Frank Madsen skrev:Kilder er sjældent uafhængige af deres interesser. Derfor er det relevant at gøre opmærksom på sådanne mulige interessekonflikter.
Som sædvanlig diskes der op med under lavmål-stilen fra Frank. Mit freelance-arbejde for Carlsen begrænser sig til to yderst beskedne projekter, hhv. et skriftligt oplæg om 'graphic novels' (for efterhånden ret lang tid siden) og en udpræget teknisk opgave til et endnu ikke offentliggjort projekt. Jeg lever på ingen måde af penge fra Bonnier, det er simpelthen en joke, come on!
Frank ved naturligvis bedre, men har indlysende en masse horn siddende i siden på mig, og det lever jeg normalt fint med. Det er klart at man som kritiker mister sin rene uafhængighed, når man træder ud i verden, og jeg kunne jo have holdt mig for god til fx at bistå Carlsen med GN-projektet, men vurderede at i lyset af min mangeårige advokeren for nye kvalitetstegneserier, burde træde i karakter. Det andet projekt er tilsvarende noget jeg er gået ind i, fordi jeg mener at det gør noget godt for tegneseriekulturen.
Med andre ord: de ting, jeg har lavet for Carlsen har jeg gjort i forlængelse af mit syn på hvad der i mine øjne vil tjene tegneseriekulturen bedst. Skulle Michael G. Nielsen henvende sig i forbindelse med Serieforlagets graphic novels ville jeg også overveje det, simpelthen fordi vi har med nogle fantastisk fede tegneserier at gøre. Jeg ville naturligvis være skeptisk, jvf. min metabunkerkritik af Serieforlagets redaktionelle værdier. Det er måske i den forbindelse relevant at understrege, at jeg personligt går ind for de værdier, jeg beskriver som Carlsens, men det fremgår dels indirekte, og derudover er mine værdier og dagsordner ganske utilslørede, de fremgår bl.a.publikationer jeg har medvirket til at udgive (fx 'Det der går forud', 'Forandringstegn' og 'Blæk'). Når det er sagt, skal det også med at jeg i de gode gamle Rackham-dage ganske ofte var efter Carlsen, se fx
denne artikel artikel (og bær over med sproget, stilen og tankearbejdet, jeg var meget yngre dengang), som jeg skulle mene er rimelig grov. Men det er min bedste, mest ærlige og oprigtige holdning, at Carlsen er et langt bedre tegneserieforlag i dag, end i 90erne.
I øvrigt mener jeg at frygten for inhabilitetsanklager er overdreven udtalt i den danske tegneseriekultur, og det hæmmer debat om fornyelse m.m. Folk burde tænke og tale meget mere.
Er man - som Frank - helt utilbøjelig til at anerkende disse forhold, kan man gøre noget andet: afprøve argumenterne. Hvad siger jeg om Serieforlaget, hvad siger jeg om Carlsen? Passer det? Analysen er en 'worst case scenario'-analyse, derfor kalder jeg det for en 'worst case scenario'-analyse - er den rimelig? Er den funderet i klare og nøgterne argumenter? Det skulle jeg mene. Hvis nogle er uenige, er absolut glimrende, men kom hellere med modargumenter end anklager om inhabilitet.
I øvrigt: når Frank siger at min analyse ikke indeholder så meget, så er det naturligvis rigtigt. Jeg vil gå så langt som til at sige at min karakteristik af hhv. Carlsen og Serieforlaget er konsensus i det danske tegneseriemiljø. Særligt Serieforlagets katastrofale behandling af 16.000-kroners-værket CBSV, og den efterfølgende modvilje mod at anerkende kritikken, har gjort noget for denne opfattelse, men der er mange flere eksempler. Pointen er, at det sikkert ikke er alle der er klar over at det er sådan det forholder sig, og at man bør have disse værdier for øje, hvis man skal træffe tunge beslutninger. Jeg gør mig ikke forhåbninger om at Annette Wad, Erik Barfoed eller Steffen Kragh læser teksten på metabunkeren, men jeg har skrevet den, fordi dét i det mindste står i min magt.
... Og nu hvor mine kort er på bordet, må det være passende om Frank redegør for sit forhold til fx Carlsen. Jeg lytter spændt, og håber der er nogle gode historier - altså bare så kan jeg bedre vurdere hans argumenter.
Tak for besøget!