Anmeldelse af Bouncer 6 og 7

[Berti Stravonsky]

Udgivet: Er udkommet
Bouncer: Den sorte enke (del 6) samt Dobbelt hjerte (del 7)
Oprindelsesland: Danmark
Sprog: Dansk
Manuskript: Alexandro Jodorowsky
Tegninger: Francois Boucq
Oversætter: Ole Steen Hansen
Medie: Tegneserie
Forlag: Forlaget Faraos Cigarer
Pris: 149,50 pr bind
ISBN-nr: 978-87-91976-79-7
Sidetal: 64


Bouncer 6 og 7 udgives hermed, og der kan sættes punktum for sagaen om den handicappede retskafne og iøvrigt ret træfsikre Bouncer.

Samtidig begår forlaget Faraos endnu et genitræk ved at smide en Bouncer box på banen. Den er ikke alene flot og virker holdbar, den er også med til at få udgivelsen på de i alt 7 bind til at fremstå helstøbt som det samlede værk, det nu er tænkt. Boxen kan ikke købes seperat, men sælges enten 'helt' med alle syv bind til i alt 599,- eller, hvis man allerede har nappet de første 5 bind, med de to nye udgivelser, 6'eren og 7'eren + selve boxen. Dette vil koste i alt 299,-. Det SKAL også nævnes, at Faraos for øjeblikket har mange gode rabatter, og også på de første fem Bouncere...

Handlingen


Da jeg i en meget ung alder så den skaldede tv-detektiv Telly Savales optræde i en western, da skete der noget. Jeg blev simpelthen grebet af universet og fremover blev det vilde vest et af mine absolutte yndlingssteder og jeg drømte ofte, at jeg var enten cowboy eller indianer. Filmen gjorde et stort indtryk på mig, og jeg har sidenhen genset den, og den holder stadig. Titlen? Nå ja - the scalphunters fra 1968.

En del år senere var det så mesterværket Soldier Blue der fik mig til at drømme, og til at forfærdes. Den western tog en masse drømme væk, med sin gru og sin kynisme, men det var vist godt, da jeg selvfølgelig også blev ældre og dermed fik ændret mit noget romantiske syn på genren og hvem der var 'the good' og 'the bad'. John Wayne var sgu også min mand, helt sikkert og hans noget kejtede firkantethed havde sin egen særegnethed. Lidt på samme måde som Clint'en besad og både han og Wayne, har beriget mig og andre med adskillige gode filmoplevelser. Unforgiven fra 1992 gav mig endnu en stor filmisk oplevelse, og lige op til i dag, med mesterværket og højdepunktet Dances with Wolves (90) og så den seneste storfilm 'True grit', erindrer mig om, at genren er en jeg elsker. Om det så er tempoet, de ofte forholdsvis simple dramaturgiske elementer eller det ene, at jeg godt kan lide når de go'e er go'e og de onde onde, det ved jeg ikke. Men jeg ved at jeg elsker lortet.

Som tegneserie har genren også sin højdepunkter. Selvfølgelig har jeg været i sadlen med Red Kelly, og drukket mine shots med Løjtnant Blueberry, og nydt hver en time. Men jeg har også læst, og læst højt for mine tøser af Yakari og så måske den bedste westernserie at all time, Buddy Longway, og igen har jeg følt, at dette må være tegneserienirvana.. Bouncer har LIDT af det skær over sig, men kun lejlighedsvist. Mere om det senere...

Kritik

Den sorte enke er en smuk og ærbar kvinde, og Bouncer er en mand med en mands behov og lyster. Han tiltrækkes af denne sirene, men også hun, som alverdens sirener, har en skyggeside. Et spøjst lille twist der først åbenbares i efterfølgeren, Dobbelt hjerte. Inden da må Bouncer træde i karakter og dels forhindre en bande lejesoldater, som optræder som soldater, i at slagte en lille håndfuld apacher (her tænkte jeg både på Little Big man fra 1970 med Dustin Hoffman i hovedrollen, samt på Soldier Blue). Det formår han ikke, men må sammen med en ung indianertøs, som han kort forinden havde reddet fra både vold og voldtægt, flygte. Sideløbende med alt dette, og der ER mange intense øjeblikke, er der en satan ved navn Axelhead der, sammen med sit slæng og en håndfuld møgunger, der også lægger rænker. De myrder og terroriserer og har skam også deres dagsorden, hyret som Axelhead er, af egnens magtfulde kvinde, som i virkeligheden er... Nej, det vil jeg ikke afsløre. Læs selv.

Konklusion

Samlet set kommer Bouncer ud for lidt af hvert og det kræver sin mand at kæmpe sig ud af. Det samme gør det nu også som læser. Der sker alt for meget og det er på den ene side selvfølgelig spændende og fascinerende, og siderne læser sig af sig selv, næsten, men det ER også for meget. Med dette hastværk forsvinder dybden og de mange optrin, dueller, slagsmål, slagtninger, ja selv erotik, bliver blot mange perler på en snor. Ingen del skiller sig særskilt ud. Personerne formår aldrig rigtigt at træde i karakter og ender med at fremstå enten meget retskafne og 'rigtige', eller kyniske og endimensionelle, og vi som voksne læsere VED jo, at sådan er det KUN i tegneserien (eller i filmens verden). Det ender med at blive alt for meget, og den iøvrigt skægge twist i 7'eren bliver blot endnu en af mange detaljer, og det er synd.

Der overlades ikke meget eftertænksomhed eller tankevirksomhed fra Jodorowsky's side, men kun en aller helvedes masse krudslam og modbydeligheder, som hver for sig måske har sine egne kvaliteter, men sovses til i ALLE de andre, og så ender det altså med, at man sidder tilbage med en læseoplevelse uden dybde, og af en forfatter der vil for meget og glemmer det aller vigtigste, nemlig at få sin læser med. Vi er med, javist, men kun på en kigger, fra sidelinien, for vi ender med ikke at kunne se noget, for alt blodet og krudtrøgen har gjort det umuligt.


Bouncer er samlet set en fin udgivelse, men slet ikke noget mesterværk. Der er klart den vildskab der kendetegner genren og det 'vilde' i det vilde vestern. Men less is more og den sandhed der ligger deri, er bestemt ikke en som Jodorowsky deler. Selvfølgelig skal ethvert værk ikke nødvendigvis sammenholdes med andre værker, og da slet ikke de helt store. Men det ligger alligevel til højrebenet at gøre det, og hvor Little Big Man og Soldier Blue, og til dels Dances with wolves havde sin historik og sin ppolitik, så har Bouncer sin grådighed og tørst efter jord og magt, og det er for så vidt ganske ok i forhold til genren. Hvor Unforgiven og True Grit, og for tegneseriens vedkommende især Buddy Lungway har sin eftertanke og sine stille perioder, så har Bouncer sin fremdrift og sine mange bestemt ikke stillesiddende stunder. Det skal man så enten kunne lide eller ikke, og jeg vil være polemisk og sige det på denne måde. Jeg tror aldrig jeg vil glemme hverken Buddy Longway, True Grit, Dances with wolves, Little big man eller unforgiven, men allerede nu, mens disse linier skrives, så ligger Bouncer død. Brutalt skudt ned af en forfatter der ville for meget...

Der ER opløftende momenter, klart, og det især hvad angår farvelægning. Blågrå bjerglandskaber, herlige blodsprøjtende passager og endda brændende mennesker bliver farvelagt, så det virker og man væmmes eller begejstres. Stregen er fin omend jeg aldrig helt har forstået, hvor Mike Blueberry og vores enarmede gunslinger, Bouncer, skal være høje smukke, nærmest ariske typer. At sove på jorden, sjældent vaske sig, få bank, blive skudt på, udsat for alverdens pinsler mm. det må satme kræve noget beautysøvn og en del kropslotion at få sine karakterer til at ligne noget fra et fransk modeblad, og man burde skelne til filmens William Munny (Clint'en) eller vidunderlige Jeff Bridges i True Grit. Helte kan også være arrede og grimme, helte kan også have dårlig ånde og lugte af pis og gammelt sved. Når man afslutter en cyklus, som det så fint hedder og som vi gør med Bouncer, så savner man også en grundtone. En slags 'hvad var det hele nu for noget', og især over hele 7 bind. Men den er fraværende i Bouncer. Der er desværre mere ramasjang og fart over feltet, og som sådan fejler Bouncer sin genre. En western er ikke action packed og fyldt med suspence og cliffhangers. En western er et nedslag i en svunden tid og en anden, mere simpel, måde at være mand på. Derfor får Bouncer kun 3 kugler i seksløberen... Men summa sumarum - Bouncer er topspændende og alligevel ret kedelig. Til prisen og fordi boxsættet er sejt, og fordi man, alle mine negative ord til trods, bliver underholdt, så KAN man godt finde en ekstra patron i bæltet...


Aldersgruppe: 12+

[Christian Aarestrup]

God anmeldelse, Beri, som jeg langt hen ad vejen er enig i. Men at Bouncer og Mike S. skulle være nærmest ariske typer uden svedlugt og dårlig ånde, har jeg svært ved at følge. Blueberry er ganske vist en ret flot mand, men Giraud får efter min mening gjort ham rigeligt uvasket og -barberet til, at man meget tydeligt fornemmer det BESKIDTE, vilde vesten. I modsætning hertil virker Bouncer nok renskuret, men til gengæld er han ikke ligefrem flot - og faktisk kunne han godt se ud til at være af jødisk afstamning (uden sammenhæng mellem de to ting).