Det må du selv om
- Berti Stravonsky
- Administrator
- Indlæg: 9892
- Tilmeldt: 7. jul 2004, 22:26
- Geografisk sted: Aldrig mere Ærø
- Kontakt:
Det må du selv om
Skal du ikke kaste de sidste to sten?
Jeg har lige lyttet til Kulturen på P1, hvor forfatter og illustrator Johan Krarup er gæst, og han anmelder sin egen bog ’Det må du selv om’. En kort fin samtale om bogens temaer, og Johan har barske ord om sit værk.
Det kan jeg følge et langt stykke hen ad vejen. For sådan helt nede på jorden, er Johans egne ord præcise og ganske dækkende. Værket er vitterligt kedeligt. Vi er i en verden uden spænding eller uforudsigelighed, og siderne slæber sig afsted, akkurat som dagene og timerne i især hjemmet. Der er ingen lynnedslag. Ingen brøl eller overraskelser. Der er bare stilstand, godt ramt flere steder i bogen, hvor Johan fx drejer rundt på en stol, noget vi alle kan genkende. Vi har været der. Vi har også været der i barndommens land, fanget i et miljø, fanget af tiden.
Som sådan kunne denne anmeldelse være hurtigt skrevet og læst. Der sker intet.
Men det gør der alligevel, og det er disse mange steder, at bogen for alvor får liv og nærvær. På en sagte måde, sådan med få virkemidler. Isoleret set kun tilfældigheder, men Johan skriver og formidler så godt, at intet er tilfældigt. Langtfra.
Men lad os lige begynde med begyndelsen. Vi er i Udkantsdanmark, slet og ret. Johan går til badminton og klaver, han tegner og hygger sig med sine rollespilsfigurer og er på alle områder blot en helt almindelig dreng. De voksne har deres, og Johan sit. Livet går og man følger med. Der er også en søster, som både i udseende og væremåde minder om mor.
Alle de spørgsmål og overvejelser der må være i en teenagedreng, dem tumler man lidt med. Og med teenageordet, så tænker du sikkert, at det har noget med at gå til grænserne, noget med sex og erotik, noget med oprør og rebelskhed. Ja? Men sådan er det ikke. Alt noget sådan er fraværende.
Johan er en lille støvsuger, som stort set kun har en funktion, når der sættes strøm til.
Problemet er blot, at der er ingen til at sætte gang i støvsugeren. Mor og far arbejder begge to. Søster med. Boglige sysler for det meste, og ellers har mor sit viskestykke og sit arbejde. Er hun syg, går hun i seng, og så taler man ellers ikke mere om det. Far har altid travlt med at studere, og er sådan en grå person, man bare har lyst til at ruske i. Men det er der ingen der gør. Mor og søster har jo deres. Faren også sit, og Johan aner ikke, at det hele er ad helvede til.
Liv i kludene er der ikke. Og når der ikke er vilde vinde til at blæse, så bliver altid brunt og gråt og kedeligt.
Der er, og det er de steder, jeg holder af, og hvor jeg føler, at bogen vokser og bliver herlig. Det er de små ting, bittesmå ting. Sprækkerne.
Jeg nævnte det med at dreje rundt på stolen, og at mor kunne blive syg. Der drejes og drejes og på reolen, hvor bøgerne står sirligt og i orden, der bringes uorden. Med fødderne skubbes bøger ind, nogle dybt, andre kun halvt, men der skubbes til denne stilstand, denne orden. Eller mor, hun reagerer på alt dette ’ingenting’ ved at gå i seng. Freuds forsvarsmekanismer aktiveres. Vi lukker øjnene og sover fra alt, og dagen efter tager man på arbejde igen. Præcis som i Willy Sørensen novellerne, eller Per Højholt, eller fra de der fremragende Panduro-hjem, som DR viste i 70’erne og 80’erne, hvor overfladen var fin og glat, men jo kun en overflade.
Johan har i den grad brug for hjælp. Hjælp til almindelighederne, men både mor og lærer formår ikke til fulde at betjene støvsuger-Johan, og det er dét, han er. Han samler støv. Så noget må der ske.
Man kan lave hærværk. Smadre ruder i et drivhus. Man kan støvsuge og pludselig komme til at ødelægge en plante. Man kan tegne frække tegninger, ikke frække frække, altså, med damer og så’n, men tegninger der lige bryder vanen.
Men man kan også tage ud i verden. Hos de runde rummelige hyggelige andre, hvor der drilles og spøges og rammerne lidt brudte. Hvor nutella får betydning og hvor der er kager og friskbagte boller. Åh, hvor er det dog rart og vigtigt, at vi ikke gror fast i vores hjem, men kan komme ud og få andre indtryk, få udsyn, ideer og tanker. At ens indre får noget at gro af, når nu ens hjem er så fattigt på liv.
Ude i verden er alt anderledes. Alt er velkendt, og så alligevel anderledes. Vi møder fx Karsten, en herlig type, og ikke engang karikeret. Der findes en masse som Karsten. Gemt i en uniform og som så bliver en lille konge, en karatekonge. Han tiltales Sensei og har dyrket kampsport i mange former og år. Han er barsk, og virker som en rollemodel og helt, en man kan se op til. I Karstens verden og i den karateklub, som Johan flygter til og fascineres af, er der anderledes værdier. Man er vedkommende og slår på tæven. Man tager på ture og ser film. For en stille plante som Johan er det både godt og skidt. Det fremmede præger, og slag og spark som Johan modtager, er både fysiske og reelle og samtidig herligt symbolske. Blodnæserne og sparkene til maven gør ondt, men disse slags og spark skal kanaliseres hen til rette sted, til forældrene. Det skriger til himlen at Johan skal gøre oprør. At støvsugerens ledning skal i stikket og der skal luftes ud.
Men selv rollemodeller og uniformerede Karstener har svage punkter. I nogle af romanens bedste øjeblikke oplever Johan og de andre karatedrenge, at selv superhelte har huller.
Bogen er næsten 200 sider lang, og der er en forandring. Den finder ikke sted sådan vupti, men bliver en stor procesopgave. Den der rebelske side finder Johan aldrig helt frem, men fremstår dog stærkere og stærkere, efterhånden som bogen nærmer sig sin afslutning. Der siges fra.
Skoleopgaven som til at begynde med var jammerlig og kort, får nu vinger, og for første gang kan Johan møde sin far, hvor de begge har glæde og gavn.
Helt godt bliver det aldrig, eller, måske skulle jeg snarere skrive, at opgøret udebliver. Det endelige opgør med de store bosser, moren og faren.
Undervejs ude er der oprør. Ved drivhuset, til rollespil, i klassen. De skildres fint. Stille og fint.
Som menneske og som ’på vej til at blive mand’, er der dog en forandring. Til sidst i bogen er rollerne byttet rundt. Der er i hjemmet brug for Johan og det handler om blod og en drabelig blodshandling. Johan træder både til og ikke, og slutningen er fin. Faren gemmer sig og Johan behøver ikke hæve sit våben.
Vi ender til sidst i Picasso-land og der er det jo sådan, at tingene kan se ud på flere måder. Både ind i et maleri, og fra et maleri. Men støvet er væk, regnbuens farver er på tegnebordet og kvinden på maleriet Johans næste møde med livet.
Tegningerne er habile og der er gode fine baggrunde og flere steder også kigget lidt på detaljerne. I dybden går vi aldrig helt, og hele bogens visuelle indtryk fremstår afdæmpet og uden nogle nævneværdige eller mindeværdige tegninger eller stemningsfulde passager. Man kan sige, at det grafiske indtryk harmonerer fint med bogens tone. Stille, roligt, vi må ikke skvulpe.
Ja. Hvad skal jeg skrive? Jeg kan godt lide både tematik og tempo, og ’Det må du selv om’ er en rammende og fin titel, der til fulde cementerer det at være ung i 80’erne, og især det at være en ung dreng. Fanget og uden synderligt positiv rådgivning eller kurssætning. Værket tager sig tid, for tid er der masser af, når man er låst fast. De mange gode steder, hvor Johan og omverdenen rokker lidt, er detaljerede og underfundige, og Johan kan sine virkemidler. Igen, sirligt, stille, støvagtigt.
For vi kommer aldrig for alvor op, hvor det rykker og ryster. Det er anslag på anslag, mini-anslag altså, og det samlede indtryk ender sådan midt i det grå. Paradoksalt den farve, som tegneserien hader og forsøger at gøre op med.
I P1 fortæller Johan, at han og forældrene har det godt sammen, at deres relation er god. Det er godt. Opgør kan være i mange farver og antage mange former. Og nogle gange fiser de ud. Bliver lagt lidt på hylden.
Jeg holder meget af Johan Krarup og hans værker. Jeg holder skam også af ’Det må du selv om’. Men bogens mangel på kraft og pondus bliver dens akilleshæl, og man kan godt sidde uforløst tilbage.
Fire hjerter. Blodfattige dog.
Titel: Det må du selv om
Tekst: Johan Krarup
Illustrationer: Johan Krarup
Forlag: Cobolt
Format: Indbundet, 192 sider i farver
Pris: 249,-
Isbn: 978-87-70856-61-8
- Berti Stravonsky
- Administrator
- Indlæg: 9892
- Tilmeldt: 7. jul 2004, 22:26
- Geografisk sted: Aldrig mere Ærø
- Kontakt: