GoogaMooga skrev:
Fortällinger kan give menneskelig indsigt, de kan underholde, og så vist ikke ret meget andet. Jeg kan både lide at få menneskelig indsigt og blive underholdt (gerne på samme tid), men hvis jeg virkelig vil have menneskelig indsigt/livs indsigt) vil romanen altid väre mit förste valg (men ikke eneste). Jo, fortällinger kan også provokere, men det hörer ind under menneskelig indsigt. Andre bud? Any takers?
Menneskelig indsigt og underholdning er godt nok to enormt brede kasser. Derudover lader det til, at du finder det ene finere end det andet. Det gør jeg ikke. Men jeg vil da gerne tilføje:
Fortællinger kan propagandere. Her er dybden sjældent et godt krav, og en tegning på en plakat er formodentlig en bedre form end en roman. Picassos Guernica kunne være et bud på, at den visuelle form ikke ligger under for andre.
Fortællinger kan skildre. En fotoreportage fra Hiroshima efter bombningen ville formodentlig være det bedste middel til at begribe, hvordan der så ud. En tegneserie næstbedst. En skreven tekst ville næppe sætte mig i stand til at forme de rette billeder i mit hovede.
Fortællinger kan skabe satire. Der er næppe en form, der ikke kan det, men tegningen er ofte ligeså effektiv som romanen. Det er i hvert fald en meget hyppigere brugt form.
Fortællinger kan spekulere. Kontrafaktiske fortællinger om, hvordan verden kunne have set ud, eller spekulationer om hvordan verden kunne komme til at se ud er også en vigtig fortælletype. Romanen er sikkert bedst, når der skal køres på den store intellektuelle klinge (fx Orwell eller Burgess), mens tegneserie og film har svært ved at nå ud over underholdningsstadiet (stadig er der dog lavet mange gode film og tegneserier i den retning: Vaterland, A Clockwork Orange, Dimensionsdetektiven).
Fortællinge kan undervise. Tegneserien Bombenborgs beretninger om fyrværkerisikkerhed når sikkert målgruppen bedre, end nogen roman kunne have gjort det.
Fortællinger kan levere effektivt. Tilhængere af objektivismen var begejstrede for animationsfilmen The Incredibles, der i deres øjne videreformidlede vigtige objektivistiske grundtanker. Den når formentlig langt flere end objektivismens moder, der ser sig selv som Aristoteles arvtager, Ayn Rands 1200 lange sider hovedværk, Atlas Shrugged.
Fortællinger kan pirre dig. Det kan de i alle former, men hvem har hoppet stolen, mens de læste? Og hvor mange har ikke gjort det under en film.
Fortællinger kan få det til at vende inden i dig. Hvor mange har svært ved at kapere Jesus' lidelseshistorie i bibeludgaven kontra det samme med Gibsons Jesus-film?
Jeg stopper her, men mener langt fra at listen er udtømt, tværtimod. Men min pointe skulle stå klart. Jeg er ikke uenig i, at det trykte ord også har forcer - jeg mener bare ikke, at dets forcer i sig selv er de adre formers overlegne.