Tværtimod, det er jo netop virkeligheden. Krig skal ikke sminkes.
’Puppet Blues’ er titlen og det er forlaget Zoom der endnu engang tager vestpå. Vi taler om Blåfrakkerne og en serie der efterhånden har en del år på bagen. De første udgivelser er fra 1968, og vi herhjemme mødte soldaterne i 1973, og når jeg indleder sådan lidt halvtungt og fesent, så skyldes det udelukkende at Puppet Blues ikke er så vanvittig interessant. Snarere tværtimod. Den er både blodfattig og inderligt ligegyldig.
Øv, for jeg har ellers fået smag for serien, men lige præcis dette album er ikke lige mig.
Historien er denne:
En fotograf har fået til opgave at skildre soldaterlivet og især at fremme lidenskab og glød. En slags visuel hvervekampagne. Tanken er såmænd helt ok.
For at skabe de rette stemninger får han hjælp af vores faste duo, Blutch og Chesterfield, men det går ret hurtigt i skuddermudder. Der modarbejdes både fra højre og venstre og det er ikke let at være fotograf. De sædvanlige trakasserier undgår vi heller ikke.
Mere er der egentligt ikke at skrive, for der sker ikke rigtigt andet. Og det er ikke spændende og heller ikke specielt morsomt.
Tegnermæssigt adskiller albummet sig ikke fra de øvrige. Jeg har dog et svagt punkt for siderne 27-28 hvor mørke, åben ild og det lidt dystre giver en god stemning af noget fortroligt. Præcist som nætter og bål kan gøre. Der synes jeg, at Lambil rammer noget af det rigtige. Ellers ikke de store dikkedarer. Tegningerne ligner noget man har set før.
Ikke meget krudt i de bøsser. Det mest opløftende er en fangeflugt, der dog aldrig løfter sig inden den slutter og derfor ender jeg med at give karakteren to. En for tom og en for gang.
Titel: Puppet Blues
Skrevet af: Raoul Cauvin
Tegnet af: Willy Lambil
Format: Softcover, 48 sider i farver
Forlag: Zoom
Oversættelse: Michael Gabelgaard Nielsen
Pris: 139,-
Udgivelsesdato: 10. januar 2017
Isbn: 978-87-93244-61-0
