Og dig! Har du bare tænkt dig at sidde og se på?
Matthew Montgomery er ikke en rar person. Ikke sådan umiddelbart. Lidt af en firkant i alle livets forhold. En barsk tyran i privat regi, og på jobbet en regelret herre. Alting er nemt, når man tilrettelægger sit liv på denne måde, og mange firkanter kan givetvis leve rart og trygt. Dagene ligner hinanden. Regler er regler, og dem følger man, og det samme gør de folk, der er omkring én.
Det gælder familien og det gælder de nærmeste arbejdspartnere. Man kan endda blive så firkantet, at man ikke længere behøver at tænke selv. Regler og rammer har for længst sat sig på dagsordenen.
Hvad sker der så, når det vante gennemhulles. Eller i Matthew Montgomerys tilfælde, hvad sker der så, når ens nærmeste gennemknaldes og sidenhen dræbes. Altså først udsættes for en grov voldtægt, dernæst slås ihjel?
Jeg er i westernland og er det fordi forlaget e-voke er på gaden med en ny sag. Titlen er Vildmarkens stjerne, og coveret viser vores hovedperson, høj, velklædt, brysk og med en Colt i venstre hånd. Bag ham trafik og bygninger, alt sådan lidt brundunkelt og ja, men får ikke noget forærende. Hardcover er det, og bogens 52 sider er i farver, trykt på glat papir. Ryggen rummer det klassiske: titel, forfatter, tegner, et herligt ettal (vi taler om en serie på i alt fire bind), forlag og sørme en stjerne øverst, stjernen som faktisk er Montgomerys eneste spor at gå efter. Han vil nemlig søge retfærdighed, for selv om han ikke umiddelbart fremstår som en elskelig ægtemand og god far, så er der en rem af huden i ham, og tilværelsen fra før skændselsgerningen, den firkantede, er jo forandret for evigt.
Lad mig citere værkets bagside:
” Washington, USA, i 1820’erne. Matthew Montgomery er en højtstående embedsmand i det amerikanske forsvarsministerium, som lever et rutinepræget liv indenfor lovens ukrænkelige rammer. Men tilværelsen omvæltes brutalt en sen aften, da han finder både sin kone og datter voldtaget og dræbt på frygtelig vis. Det eneste spor er et mærkeligt stjernesymbol, som er ridset på datterens bryst.
Hvem har begået den grumme forbrydelse? Og frem for alt: Hvorfor? Opfyldt af vrede drager Matthew mod Kansas og vestens vildmark for at forfølge det eneste spor han har – stjernen – i sin jagt på morderen”
Jeps. Umiddelbart lige ud af enhver dilligences støvede landevej, men undervejs i albummet bliver det klart, at Montgomerys levevis, selvforståelse, indsigt i andre og især i andres levevis, også udfordres. Så det er bestemt ikke ’bare’ en simpel fortælling om hævn, det er også en tur ind i ens sjæl og vaner. En indre rejse samtidig med en ydre. Det sidstnævnte er tydeligt og genkendeligt.
Det første mere dunkelt. Men lad os se. Jeg kan overfortolke, det er jo sket før, og blevet frygteligt skuffet.
Men givet er, at vores hovedperson undervejs møder både modstand og folk, der er med til at sætte den rette stemning. Både i albummet som sådan, og i Montgomerys sind. Han får høvl, han bliver ydmyget, og vi ser ham på sidste side rejse sig, tilbage imod tæv og ydmygelserne.
Han gi’r ikke op så let.
Det er lang tid siden, hvis overhovedet, jeg har læst en western, hvor der ikke affyres så meget som et enkelt skud. Der trækkes håndvåben undervejs, men ingen skud affyres. Jeg bemærkede det nu ikke ved første gennemlæsning, men her anden gang, så slog det mig. Og det kan jeg godt lide. Jeg har tidligere været efter andre værker i genren, simpelthen fordi der var for meget ’gung ho’ over det. Problemer? Ah, vi trækker vores seksløber og skyder. Sådan er det ikke denne gang.
Det betyder langtfra at albummet er kedeligt og spændingsløst. Det er nemlig både intenst og fyldt med spændende optrin. De er der. Blot serveret på en anden måde. En mere afdæmpet måde. Vores hovedperson kan her i første bind virke en smule slatten og handlingslammet. Det virker som om, at det liv udenfor firkanten er lidt mere barskt og råt, og at den lov, som han tidligere har virket ved og ud fra, den kan bøjes, hvis den da overhovedet kan bruges.
På denne måde folder det vilde vest sig også ud.
Jeg kan godt lidt den gennemgående dystre brune og røde farve, der er i albummet. At lys i lokaler kun kommer fra olie, og lys udenfor kun fra solen. Det giver skygger og skygger maner stemninger frem. Der er nøgenhed flere steder, og den hakkeorden, der især viser sig til fulde vestpå, hvor man ikke regner indianere for ret meget, er helt parallelt med den stivhed, som Montgomery selv har levet. Både på jobbet og især i familielivet. Han, og det startede jeg vist med, er ikke nogen elskelig person, og er pisseligeglad med hustruen. Så meget, at han knalder sin sekretær hver mandag. Han er ikke helt så ligeglad med datteren, men formår aldrig helt at vise, at han også har et faderhjerte.
Ikke før det er for sent, kan man sige.
Farverne forstærker og er fine. Det samme er tegningerne. Man er aldrig i tvivl om genren, om personerne og den fremadrettede handling. Volden vises subtilt, og en af de ting, jeg elsker og dyrker i især westerns, ondskaben og den stærkestes ret, åbenbares kun lejlighedsvist. Den skurk, som vores hovedperson er på jagt efter, er et ondt svin. Vi får det ikke direkte at vide, men via de personer Montgomery møder, og deres fortællinger eller måske rettere, alt det de ikke siger, giver et fint grumt billede af et møgsvin. Godt for de kommende tre bind.
Fortællingen står belgiske Stephen Desberg for. Ganske fermt plot, som både giver meget, men ikke alle esser spilles ud til at begynde med. Montgomerys forhold til datteren fx samt den noget stive konservative arbejdsstil, her er der meget endnu at give. Tegningerne kan jeg også lide. Ikke oppe at ringe, men lige præcis i denne min yndlingsgenre, er jeg nok for farvet og for forvænt.
Illustrationerne har italienske hænder, Enrico Marini.
Det glatte papir bliver jeg aldrig fan af. Ikke at det gør så meget, men nu er det nævnt. Hvis man skal skyde lidt med løst krudt, så er der ikke gjort meget ud af persontegningerne, hvilket egentligt er lidt mærkeligt. Man får nemlig mange informationer undervejs, men jeg synes alligevel, at jeg sidder tilbage med en slags uforløsthed. Jeg ved endnu ikke, om jeg har sympati for vores ven.
Kun for sagen.
Men det er skam også alt rigeligt. Vildmarkens stjerne er titlen, og den er bestemt lovende.
Lad mig kigge på det med stjernen og de der indianere. Der er nøgenhed i albummet, bryster og sex og den slags, og så får de indianske prostituerede smadder. Her kom jeg umiddelbart til at tænke på Quentin Tarantinos og dennes brug af vold, helt konkret et par af scenerne fra The Hateful Eight, hvor Kurt Russel er modbydelig hårdhændet overfor den søde Jennifer Jason Leigh. Der er lidt noget af det samme. Ikke vold som sådan, ikke i den måde, man viser volden og øretæverne, men snarere i det menneskesyn, som er tæret af hårdhed.
Stjernen, og et er her at indianerne kommer ind i billedet. Igen, sådan indirekte. Er det et indiansk tegn, og hvis ja, hvad skal det betyde?
Lad mig slutte.
Albummet er spændende og rapt fortalt. Sproget let, og formmæssigt har vi at gøre med en første person-fortæller. Jeg ved sgu ikke, men det er noget, der skurrer…
Vi ender på fire sherifstjerner, og jeg glæder mig til at følge Montgomerys videre færd.
Titel: Vildmarkens stjerne
Forfatter: Stephen Desgard
Illustrationer: Enrico Marini
Forlag: e-voke
Format: Hardback, 52 sider i farver
Oversættelse: Lea Mejdahl Christiansen
Pris: 189,-
Isbn: 978-87-93952-66-9