Herta Müller gjorde et stort indtryk på mig. Hendes dystre fortælling, ”Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig”, som i 2009 gav hende Nobels litteraturpris, sidder i mit hoved, og kan ikke komme ud.
Billeder har jeg også, fabrikerede, og dem stod filmagikeren Steven Spielberg for, da han med næsten udelukkende sorthvide billeder (du husker givetvist pigen med den røde sløjfe) gav mig og verden Schindlers List. Jeg så den én gang og svor, at den ville jeg aldrig nogen sinde se igen. Det løfte brød jeg få år senere, og svor, at der bliver ikke en tredje gang.
Treblinka og Auschwitz glemmer jeg heller ikke. Kulden, selvom foråret kyssede mine forelskede kinder, slap ikke sit tag, og jeg ved ikke, om det var indbildsk, eller om murene indhyllede lejrene i gru og iskulde.
Nu har jeg fået nyere billeder, og atter bliver hjertet tungt. Jeg er en følsom herre, og bliver let påvirket af hvad jeg ser, hører og oplever. Nu har jeg læst Ghettoens farver, endnu en Turbine udgivelse, som er en ungdomsroman, illustreret, hardback, og fyldt med gru. Kulden er tilbage.
Vi befinder os i Polen, Warszawa og det er efterår 1940. Vi følger Misja, kommer ind i hovedet på ham, og sirligt ætser ordene sig fast. Han skildrer de uhyggelige og umenneskelige omvæltninger, som han og andre med oplever, da græs og frihed bliver til mure og gru.
Det er ikke rar læsning, men til gengæld nødvendig læsning. Ja, så ubetinget altid nødvendig læsning nu og fremover, så alle kan opleve solens skygger. Ingen skyklapper nu, ingen skyklapper mere.
Misja kæmper. Først og fremmest med at rumme alle fortrædelighederne, og der er mange. De daglige ydmygelser, mindreværdets voksen, de synlige tegn på menneskeligt forfald, ens egen mor der sygner hen, lillesøsteren Janina der ikke længere har energi, kræfter eller livslyst til at lege barnets lege. Det er ord der går ind og ondt, som syle, og der er desværre ikke mange formildende solstrejf hverken i bogen eller i Misjas liv.
De 170 sider er hurtigt læst. Flotte grusomme tegninger følger ordene på vej, og der hvor ord ikke slår til, tager tegningerne over. Fint, sirligt og næsten usynligt. Men bestemt ikke ubemærket og bogens gru, og især tegningernes tyngde gør, at man bærer bogen med sig. Man slipper den ikke bare, og det er godt for eftertanken og nok især for målgruppen. Jeg bliver altid begejstret, når vanen får et spark i skridtet. Jeg kan sagtens se mine egne børn læse denne bog, og jeg kan lige så sagtens fornemme et klasselokale med støjende, zappende selvfede unge, der, når de får denne bog i hænderne, klapper kaje, bliver stille og tager ind.
For det gør denne bog. Den giver. Den fylder. Fortællingen i sig selv er skrap kost, og visuelt mætter billederne også. Men får nok, netop fordi det er hårdt at rumme alt det, der skete. Her, på en næsten autentisk måde, kommer beretningen om Misja godt ind under huden. Gør døden og dermed også livet nærværende, og det er sundt.
Jeg tror ikke, at det kun er fordi, at jeg er et gammelt røvhul, og kender lidt til modbydelighederne, at jeg kan lide Ghettoens farver. Heller ikke fordi selve rammen er så ætsende modbydelig, lidt som at være vidne til et trafikuheld, eller lytte med på naboens skænderier.
Nej, jeg tror, at jeg kan lide bogen på bogens præmisser. Skræmmende sort/hvid/grå gør den sig ud, og siderne skifter, så er det sort tekst på hvid baggrund, og hvis tekst på sort baggrund. Små ting, ja, men med til at krybe ind i min sjæl og min hjerne.
Allermest skræmmende og betagende er illustrationerne af det der sker, med enkelte af børnene. Det gør av. Meget.
Men også, og det havde jeg faktisk næsten glemt, alle de fordringer og betingelser, man som jøde var underlagt. På side 11 står der, blandt mange ting, at jøder ikke må køre med tog eller andre motoriserede køretøjer. For satan da. En så naturlig ting for alle os i dag, bare lige svinge rejsekortet eller klippekortet, og vupti, så sidder man i bussen, metroen eller de røde S-tog. Sådan var det bare ikke i Warszawas ghetto. Tænk på det næste gang du ser en lille træt pige i toget, eller en mor med barnevogn, eller er gangbesværet ældre. Nå ja, eller en hjemløs eller dig selv, når du er træt. Bogen skriger dette i hovedet på enhver forkælet individualist med bøjle på, og nok i sig selv.
Bogen gør dette, men uden at moralisere, uden at ville det. Det sker bare, og det holder jeg af.
Bogen står til 249 kroner, og kan umiddelbart synes af meget. Men det synes jeg nu ikke. En rimelig pris for fine illustrationer, tankevækkende ord og en bevægende skildring af et liv, og ikke mindst om overlevelse i en ualmindelig ubarmhjertig og umenneskelig uforsonlig tid.
Er den for tung, for grå og for barsk? Næ, og jo. Gu er den da så. Der er en alvorstung stemning i bogen, og som jeg skrev, intet lys og intet håb. Men selvom det gør ondt, så gør det jo også godt.
Som roman for et ungt hjerte, der jo givetvis er vant til lidt af hvert, er det bare at komme i gang. Bogen kan sagtens stå alene, og de unge vil også kunne rumme det. De fleste, ikke alle, men de fleste. Mine piger fx ville få mareridt, blive kede og påvirkede.
Det vil de også blive, når de om få år læser Herta Müller, ser den syvdobbelte sorthvide lange Spielberg-sag og måske selv besøger udryddelseslejrene østpå. Livet gør ondt, engang imellem.
Er du ung, nap den eller ønsk dig den, bogen. Er du ældre, så bør du nok hellere læse Herta Müller, og når du så er færdig med den, så nap Ghettoens farver, og forær den til dine børn. Læs den dog gerne, og læs den højt. Tal om den, del den og oplev dine unges ord.
Misja, Janina og de andre fra ghettoen, deres ord døde da kulden tog dem. Og derfor skal de leve videre.
Undskyld at jeg kom til at lyde ældre, og især tog den moralske kutte på. Det er ikke meningen. Og de unge i dag, kan ikke lide sådan noget. Men nap bogen alligevel, og lad ungerne se den.
Titel: Ghettoens farver
Format: Hardback illustreret ungdomsroma
Forfatter: Aline Sax
Illustrator: Caryl Strzelocki
Oversat af: Birthe Lundsgaard
Forlag: Turbine
Udkommer: Er udkommet
Pris: 249,-
Isbn-nr: 978-87-7141-006-8
Aldersgruppe: Fra 13 og op...