Christian Aarestrup skrev:Det gi'r vel ikke rigtig nogen mening at vælge mellem noget, hvis man ikke positioner sig afgørende ved valget. Efterhånden er de to serier vel smeltet sammen i ren tegneserie-nostalgi, og der er derfor ikke længere meget rock'n'roll over at bekende til til Spirou kontra meget overklasse over at gå op i Tintin.
Enig. De tilhører for mange danskere over 40 år et par af følehornene i det store albumboom i 1970'erne sammen med Lucky Luke og flere andre fransk-belgiske serier, som alle sammen i øvrigt havde en anden forhistorie i deres hjemlande i 1940'erne, 50'erne og 60'erne. For nutidens yngre tegneserielæsere er de højst en slags koryfæer, der repræsenterer en samlet fortid, og for læsere i 20'erne og 30'erne har den oprindelige polarisering i bedste fald akademisk interesse.
Alligevel er det her jo en smule interessant set med danske øjne:
Frank Stevens skrev:The magazine Tintin was led by Hergé, the designer of the comic character with the same name. The comics in the magazine were like the comic Tintin: catholic, serious, without frivolities, open to events in other cultures or to events in the past, sound from an educational point of view, with realistically, anatomically correct drawings and well documented backgrounds. All comic writers were followers of the so called clear line drawings, so cherished by Hergé. Spirou on the other hand, had a more rebellious image, although it was as catholic or as sound from an educational point of view as Tintin. Instead of the seriousness of the comics of Tintin, it offered comics with a sense of humour like Spirou, but also comics as the Smurfs or Lucky Luke. The drawings and stories were not at all realistic, the events took place in a completely fantasized world and there was a strong emphasis on humour and amusement.
På forunderligvis afspejler opdelingen af stilarter, læsersegmenter osv. på en måde den opdeling, der var i 1970'erne mellem Gutenberghus og Carlsen på den ene side (de renfærdige, nærmest katolsk-hellige; fonden med de velgørende formålsparagraffer og Per Carlsen med sin personlige renfærdighed) og Interpresse (rebellerne og de grænseløse fantaster; forlaget der blev opfattet som det rene Christiania, da Carlsen skulle fusionere med Interpresse) på den anden side. Den hellige akse Lombard-Casterman gik igen i Gutenberghus (Fart og tempo etc.) og Carlsen (Tintin etc.), mens Dupuis' mere løsslupne fremtoning i Danmark blev repræsenteret af Interpresse. Ikke i al evighed, for Carlsen udgav jo også Dupuis-serier (og fra sidst i 70'erne også udfordrende voksentegneserier), og Interpresse udgav også efterhånden Lombard- og Castermanserier. Men grundlæggende var der de samme forskelle gennem 1960'erne og det meste af 70'erne. Hvilket også ses af, at Carlsen og Gutenberghus aldrig var konkurrenter på den tid, mens Interpresse var konkurrent til både Carlsen og Gutenberghus og omvendt.
Dayez's bog, som Frank Stevens baserer sine konklusioner på, om konkurrencen mellem Journal Spirou og Journal Tintin, kan anbefales, hvis man kan fransk, men det fine link, som Frank skal have tak for, er et udmærket koncentrat af nogle af dens konklusioner.
Desværre er meget af den tids konkurrence uddød, fordi forlagene i tidens bigger-is-better-bølge konstant opkøber hinanden og dermed dræber de lokale kreative miljøer. At Dupuis og Lombard og Dargaud og Lucky Productions og Blake et Mortimer m.fl. i dag har samme ejer, er selvfølgelig absurd og dræbende for kreativiteten på det største europæiske tegneseriemarked. Men heldigvis opstår der, måske af samme årsag, nye forlag, som på deres egen måde er enten katolsk-hellige eller rebelske og som vækker nye kreative miljøer til live.
De er blot holdt op med at give hovedpersonerne strithår og kæledyr.