Ja, der er mange små morsomme optrin - sikkert hentet fra Hergés egne oplevelser som spejder med telt og vandreture, men i bund og grund er det en transporthistorie. Den er elegant lavet, men i bund og grund synes jeg, den bærer præg af, at Hergé satte sig for at lave et klassisk Tintin-eventyr og indså, at han ikke længere evnede at sende Tintin ud på den slags fjollerier længere. Man kan læse mere om det i bogen "Tintin et les Bigotudos", der beskriver hans kvaler med at finde på netop i denne periode.Mesterius skrev: ↑18. sep 2022, 14:32Utrolig hvor ulikt man kan oppleve ting. Generelt tror jeg at jeg er mer enig med deg enn Antaeus og Gimli når det gjelder Tintin, men ikke her. Snarere enn ujevn, finner jeg historien i "Tibet" engasjerende og involverende fra første til siste side. Utropene med "Tchang" i starten, scenen der Haddock vil ofre seg istedenfor at både han og Tintin styrter i dypet, den håpløse følelsen etter at de ankommer flyvraket og tar inn over seg hvor umulig det vil bli å lete videre, sekvensen på klosteret, drømmesekvensene, skildringen av yetien... Det er haugevis av høydepunkter.Frank Madsen skrev: ↑18. sep 2022, 13:59Det altid meget hypede "Tintin i Tibet" har for mig altid stået som et mislykket Tintinalbum, som var samspilsramt af Hergés mareridt p.gr.a. utroskab og problemer med at finde genuint interessante farer og oplevelser for Tintin og hans venner i Tibets sneklædte vildmark. Det bliver aldrig rigtig spændende og fiser ud til sidst. En ujævn affære.
Juveltyveriet er så den historie, hvor han fra starten laver en historie, hvor han tager konsekvensen af sine overvejelser og driver gæk med læserens forventninger (og sikkert også Castermans, sådan som f.eks. Tardi også har gjort det med "Adele" siden bind 4). Den er langt mere vellykket efter min mening.