Pondus - Hvid jul

[Berti Stravonsky]

Det tror jeg på! Denne her krop siger: DU SKAL IKKE FUCKE MED MIG!

Hjerternes fest og fred over jord. Ja, julen haster sig nærmere og allerede nu kan man finde røde og grønne sager. Hyggeligt og rart for nogle. Klamt og uforståeligt for andre.

Zoom og Frode Øverlig er gode julevenner, og det har betydet, at et nyt Pondusalbum er på gaden. Hvid jul er titlen, og handler overraskende nok om jul, sne og den slags.

Julefred og gemytlighed præger nu ikke indholdet, og heldigvis for det. Hist og her er der rå og uforfalsket fjendskab, ironiske voksne, drabelige kælketure og indædte sneboldkampe. Hadegaver, krævende unger og hele tiden små sværdslag mellem de voksne. Alt sammen indenfor julerammen.

Er det sjovt? Ja, det er det. Normalt er jeg noget loren ved disse juleudgivelser, eller udgivelser med en juletitel, for det plejer at være falsk markedsføring. Ikke her, og det er godt. Norske Frode rammer flere gange muntert plet, og andre gange ikke. Sådan er normen med denne type striber.

Softcover, farver og alt er som det plejer. Målgruppen spænder vidt. De unge synes, at albummet er sjovt, og jeg synes, at dele af gagsene er morsomme.

Som regel udløser humorstriber sjældent mere end gennemsnitskarakter, og i en tidsånd med høje tal og karakterer, er en 3’er ud af 6 slet ikke ringe. Her er tale om et godt gennemsnitsalbum.

Titel: Pondus – Hvid jul
Tekst og illustrationer: Frode Øverli
Forlag: Zoom
Format: 48 sider i farver, softcover
Pris: 148,-
Isbn: 978-87-93564-74-9

[Berti Stravonsky]

Øverlig

[Carsten Søndergaard]

Her kommer djævelens advokat med et teknisk spørgsmål. Det handler overordnet om litteraturkritik af samlinger af tegneseriestriber.

Det advokaten ikke forstår, er hvordan anmelderen når frem til en karakter for ét album i en stribeserie som fx Pondus (det kunne også være fx Garfield, Basserne og lignende). Eller sagt med andre ord: Hvis ét album i sådan en tegneserie skal have en bestemt karakter, skal stort set alle de øvrige så ikke også have samme karakter? Eller hvordan stiller man det enkelte album op mod andre?

Altså, hvis man kan redegøre for, at Pondus (eller Garfield eller Basserne eller lignende) er guds gave til menneskeheden, skal samtlige samlinger så ikke have topkarakter? Eller hvis man kan føre bevis for det modsatte, så alle sammen have bundkarakter?

Jovist, der kan typisk i sådan en stribes ofte årtier lange fremstillingsperiode være en form for kurve, typisk ligger højderyggen vel omkring midten af seriens levetid, det gælder fx for Steen & Stoffer, Basserne, Radiserne og Poeten og Lillemor. Men startperioden og slutperioden er jo i ingen af tilfældene langt under lavmål, kvaliteten svinger vel ret beset mellem glimrende, mesterligt og sublimt.

For Garfields vedkommende kunne det måske mere være et spørgsmål om, om man mener at de første år i Jim Davis' egen lidt rustikke tegnestil var at foretrække eller ej i forhold til de sidste mange årtiers slavisk fulgte designmanual. Selve humorkvaliteten forekommer at være den samme før som nu, og det ville være meningsløst at hævde, at kvaliteten for ti eller tyve år siden var højere end i dag, eller omvendt.

Advokaten er bare nysgerrig.

[Berti Stravonsky]

Nysgerrighed er godt. Og det om man har horn eller ej.

Et gennemsnitsalbum udløser en middel karakter, vel ikke overraskende. Og jo, sådan set ovenfra bør alle metervarer udløse det samme, og uden at lægge knoppen på blokken, synes jeg egentlig, at jeg har været flink og konsekvent.

Der er endnu en Øverli på vej. Et rigtigt album, indbundet og det udløser allerede en Pavlovsk reaktion. Der ER bare noget mere kvali i en indbundet satan. Hvis den altså er skåret ordentligt.

Serielands karakterskala er jo også, og jeg ved du kaster op over tal, Carsten, ret firkantet og der er ikke altid rum for spræl.

Jeg spørger så advokaten. Ville du give samme karakterer til den fede kat med lasagnen?

[Carsten Søndergaard]

Ha ha, nu giver jeg mig jo netop ikke selv af med at give karakterer, så jeg er ude af stand sætte tal på noget som helst.

Det var mere et på den ene side filosofisk spørgsmål, og på den anden side et jordnært-praktisk spørgsmål: Hvordan man overhovedet kan anmelde noget, der egentlig udkommer på daglig basis, og som så engang imellem samles op i portioner og udgives i samlinger. Og som i mange tilfælde egentlig har præcis samme kvalitet hver eneste dag eller i hver eneste samling, ofte i årevis.

Jeg forstår selvfølgelig godt, når nogen nu insisterer på at give karakterer, at man så kan vurdere selve udgivelsens komposition, som du fx gør med De første år-bogen med Pondus, og dermed nå frem til et andet resultat end for et almindeligt album.

[Berti Stravonsky]

Tjoe, ens egen dagsform kan altid spille ind. Jeg ved, at en bog kan den ene dag være røvsyg at komme igennem, og så et par dage senere, så er det ganske anderledes.

Metervare er metervare, og det uanset hvilket byggemarked man vælger.

Der er ikke den store forskel på Ø-kuller, Pondus, Zits, Garfield, Brunhilde, Hagar, Egoland og hvad de ellers hedder...

Universerne er klart forskellige, men ellers samme ramme. Nogle med mere bid i end andre.