Yo te quiro
Det er år og dage siden jeg sidste læste Bernard Prince, men dengang og især da jeg i min ungdom stiftede bekendtskab med serien, var jeg overmåde begejstret.
Så det var en gammel ven, der kunne afhentes hos den lokale pakkepost, og det blev et gensyn, som både var godt og ikke godt.
Grundlæggende dog en semipositiv oplevelse, nok fordi der er en herlig genkendelighed i værket, og fordi det sine steder er spændende.
Det er det 16. album i serien om Bernard Prince, og et værk som i flere år har været umulig at udgive. Det skyldes at de originale tegninger af Aidans samt trykmaterialet var bortkommet. Men heldigvis er det lykkede at gendigitalisere materialet, så serien hermed kan gøres komplet. Jeg, samt mange andre fans er glade.
Klassisk albumsideantal og så er der en lille bonus til sidst, nemlig et par sider hovedsageligt om Aidans.
Yes.
Hverken cover eller bagside er noget at skrive hjem om. Et underligt rektangulært på vej i land billede er der, og vores tre venner ser underlige ud. Jeg kan i hvert tilfælde ikke genkende stilen. Coveret viser et svært bevæbnet fruentimmer, samt cirka 90 % af seriens hovedperson, Bernard Prince. Kvinden kommer løbende og man aner både granater, en kniv, en pistol samt en automatriffel (tror jeg – jeg aner ikke meget om våben). Løbende på en underlig firkantet måde, og det mest bemærkelsesværdige er hendes flotte røde manke. Gad vide, hvor hun dog har en sådan fra?
Det får vi skam at vide, og det er jo sådan med bagage, at det kan blive væk, og det kan findes igen. Jeg vil ikke røbe meget om handlingen eller det, som man i første omgang bemærker: vores rødskæggede ven og bulderbasse, Barney er olm.
Sagen er denne, at fartøjet Flora Verda har fået maskinskade, og det betyder at skib og besætning må vente et par døgn, før skaderne er udbedrede. Ikke helt så fedt af flere årsager. Nærmeste havn har et skidt omdømme, og så er der noget med den der bagage.
Jeg indskyder lige en tanke, som jeg ikke kan lade være med at tænke. Bulderbassen minder en kende om Kaptajn Haddock. Begge er sømænd, bander, drikker, har letantændelige temperamenter og når Barney i sidste rude på side seks udbryder ’torden og lynild’, så virker det bevidst. Altså at det næppe er tilfældigt. Og Bernard kunne således være Tintin og dæksdrengen Djinn kunne være Terry. Nå. Nok om det.
På land skal vores venner og indlogeres på et luksushotel, og så leger jeg igen lidt med tanken fra før. Jeg kan jo tage fejl, men jeg synes bare, at aflytninger, kameraer og den slags af vores venners færden, samt karnevallet og sekvenserne med hængningen, minder alt for meget af Tintin og Picaroerne. Ikke at det gør noget, men det gør det så alligevel. Jeg irriteres.
Det ulmer og ulmer, og det er ikke torden. Næ. Det er langt værre, for internt i landet er der voldsom utilfredshed med landets ledelse, og fraværet af demokratiske spilleregler. Vores venner bliver involveret, men er stort set uden reel indflydelse på hverken det gruende opgør om magtovertagelse, samt deres egen overlevelse. Heldigvis er der bagagen…
Jeg kommer ikke videre ind på handlingen, for dels er der ikke så meget at komme ind på, dels ville jeg ikke kunne skrive ret meget uden at fortælle alt, og det ville være synd.
Det er et album som både fornøjer og skaber rynkede bryn. Jeg kan godt lide at være tilbage i Bernard Princeland, og fik bestemt lyst til at genkigge de go’e gamle. Tegningerne er fine, og vakte gode minder. Jeg kan ikke vurdere om de er bedre eller ringere, eller egentlig blot lægger sig smukt i slipstrømmen af det der var. Aidans er navnet, en belgier, men uanset om det er ringere eller bedre eller status quo, så er det klart at han kan tegne. Det kommer måske især til syne i albummets mange dramatiske sekvenser, hvor der skydes og råbes, antændes eksplosiver og der er brag og larm.
Intenst til det, måske for at dække over det, i mine øjne, ret håbløse klimaks.
Håbløst fordi det bare virker for urealistisk, for pumpet og for drengerøvsagtigt.
I mangel af bedre ord, vil jeg gøre det kort. Manuskriptet er tyndt. Det forsøger brag og bulder at skygge for, men dét lykkedes ikke.
Actionsekvenserne er spændende og intense, og som sådan at regne for action med stort A. Men alt er for fluffy. Jeg bliver ikke begejstret eller overrasket, når et køretøj pludselig vædrer en dør i allersidste øjeblik, eller at helikoptere pludselig viser sig på himlen. Ikke begejstret eller overrasket, men simpelthen ærgerlig, for det virker så uigennemtænkt. Lidt som om, at man har tænkt i flotte settings og dramatiske optrin, men ikke gjort arbejdet færdigt. Hvor kommer disse sidste øjebliksredningsaktioner fra? Hvordan kan fx regeringstropper undgå at vide, at der er helikoptere på vej, og så endda være i tvivl om, om de er ven eller fjende. Det hænger simpelthen ikke ordentligt sammen.
En lille ekstra ting – jeg bemærker at det der især var med til at give serien og fortællingerne vinger, naturen, stort set er borte. Man får lidt hist og pist, men naturen og dens kræfter er der bare ingen af. Erstattet åbenbart af tilfældige helikoptere og andre pludseligheder.
Gensynet med Bernard Prince var hyggeligt nok. Vi var lidt tilbage til dengang, men nogen nævneværdig udvikling er der ikke tale om, og vi skiltes i fælles forståelse om, at vi vist ikke rigtigt har mere at sige hinanden.
Fire hjerter, dog.
Titel: Sprængfarligt bekendtskab
Tegninger: Aidans
Manus: Greg
Forlag: e-voke
Format: 48 sider i farver, hardback
Pris: 189,-
Isbn: 978-87-93952-70-6
