Interessant begrensning, og det forklarer jo en del.Carsten Søndergaard skrev: ↑8. jun 2022, 00:30 Om det med farverne på ryggene: Det er rigtigt, som Jakobsen beskriver, at farverne har ændret sig i årenes løb. Hvilket ganske enkelt skyldtes, at det i 1940'erne og 50'erne ikke var muligt at vælge en præcis farve, når noget skulle trykkes, man måtte tage til takke med de kulører, der tilfældigvis kunne skaffes.
Jeg antar det betyr at alle albumene var røde, oransje eller gule i sine opprinnelige utgaver. Men hvor kommer den blå farge som Jakobsen nevnte inn i bildet? Flere av de britiske album i dagens standardutgaver har blå rygger.Carsten Søndergaard skrev: ↑8. jun 2022, 00:30 Jeg aner ikke, om det virkelig var tilfældet, at samtlige album blev genoptryk med ens rygfarve, hver gang et nyt album udkom. Det er måske tænkeligt. Men svært at se nogen logisk begrundelse for det, for alle dem, der allerede havde anskaffet de tidligere album, ville vel ikke hver eneste gang købe et nyt eksemplar af samtlige tidligere album, bare fordi de nu havde samme rygfarve som det allernyeste. Så de fleste mennesker ville alligevel have rygge i flere forskellige farver i deres reol.
Selv i vore dage er det sådan set et problem. Ganske vist er det bestemt, at rygfarverne på retroudgaverne har den farve, eller cirka den farve, førsteoplaget havde, men også i nutiden kan der være problemer med at få de præcise farvetoner. De er dog alle sammen røde, orange eller gule, men i de forskellige oplag i årenes løb er der forskellige toner af rød, orange og gul.
Det er jo noe fantastisk og samtidig sprøtt over at Moulinsart og Casterman går SÅ opp i dette, og gjør det så komplisert (og sikkert både tid- og pengekrevende) at disse fargene skal være så presise som mulig. Egentlig kunne det vært litt morsomt om de i stedet gikk ut fra datidens virkelighet om at fargene ble valgt tilfeldig etter hva som var tilgjengelig. Da ville det bli et lotteri hver gang jeg bestilte et retroalbum på Adlibris hvilken farge det ville ha på ryggen.Carsten Søndergaard skrev: ↑8. jun 2022, 00:30 I Cobolts logistiske system ringer der en klokke, når lagertallet for et album når et vist lavpunkt, som for retroudgaverne er mindst et halvt år, før det forventes at være udsolgt. Fordi man ved, at det kræver mindst 6 måneder at sikre både det særlige retropapir og materialet til ryggene i den (omtrentlige) rigtige farve til et genoptryk.
Hvis Moulinsart og Casterman nå samtidig hadde gått like mye opp i å respektere det originale papiret som ble brukt i fargealbumene... nå, men jeg vet jo at det toget er gått for lengst. Nærmere bestemt i 1996.
Jeg har forresten inntrykk av at Castermans eget trykkeri ble nedlagt samtidig med overgangen til det blanke papiret i standardutgavene? Jeg har ofte lurt på om det hadde en direkte sammenheng med skiftet, på siden av lanseringen av Den sorte ø i fargefaksimile.
Det er et godt poeng at de skal skille seg markant fra standardutgavene, ja.Carsten Søndergaard skrev: ↑8. jun 2022, 00:30 Efter min mening er det, som det skal være. Hvis alle retroudgavernes rygge var røde, orange, gule eller blå, ville det se røvsygt ud i reolen - i særdeleshed når der ikke er hverken titler eller numre på ryggene. Og hvis, som Antaeus foreslår, Sovjetunionen og Alfa-kunsten blev inkluderet i retroudgaverne, fordi det ville være "brugervenligt", så ville begrundelsen for overhovedet at have både retro- og standardudgaven blive udvisket. Hovedparten af publikum er alligevel ligeglad med, at Hergé lavede noget om i nogle af albummene i årenes løb. Så der skal være noget "mystisk" og "upraktisk" omkring dem, for at det giver mening. På de fleste sprog findes der faktisk kun én udgave.