’Fortsættes ikke’ står der i en parentes til sidst.
Fortsættes ikke. Så følger rulleteksterne og den slags, folket rejser sig og strømmer ud i mørket. Enkelte bliver siddende og skal have absolut alt med. De allersidste som forlader de bløde siddepladser er fire mænd. Gentlemen og herrer, tosser også og lidt nørdede og de kan stolt kigge hinanden i øjnene. Et livsværk er dokumenteret. Enkelte steder undervejs fes luften sikkert ud af dækket, turen imod bjergets tinde slidsom og nu står de der. Rankede rygge. Års arbejde og så et punktum.
Og hvilket et.
Vi er i Willyland, og selvom jeg ofte kan blive for mild og for gavmild, så kan jeg sgu ikke andet end kippe med flaget. Det er jo ikke ’bare’ en udgivelse, det er passion, det er time efter time, det er mørke timer, det er forbilledligt.
Willyland er ikke det værste land at være i. Willy på eventyr er titlen og manchetten De blå varulve, og selve farvelægningen er både lilla, blå og lys. Masser af sider med først endnu et flot fyldigt forord, så alle de historiske sider og endelig cremen, for når skåles til sidst skal slikkes, så…
Det er bind 5 vi nu er kommet til, planche 923 til og med 1123. Tidsmæssigt er det 1973-1977. Åh, så længe siden.
Nå – ned på jorden, Berti. Og lad os blive dernede. Vi taler om det femte og sidste album i serien, 1100 sider i alt. Teksten af Aage Grauballe og illustrationerne af Tage Andersen. Det er deres samlede produktion, som de fire dejlige Willydrenge på kærlig vis har annekteret og også gjort til deres helt unikke tegneserielivsværk. For tro mig, der er lagt TIMER i disse fem bind. Jeg kender kun en af gutterne, men jeg tænker bestemt da, at både Jan Wenneberg, som jeg kender, og de øvrige tre må have haft deres respektive fruer og resterende familiemedlemmer på nakken fra tid til anden, for man skaber ikke bare fem samlebind på en studs. Det tager tid.
Tag nu bare Jan. Han har stået for flere væsentlige ting, omslaget fx samt farvelægningen af Tages streg, og nå ja, en lille bagatel sammen med Asger Pedersen, har herrerne stået for den digitale restaurering, og det er slidsomt.
Men hver af disse fire gutter har haft hver deres roller. Ikke mindst i arbejdet med at bevare motivationen, finde tiden, frasige sig hobevis af aftener hvor man kunne have nydt fruen, nydt så meget andet. De har nemlig holdt ved, og hvis man tænker, at det vel tager et år (mindst), at skabe et sådan digert værk, så er det fem år samlet set. Men det er jo bare slet ikke sandheden, kun noget af den. For vi rejser endnu længere tilbage, 12 år faktisk, og alt dette kan du læse mere om i bindene, samt på Facebook og på Willy’ernes hjemmeside.
For det er jo slet ikke dem, jeg skal fortælle om.
Selve kernen er jo nemlig slet ikke noget for mig. Jeg keder mig forholdsvist hurtigt og napper Willy i bittesmå doser. Science fiction er ikke lige min yndlingsgenre, og statiske karakterer heller ikke. Sådan da. Jeg kan skam sagtens nævne et par stykker, men altså Willy er ikke iblandt. Jeg gør noget andet. Jeg sætter mig sammen med min dreng, Osvald, og så tager vi billederne og skaber vores egne rumfortællinger. Næsten hvert billede er nemlig herligt velegnet til netop dette. Og der i læse og kiggeprocessen opstår den der særlige magi, som må have ramt pænt mange danske læsere for nu så mange år siden, og vores fire venner, hædersmændene. Hver rude kan fortælle, her kan fantasi og fortælleglæde poppe op, og det lige gyldigt om vi taler om en hydrofoilbåd, en slange eller en øgle, varulve, pulvergranater, den slags. Der er noget uforfalsket eventyrglæde dér. Midt i alt det halvkedelige, den tunge monotone alvidende fortællerstemme, og visheden om, at der ikke krummes mange hår på vores ven og dennes venner.
Nej, hverken stil eller tempo er min kop te, og som sådan rent narrativt er varulvene og de øvrige figurer noget tandløse. Sjove og kiksede snarere end spændende og skræmmende.
Men så er der jo heldigvis så andre ting, som man kan dyrke og glæde sig over. Enfoldigheden, det episke og det heltemodige, en tid med ære og værdier og hvor den ukuelige eventyrer er forbilledligt forbillede.
Jeg er overvældet af selve indholdet i de fem bind. Jeg er overvældet af det arbejdsraseri og den ildhu og omhu, som Willy er blevet til dels. Jeg er lettere mystificeret over den tidsånd, som Willy er repræsentant for, den ro, den statiske måde man nærmest rude for rude viser enten maskiner eller ansigter tegnet forfra og at det monotone så alligevel ikke hverken drænes eller dræbes helt af det træge tempo.
Willy er både kunst og kitsch. Akavet og tungt bevæger Willy sig, og så alligevel med legende lethed, når man endelig kommer ind og lader sig føre og forføre. Det tager tid. Det er tungt undervejs. Lidt som ens barndomsminder hos bedstemor med boller og tandsmør. Det er sgu meget hyggeligt når man endelig er der, men mest af nostalgiske årsager.
Kitsch ja, men sørme også kunst. Fortidens kunst og den har jeg stor respekt for. Ikke nødvendigvis næsegrus beundring og betingelsesløs kærlighed, men respekt for tidskunsten, for at kunne fastholde og overleve.
Nej, Willy har ikke dagens gang på jord. Jævnt og irriterende gammeldags. Men også med ynde, med dybde og som et tegneseriemæssigt flash, et slags tidsbillede med gammelt fotoudstyr. Håbløst umoderne når man sammenligner med alt moderne, men for satan da, så herligt meget meget mere.
Bind fem gør brug af genbrugeligt genbrug. Forstået på den måde, at enkelte plancher i de første tre bind trængte til en forbedring, og det er så sket her i det afsluttende bind. Willy-drengene er blevet bedre til at restaurere.
Typografien forrest kan jeg ikke lide. Der er for mange ord og de mange ord er sat alt for kluntet op. Luft mangler og det er da lidt øv. En professionel redaktør ville have været velkommen med en saks.
Selvfølgelig kan jeg ikke topgrade værket, når jeg i bund og grund småkeder mig. Men jeg kan fremhæve en historik, en kærlighed, en passion og når jeg og Osvald dykker ind i fortællingen, og lader især tegningerne omfavne os og der inde finde tidslommer fyldte med fantasi og skaberglæde, så kan jeg sagtens være gavmild med karaktererne. Jeg gav 4’eren topkarakter, og det var måske lidt i øjeblikkets rus og i overkanten, en 6’er. Det får De blå varulve ikke og jeg vakler mellem karakteren lige under eller endnu lavere.
Og hvor er det i grunden også ligegyldigt. Det er dansk tegneseriehistorie og skal ikke firkantes ind til én karakter. Er du til passion, dansk tegneseriekulturhistorie og en narrativ fra en anden tid, så napper du Willy og lever med. Er du til fart og dynamiske figurer og drænes du af tekstens tunghed og billedernes monotoni, så kan du springe Willy over og lade ham dø.
Jeg kommer ikke til at læse nogen af bindene på ny, men jeg både kan og vil gerne læse forord og efterskrift og skitser og historiefortælling igen, og ender derfor på fire af de go’e.
Titel: Willy på eventyr – Bind 5. De blå varulve
Tekst: Aage Grauballe
Tegninger: Tage Andersen
Forlag: Willy Centret
Format: Hardcover, forord, efterskrift med masser af infoguf og billeder
Pris: 399,-
Isbn: 978-87-998943-5-2
