehuset i neste scene.

Jeg læste første gang Tintin: Kong Ottocars Scepter hos en ven, jeg kan godt ha været syv… det udkom, da jeg var fem.

I min barndom var der kun Anders And som vi til gengæld købte fast så snart jeg kunme læse. De store tegneseriealbums kom da jeg blev 8-9 år og begyndte at hjemsøge børnebiblioteket. Der var kvota på, så vidt jeg husker, noget med max 2 tegneserier pr hjemlån. Til gengæld måtte vi læse alle dem vi ville medens vi sad dernede og vi kunne høre musik samtidig i hovedtelefoner.

Min barndoms store traume var de store hvide. Simpelthen fordi de kostede spidsen af en I ved nok.

Mogens, som jeg i klasse med, han var pisseforkælet og fik dem bare løbende. Han får ikke engang læse dem.

En grusom begrænsning på linje med bibliotekernes afmålthed. Bogbussen som kom forbi to gange ugentligt var en skat. Men man måtte kun låne fem tegneserier ad gangen...

Indtil videre tyder afstemningen på, at flertallet i hvert fald er nogle halvgamle banditter