SERIELAND - fordi vi elsker tegneserier

I disse VM tider sker der ikke så forfærdeligt meget her på siden. Så derfor....

Hvilken tegneserie er den sjoveste af dem alle, lad det være striber, enkeltstående albums eller serier.
Det kan også være en sekvens, som fek.s. en af min egne ynglinge: Kviks cykelløb i Kvik i knibe. Hele den sekvens kan få mig til at grine højlydt, hvilket er yderst sjældent når jeg læser tegneserier.

Af hele serier kan jeg nævne Groo barbaren af Sergio Aragones, som der desværre kun er udgivet få numre af på dansk.

Blandt striberne er der selvfølgelig Calvin og Hobbes og så en af mine ynglinge: Monty.

..Flere?

Jeg tror faktisk aldrig at jeg har grinet ad en tegneserie. Men hvis jeg skulle vælge den jeg finder mest morsom (uden at grine over den) så bliver det nok Basserne.

Thopman skrev:I disse VM tider sker der ikke så forfærdeligt meget her på siden. Så derfor....

Hvilken tegneserie er den sjoveste af dem alle, lad det være striber, enkeltstående albums eller serier.

Jeg grinede højt og længe over "Vakse Viggo" bind 4, da jeg læste det på biblioteket. Masser af katte og måger, der gjorde fjollede ting på alle siderne. VV på højden af sin karriere. Da han senere blev medlem af Amnesty og Greenpeace, blev det knap så sjovt.

Historien med Anders And, der får en gammel, sjælden 25-øre af onkel Joakim, hvorefter han farer i pendulfart mellem OJ og mønthandleren nede på hjærnet, er også sjov.

Og så den, hvor Fat Freddies kat skider i FFs hovedtelefoner...

Steen og Stoffer og The Far side

Jeg var på projekt med en kollega på et tidspunk hvor vi begge to havde læst så meget Larson at det var nok bare at han sagde teksten fra en af Larsons tegninger, så kunne jeg huske billedet og så sad vi begge to og grinede mens resten af projektet sad og så lettere hovedrystende til

I gamle dage var der også Basserne, Vakse Viggo og Flip og Flop... og Hagar ... og Legionen ... og Sturmtruppen - der er faktisk masser at grine af

blackno1 skrev:...og The Far side

Nåja, for pokker. Den med køerne, der holder cocktailparty på marken, og skynder at opføre sig normalt, når der kommer biler forbi...

Thit og Jarls "Bæver" er også hamrende sjov og dybt underlig.

Generelt serieparaden over Basserne. Serieparaden havde gode grin som Sumpen, S&S og Erling mens Basserne (sidst jeg læste dem) fortsat kørte De evige dødssejlere (serier som Basserne, Garfield og Legionen, der ikke har indeholdt en ny ide i 20 år).

Men jeg har aldrig klasket mig på låret af grin, tror jeg.

Heller ikke den lårklaskende type, men okay - da jeg var helt lille Garfield og som teenager Stein und Drogen auch. Næsten for banalt at nævne - hmm... hvad kan der ellers være... Lauzier er ret sjov, sys jah. Arne And var skæg-skæg. Claus Delueran var sjov - især i Danmarkshistorien. Niels Roland er sjov. Olfax er sjov. Doonesbury er sjav-sjav.

Det suværent morsomste, jeg har læst som voksen, er American Psycho. Faktisk har jeg læst den en små fire-fem gange - men splatterscenerne droppede jeg efter den første.

Hva' me' Peanuts? Da den toppede i 60'erne og 70'erne var den utroligt morsom på sådan en hjertenskær, menneskelig måde. Alene Charlie Browns udtryk, når Snoopy danser drillende foran ham. Peanuts er også én af de få tegneserier, der er blevet succésfuldt omsat til tegnefilm. The Far Side havde også fat i noget, når den var allerbedst, men det var kun omkring en tiendedel - der gik hurtigt tomgang i den med dyr-som-mennesker temaet, hvad man også kan erfare hos Larson-klonerne Wulffmorgenthaler. Ellers kan jeg huske Vakse Viggo, især når der skulle skrives kontrakt, og Lauzier gjorde også godt grin med borgermusikken. Hvad er der egentlig blevet af Lauzier?

Cerebus er også skideskæg, når Sim folder sin parodiske evner ud. Hvad enten det er tegneserieparodier (Moonroach og "Unorthodox Economical Revenge" er for stort), samfundsparodier (først og fremmest bureakrati!) eller andre kendte figurer (Groucho marx og Oscar Wilde). Faktisk er det ret vildt hvad den Conan-parodi endte med at blive til.

Christian Aarestrup skrev: Det suværent morsomste, jeg har læst som voksen, er American Psycho. Faktisk har jeg læst den en små fire-fem gange - men splatterscenerne droppede jeg efter den første.

Du er en syg mand!....

Thopman skrev:

Christian Aarestrup skrev: Det suværent morsomste, jeg har læst som voksen, er American Psycho. Faktisk har jeg læst den en små fire-fem gange - men splatterscenerne droppede jeg efter den første.

Du er en syg mand!....

Nej, seriøst. Som en parodi på yorker-yuppie-miljøet, som BEE kender som sin egen baglomme. Telefonsamtalerne, restaurantbesøgene, det hele - det er hysterisk morsomt efter min mening.

Under en koncert med U2 - som slipsedrengene selvfølgelig sidder ned på første række til - spørger én af Batemans venner ham om, "hvem af dem der er trommeslageren?" Det er eddermame sjovt!

Christian Aarestrup skrev: Nej, seriøst. Som en parodi på yorker-yuppie-miljøet, som BEE kender som sin egen baglomme. Telefonsamtalerne, restaurantbesøgene, det hele - det er hysterisk morsomt efter min mening.

Under en koncert med U2 - som slipsedrengene selvfølgelig sidder ned på første række til - spørger én af Batemans venner ham om, "hvem af dem der er trommeslageren?" Det er eddermame sjovt!

Jeg er for så vidt enig, selv om jeg ikke har læst den, siden jeg var 14. Jeg husker hans totalmaniske besættelse af visitkort som helt fantastisk.

Og hold da op, hvor Glamorama bare enormt ufed. Den er ikke sjov.

Thomas S skrev:

Christian Aarestrup skrev: Nej, seriøst. Som en parodi på yorker-yuppie-miljøet, som BEE kender som sin egen baglomme. Telefonsamtalerne, restaurantbesøgene, det hele - det er hysterisk morsomt efter min mening.

Under en koncert med U2 - som slipsedrengene selvfølgelig sidder ned på første række til - spørger én af Batemans venner ham om, "hvem af dem der er trommeslageren?" Det er eddermame sjovt!

Jeg er for så vidt enig, selv om jeg ikke har læst den, siden jeg var 14. Jeg husker hans totalmaniske besættelse af visitkort som helt fantastisk.

Og hold da op, hvor Glamorama bare enormt ufed. Den er ikke sjov.

Der er så vidt jeg husker et kapitel som er identisk med et i Less than zero, det er der hvor han besøger sin mor og samtidig betragter det størknede blod under neglene.

...Wow!..Nu vender det hele tilbage: vandmanden i mikroovnen, Huey Lewis and the News, boremaskinen, rotten i lokummet, de strømførende kabler...Åhhh! Disse minder!
Men morsomt!?...Måske jeg burde læse den igen.

Thopman skrev: Der er så vidt jeg husker et kapitel som er identisk med et i Less than zero, det er der hvor han besøger sin mor og samtidig betragter det størknede blod under neglene.

De møder Bateman på en restaurant i Less, ikke? Er det den, du tænker på?

GoogaMooga skrev:Hva' me' Peanuts? Da den toppede i 60'erne og 70'erne var den utroligt morsom på sådan en hjertenskær, menneskelig måde. Alene Charlie Browns udtryk, når Snoopy danser drillende foran ham. Peanuts er også én af de få tegneserier, der er blevet succésfuldt omsat til tegnefilm. The Far Side havde også fat i noget, når den var allerbedst, men det var kun omkring en tiendedel - der gik hurtigt tomgang i den med dyr-som-mennesker temaet, hvad man også kan erfare hos Larson-klonerne Wulffmorgenthaler. Ellers kan jeg huske Vakse Viggo, især når der skulle skrives kontrakt, og Lauzier gjorde også godt grin med borgermusikken. Hvad er der egentlig blevet af Lauzier?

Radiserne! Jeg husker en stribe, hvor Nuser ligger og sover på sit hundehus. Pludselig vågner han, går over til Søren Bruns hus og banker på. Søren Brun lukker op. "Nej!" siger Brun, hvorefter Nuser går tilbage til hundehuset i dybe tanker: "Mærkeligt! Jeg syntes ellers jeg hørte en chokoladeplesken kalde på mig..."

Genialt og absurd character gag.