Berti Stravonsky skrev: ↑21. maj 2022, 17:25
En respektabel tegneseriesamling. I sig selv besynderligt, faktisk. Jeg er enig med Erling. Man har, hvad man har, fordi man holder af det, man har. Og sådan oppefra og ned er der vel intet, der er finere end andet? For det er smag vi taler om, og der er vel ingens smag, der er finere end andres?
Men så alligevel.
Her er to samlinger. Samling A og samling B. I førstnævnte er der slidte jumbobøger og nogle Fart & Tempo'er, nogle Basserne samt et par albums. En beskeden samling. I sidstnævnte er det anderledes. En komplet Pratt og fx samt en masse klassikere, sådan fra Asterix over Hergé og videre til 2022 med Undertaker og Shi og den slags.
Jeg hælder til, at samling B er finere end samling A.
I gamle dage, da tegneserien generelt var ildeset i brede kredse, var vi nogle, der morede os med højt at sige: "Man har vel lov til at have en dårlig smag!" Underforstået at vi ikke mente, det var dårlig smag at interessere sig for tegneserier, tværtimod.
Der er ikke noget, der er finere end andet. Enhver, der selv har - eller ønsker at have - "slidte jumbobøger og nogle Fart & Tempo'er, nogle Basserne samt et par albums" vil jo synes, at det er en virkelig fin og respektabel samling. Tilsvarende med "En komplet Pratt og fx samt en masse klassikere, sådan fra Asterix over Hergé og videre til 2022 med Undertaker og Shi og den slags". Til gengæld vil den slags samlere måske synes, at det er det mest latterlige, hvis nogen har en gigantisk mangasamling, en abnorm superheltesamling, et meget stort og bredt udsnit af sofistikerede graphic novels. Så ja: Man har jo det, man holder af at have. Men behøver ikke at disse andres samlinger, hvis man har noget andet end dem.
Erling omskriver "respektabel samling" til "repræsentativ samling", og det er nok et bedre begreb. Sådan en
kan man have, hvis man synes sådan en er sjov at have. Det synes jeg, og det har jeg, men det er bestemt ikke nogen "fin" samling. Alt har været mokket rundt med, flyttet, har været brugt og læst og lånt ud og klippet i og flået i og opbevaret uhensigtsmæssigt, endda røget på, og der er intet komplet over den eller nogen hensyntagen til førsteudgave eller ej. Så mange vil vel synes, at det er en skodsamling.
Min henvisning til Angoulême-prismodtagerne var bare et lille oplæg til debat. Er de 50+ modtagere af den store pris nogle, som alle "bør" have i sin samling? Det er de nok ikke. Selv om jeg vil tro, at de fleste her faktisk kender langt de fleste og sikkert har en del værker af i hvert fald mange af dem. Der har jo i årevis været diskussion om udvælgelsesproceduren af modtagere af den store pris, og med rette. Men hovedparten af de 50+ modtagere er dog verdensanerkendte store tegneserienavne. Også François Boucq. Men dels findes der jo mange andre lige så attråværdige tegneserieskabere (særligt måske uden for Frankrig, geografisk er listen jo ret så national). Ikke at det af den grund er "finere" eller "mindre fint", hvis man ikke har dem i sin samling eller i øvrigt bryder sig om deres værker eller ej.