Et stille farvel?
En af de sætninger, der altid får mig til at pisse ved siden af kummen, er denne:
- Jamen, tilfører albummet noget nyt til tegneseriemediet?
Senest anvendt i DR’s Smagsdommerne, da der havde Cobolts Daisy under luppen. Det mente de kloge personer ikke, og spyttede efterfølgende med skarpt. Det må de gerne gøre, og fred i øvrigt med det og dem.
Foran mig ligger årets sidste udgivelse fra Cobolt, en institution inden for vores kære niche, nemlig Trudeaus Doonesbury – Plantehviskeren.
Og det ligner en svanesang, for både albummets innersleeve samt pressematerialet beretter, at der sandsynligvis er tale om en afslutning. En afslutning efter næsten et halvt menneskeliv, samfulde 45 år, og nu lakker det altså mod enden. Ikke fordi de amerikanske aviser, eller Cobolt med, ikke gider udgive mere, men fordi Trudeau tilsyneladende har mere travlt og mere lyst med tv-serien Alpha House, som han er fader til og skaber af.
Nå, det må være sådan.
Og der takkes af efter en imponerende serie, som så dansk lys tilbage i 1982. Nu er det så på tide at takke af. Og takke af ved at sige pænt farvel. Der findes vel næppe en smukkere og blidere på ved at sige tak, end ved at skabe nyt, og i dette album, møder vi så fjerde generation Doonesbury, tvillingerne Eli og Danny.
Doonesbury har jo alle dage været at betragte som en udviklingsserie, og som sådan giver det jo god og relevant mening, at andre karakterers udvikling også skildres, og at serien på et tidspunkt må afsluttes.
64 sider i sorthvidt med dialog som vægtstang. Det skal man kunne lide, tænker jeg, for for alvor at holde af serien og dette album. Det kan jeg heldigvis, men kan sagtens sætte mig ind i, at andre ikke er så begejstrede. Dette femogtredivte album er opdelt, og rummer endog en forklarende tekst. Årsagen er ukendt, men det godt gæt er, som ovenfor beskrevet, at energien og lysten anvendes på tv-serien.
I dette så nok sidste album er der, som altid, noget der er sjovere og virker bedre end andet. Mine favoritter er Zonker og Zip, der spøjst går inderligt skævt af hinanden. Zonker kan se afslutningen og livsdrømmens fuldende sig, og Zip ser længere. Sidstnævnte har visioner, der dog ikke falder i god jord. Nå ja – så springer de også ud som bøsser. Sgu. Om end Zip ikke er helt tilfreds…
Som far til en knøs på 1½ kan jeg også sagtens sætte mig ind i de kvaler, som parret Alex og Leo har. Nattesøvn er en menneskeret, men det vil tvillingerne skide på. Samme Alex kan ikke finde et job, så på trods af en motherfucker doktorgrad i mikrorobotteknokoli (ufatteligt fedt ord), må hun tjene til huslejen ved at slynge kaffe over disken i Starbucks. Et fint lille indspark til dagens US.
Og sådan er albummet jo, og serien. Små småhints og det har virket i mange mange år. Et historisk samtidsbillede hvor dette og hint får et par ord. Helt nede på jorden.
Ikke funklende nyt og perlende. Ikke lårklaskende morsomt, men underfundigt på en sær langsom måde. Og med til, tænker jeg, at både mindske og øge afstanden til alt det, som man ikke har stor indflydelse på. Men må nøjes med at være Herre i eget hus. Man har sine kvaler og drømme, både i det store og små, og det formår Trudeau at sætte pen og ord på.
Og så er det, tænker jeg, altså også kedeligt sine steder. Det bliver lige lidt for tungt. Når jeg læser, kommer jeg helt til at småvirke med knolden, og det er ikke helt optimalt. Hestehviskeren bliver således til Hestegaberen, og det er jo ikke meningen. Der mangler simpelthen lidt KAPOW og BANG.
Tilføjer Doonesbury noget nyt, og kommer vi til at savne karaktererne, hvis vi siger Roger and out?
Nej til det første, og ja til det sidste. For kvaliteterne vejer højere end min træthed.
Albummet står i 168 spir, og det er vist meget rimeligt. Den samlede vurdering er 3 fede ud af i alt fem.
Titel: Doonesbury – Plantehviskeren
Forfatter: Trudeau
Forlag: Cobolt
Oversætter: Ole Steen Hansen
Format: Softcover, 64 sider, sorthvid
Pris: 168,- (men hov, på Cobolts hjemmeside kan man, i anledningen af Bogforum, nappe den lidt billigere)
Isbn.nr: 978-87-7085-572-3
Anmeldelse af Doonesbury 35 - Hestehviskeren (Cobolt)
- Berti Stravonsky
- Administrator
- Indlæg: 9951
- Tilmeldt: 7. jul 2004, 22:26
- Geografisk sted: Aldrig mere Ærø
- Kontakt: