Kun Paul tror på mig. Han er den eneste, jeg kan stole på.
Forleden talte jeg med en god ven om film. Vi kom som sædvanligt vidt omkring, og nåede en herlig klassiker, som jeg ikke har set i adskillige år. Claude Chabrols skræmmende film, Slagteren. Jeg så den som barn og den er bestemt et gensyn værd. Jeg blev draget ind i filmens sjæl af flere årsager. Først og fremmest var den betagende anderledes, og Stéphane Audran besatte mig. Selve filmen husker jeg som skræmmende virkelig, og jeg er stadig ikke helt sikker på, at jeg til fulde forstår alt.
Da jeg læste Sorte Åkander, var jeg pludselig tilbage til filmen. Tilbage i det franske og især i det mystiske og smukke landsbyidylliske Frankrig. Dette herlige store stolte smukke land.
Sorte åkander er en herlig sag. Ikke helt så ligetil at forstå, poetisk og drillende, let og forførende og så er alle de positive ord måske falske, for baggrunden er brutal og ond.
Det er en krimi, og ikke én af de letteste at tilgå. Vi følger opklaringsarbejdet, og møderne med tre forskellige personer. Tre kvinder. Den gamle ondskabsfulde. Den unge løgner og den helt helt unge og uskyldige. Tre personer, og hver især har deres fortælling, som langsomt foldes ud.
Vi er altså i Frankrig, og det er sommer. Smukt, stille og duftende af blomster og solskin. I en lille landsby i Normandiet, verdenskendt på grund af Monet og dennes malerier, og nu en sløv by, og dog. Fyldt med turister fra alle steder, alle for at indånde de duftende blomster og den varme sol.
Men selv paradis har sine slanger, og et mord finder sted. Midt i det stille vandløb findes en af landsbyens store mænd, brutalt slagtet af først et stiksår til hjertet, dernæst med kraniet smadret og endelig slæbt til, og smidt ud i vandet.
Hvem står bag, og hvorfor?
Opklaringsarbejdet er forholdsvist simpelt, for der er spor at følge. Men så alligevel ikke. Lidt ligesom Chabrols film, er alt ikke 'bare' ligetil, og det er både dragende og irriterende at læse med. Dragende og forførende, ligesom den mellemste kvinde af de tre, den gifte lærerinde, som så brændende gerne vil være gravid. Ond og kynisk, som den ældste mørke kvinde, der ikke længere har kærlighedhjerter at give, og finurlig, flyvsk og undersøgende, som den yngste af de tre.
Det er en tegneserie, der kræver noget af sine læsere. På 138 pastelfarvede sider, med sol og idyl og mord, og motiver, mistænkte og ja. Flere dødsfald.
En krimi, og en af de bedre. Selve plottet og krimiintrigen er betagende og man bladrer og læser nysgerrigt med, og det i et moderat tempo. I Frankrig og i en fransk sommerlandsby, har ingen travlt, og tempoet er derefter. Det kan man så mene om, hvad man vil. Jeg kedede mig ikke, men var på den anden side heller ikke blæst bagover. Værker, der kræver, at man som læser har tid, skal ikke bare sjuskes igennem, og jeg må læse bogen igen. Det fortjener den.
Af de tre personer, den ondskabsfulde, den løgnagtige og den egoistiske, er beretningerne om de sidste to klart de mest interessante. Og det siges klokkeklart i albummet, da den ondskabsfulde bliver enke, eller gør sig til enke. Hun siger:
"Ingen interesserer sig for gamle menneskers død"
Og tilføjer nederst på siden:
"Døden vil slå til igen i Giverny. Mærk jer heksens ord"
Omvendt kan man sige, at denne oldsag måske er den mest interessante af alle. Hun har den der kynisme, som vi alle foragter, og allerede på albummets første side, rammer hendes umenneskelighed os som en plejl, den dræbte i vandet efterlades, for der kommer nok en jogger forbi!
Tegningerne har den der langsommelighed over sig. En blidhed og en blødhed og jeg kan bedst beskrive det, hvis du, som jeg, vandrer i den danske natur. Helst lige inden at høsten sættes ind, og du kan se vinden danse i det korn, som snart skal hakkes og samles og forarbejdes. Lige inden.
Dvaskt og kun i bevægelse på grund af vinden. Og det er sådan at tegningerne er. Er der noget Monet over dem? De ER der bare. Gør ikke noget ud af sig selv, men efterlader alligevel én berørt, og draget. Helt i impressionismens ånd.
Det gør Sorte åkander. De efterlader én. Jeg sidder tilbage, ikke forpustet og overvældet, men irribatel og nysgerrig. Jeg er klar over, at det lyder fluffy og luftigt, men det skyldes, at jeg har det lidt dobbelt med værket.
Plottet er godt og opklaringsarbejdet grundigt og interessant. Den spirende erotik og kønnenes tiltrækning virker, og...
Ja. Det bedste jeg kan sige om et værk, et kunstværk, er at jeg vil møde det igen. Læse igen. Lytte igen. Fornemme igen. Og Sorte åkander har den der snigende og spændende ondskab over sig. Man får intet forærende, og så alligevel, tror jeg. At man får alt.
Tempoet er dog bogens anker. Og gør, at jeg er lidt hjertenærrig. Fire hjerter bliver det til. Fire.
Titel: Sorte åkander
Tekst: Fred Duval (efter Michel Bussis roman)
Illustrationer: Didier Cassegrain
Oversættelse: Jens Eichler Lorenzen
Forlag: Forlaget Mellemgaard
Format: Hardback, 138 sider i farver
Pris:249,95
Isbn: 978-87-7575-522-6
