Nu fik jeg læst "Otte timer i Berlin", som jeg købte i Faraos på BogForum sammen med 7. bind af Samlede Blueberry. I første omgang var det min hustru, der gaflede albummet til godnatlæsning, men historien eller fortællestilen var åbenbart lidt for træg for hendes smag. Der er – indrømmet – også en del snak og transportscener i begyndelsen og tekstkasser, hvor man savner Jacobs' (og Freddy Miltons) sprogtone og sans for ikke KUN at fylde tekstkasserne med oplysninger, der fremgår af billederne.
Men hvis man hænger på, begynder historien at folde sig ud og blive ganske okay en snes sider inde. Olriks rituelle tilsynekomst i historien virker måske lidt for uforklaret, det virker som om man ikke rigtig gider forklare, hvordan han er kommet til at arbejde for russerne, men at man bare regner med, at læserne accepterer den slags uden større forklaringer. Og så synes jeg også, Mortimer tager situationen knusende roligt og tilbagelænet, da der lyder skud inde fra den klinik i Østberlin, som hans ven Blake minutter forinden er trængt ind i på klatretyvs-manér. Det er, som om Mortimer ved, at Blake aldrig kan blive skudt, fordi han jo er hovedperson i tegneserien. Nok er Mortimer brite, men jeg tror nok, at professoren ville have taget anderledes affære i Edgar P. Jacobs' udgave af serien — så kald mig bare purist. Den afsluttende slåskamp i Airforce One virker lidt uforløst og rodet, men fin overraskelse, at den amerikanske oberst viser sig at være en idealistisk forræder.
Tegnemæssigt er det nydeligt arbejde, men der er ikke den skyggelægning og brug af sorte flader, der gør f.eks. "SOS Meteorer" og "Det gule Mærke" som spændende og dramatisk på billedsiden. Nogle gange kan tegneren ikke dy sig for at tegne figurerne lidt for cartoony, som når de f.eks. stikker i løb mod det bibliotek, hvor præsident Kennedy har forberedt sin tale. Og Kennedy selv er så tydeligt tracet fra fotos, at han stikker ud i forhold til de øvrige figurer - lidt for mange streger i ansigtet, lidt for stift, tegneren opnår aldrig rigtig fortrolighed med hans ansigt. Andre steder virker det som om, tegneren har anbragt figurerne i rum, hvis dimensioner han ikke rigtig har gjort sig klart – i hvert fald er Mendoza nærmest 3 meter høj på side 45, billede 5.
Men alt det er småting: "Otte timer i Berlin" er et rigtig fint album. Dog synes jeg, forfatteren giver den vel rigeligt gas, da der på den sidste side rulles et radioapparat ind i biblioteket på The Centaur Club. Hastigt strøgne ekstraudgaver af The Times og The Daily Mail havde nok været at foretrække.
PS: Undervejs ændrer Mortimer personlighed, da han under påvirkning af Herr Doktor Kranz' medikamenter render nøgen og frådende rundt på det sovjetiske sindssygehospital, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på "SOS Météo" af Barral og Veys.
