Anmeldelse af Nattens Ridder vender tilbage (Forlaget RW)

Besvar
Noname
Brugerniveau 5
Brugerniveau 5
Indlæg: 2471
Tilmeldt: 24. aug 2007, 17:33

Anmeldelse af Nattens Ridder vender tilbage (Forlaget RW)

Indlæg af Noname »

Batman - Nattens Ridder vender tilbage Deluxe:
Nattens-Ridder.jpg
Endnu en vigtig klassiker fra slutningen af firserne – Batman Nattens Ridder vender tilbage af Frank Miller. Oprindeligt udgivet som en miniserie på fire numre, og i dag at betragte på lige linje med store klassikere som f.eks Watchmen og V for Vendetta af Alan Moore. Millers Batman historie bliver flere steder brugt til undervisning den dag i dag, og værket har også været inspirationskilde til film.

Historien er set i fremtiden, hvor Batman er i 50erne og har trukket sig tilbage for 10 år siden. Lovløshed og kriminalitet sætter dagsordenen i Gotham City, og en kriminel bande ved navn Mutanterne er ved at sætte sig på underverdenen. Batman gør comeback, men han er ikke ung længere, og dette medfører selvfølgelig en del problemer. Batmans personlighed er rigtigt godt skildret, og det er ikke den Batman vi kender fra nutiden. Batman har altid været selvtægtsmand, men han har aldrig slået sine modstandere ihjel. Det bliver der lavet om på her, faktisk fremstår han flere gange som direkte ondskabsfuld, og virker som en mand der nogle gange er ved helt at tabe tråden. Vi får her en meget realistisk skildring af Batman, han er ramt af alderen, og efter så mange år som selvbestaltet forbryderbekæmper, vil det nok være de færreste der ikke bliver psykisk uligevægtig.

Batman får følgeskab af en ny Robin, en teenagepige ved navn Carrie Kelly, og vi møder så prominente personer fra DC universet som Two-Face, Jokeren og Superman. Superman repræsenterer regeringen, og da superheltenes virke som selvtægtsmænd er blevet forbudt, leder dette uundgåeligt til en konfrontation. Dette er fortællingen om en mørk fremtid, og om en mand med et endnu mørkere sind. Faktisk er der ikke den store forskel på hvordan Jokeren og Two-Face behandler folk, og hvordan Batman behandler sine fjender.

En flot hardcover udgivelse der samler The Dark Knight 1-4, og derudover er der næsten 40 sider med ekstramateriale med Millers første forsøg på at tegne Batman, en side 1 der aldrig blev brugt samt utallige skitser, tegninger, forsider, manuskripter, stregtegninger osv.

Millers streg passer godt til denne mørke aldrende Batman, og Klaus Janson gør et sublimt job som rentegner. Dette er en milepæl indenfor superhelteudgivelser, og bør stå på enhver Batman fans hylde.


5/5 – Fem ud af fem mulige!
Besvar