Anmeldelse af Superman Action Comics bog 1 (Forlaget RW)

Besvar
Noname
Brugerniveau 5
Brugerniveau 5
Indlæg: 2471
Tilmeldt: 24. aug 2007, 17:33

Anmeldelse af Superman Action Comics bog 1 (Forlaget RW)

Indlæg af Noname »

Superman Action Comics bog 1 : Superman og stålmændene
action-comics-1.jpg
Først og størst, både i USA og Danmark. Debut i USA i 1938, debut i Danmark i 1940. Eget blad i USA i 1939, eget blad i Danmark i 1950. Superman er klart den superhelt der findes flest udgivelser med på dansk. Udover hans eget blad er der blevet udgivet massevis af historier i Superboy, Gigant og Supersolo. Meget af materialet der er blevet brugt i de danske udgivelser, har været fra Action Comics, og nu får denne titel så sin egen serie i Danmark.

Forfatteren er Grant Morrison, som danske læsere kender fra JLA serien fra 2001 og All-Star Superman historierne der udkom i perioden 2006-2007. Grant Morrison har vundet tre Eisner Awards for sit arbejde på All-Star Superman, så manden kan altså godt finde ud af at strikke Superman historier sammen. Tegneren er Rags Morales, bortset fra # 5-6 hvor det er Andy Kubert, og i # 8 er nogle af siderne tegnet af Brad Walker.

Som med Justice League bog 1, er der med Action Comics også tale om et reboot hvor serien, i forbindelse med lanceringen af The New 52 udgivelserne, starter helt forfra med oprindelseshistorien.

Dette reboot er ret interessant, da Grant Morrison har taget Superman helt tilbage til hans start i 1938. Før rebootet i 1986 var Supermans kræfter næsten ubegrænsede, han kunne flyve igennem solen, og flytte rundt med planeter. Det blev der lavet om på, men han var stadigvæk i en klasse for sig selv. Tilbage i 1938 var han overhovedet ikke i nærheden af at have disse kræfter, hvilket gør ham langt mere interessant, da han ikke længere er totalt overlegen. Desuden er der også kommet meget mere fokus på Clark Kent, så det ikke kun er Superman, det hele handler om. Det persongalleri vi i dag kender fra Superman serien, var der naturligvis ikke tilbage i 1938, det tog mange år at opbygge dette, og mange af historierne handlede om at Superman bekæmpede ganske almindelige forbrydere. Nu starter vi forfra, med de kræfter Superman oprindeligt havde, da han så dagens lys tilbage i 1938, men med det persongalleri, der i dag kendetegner serien.
action-comics-2.jpg
Vi starter med at følge Superman hvor han har boet i Metropolis i fem år, og er i færd med at bekæmpe Glenmorgan, også kaldet Hr. Metropolis, og hans bande. Som navnet Hr. Metropolis antyder har vi at gøre med en person med en stor indflydelse på sine omgivelser, hvilket bevirker at både Superman og Clark Kent kommer til at døje med den korrupte politiinspektør Blake der modtager bestikkelsespenge fra Glenmorgan. Clark Kent arbejder for avisen Daily Star og Blake og hans folk kommer jævnligt og ransager Clarks lejlighed, fordi Clark som journalist angriber Glenmorgan så meget som muligt. Vi ser en ung Superman i starten af 20erne iført jeans og t-shirt, og med hans velkendte røde kappe, som han var svøbt ind i, da han ankom til jorden i rumskibet fra Krypton. Da han er en ung mand er han ikke så erfaren og klog som vi er vant til, og historien er tro mod den originale oprindelseshistorie, hvor Superman endnu ikke kunne flyve, men kun kunne hoppe.

Lois Lanes far er general for militæret, og her er Lex Luthor ansat som konsulent til at rådgive om hvordan det kan lade sig gøre at bekæmpe Superman. Superman er nemlig blevet godt upopulær hos befolkningen på grund af en masse falske beskyldninger fra Glenmorgan og hans organisation samt Lex Luthor. Luthor har endnu ikke fundet en måde at stoppe Superman på, og tager dette meget personligt. Luthor starter en skræmmekampagne og henviser hele tiden til at Superman er en farlig alien fra en fremmed planet, og han kalder ham hele tiden ”den”. Det ender med at Superman slet ikke kan vise sig uden at blive bombarderet med sten og flasker af befolkningen.

En doktor Irons har fremstillet noget der hedder Metal-Zero der skulle bruges til at beskytte verden imod en fremmed invasion, men han er fratrådt projektet. En sergent går frivilligt med til en metalfusion for at blive til en stålsoldat, der kan tage kampen op imod Superman.

En anden ”stålsoldat” er doktoren selv, han har nemlig fremstillet en særdeles effektiv rustning til eget brug. I modsætning til Metal-Zero projektet, hvor der var tale om en fusion, er der her tale om en rustning som kan tages af igen. Gamle læsere vil huske John Henry Irons fra hans allerførste optræden, der var i dansk Superman nr 395 fra 1993. Her var han en af de supermænd der erstattede Superman efter hans formodede død i kampen mod Doomsday.
action-comics-3.jpg
Et andet problem viser sig i form af Brainiac, der har fået den idé, at han vil føje Metropolis til sin intergalaktiske samling af flaske-byer. Gamle læsere vil huske flaske-byen Kandor, en by fra Krypton, Brainiac havde krympet og kommet ind i en flaske. Det har han så også gjort i denne historie, og nu han alligevel er på jorden for at tilføje Metropolis til sin samling, har han også til hensigt at tilføje Superman og rumskibet der sendte Superman til jorden til samlingen, da hans Krypton samling ikke er komplet uden dette. I kampens hede opdager Superman en glasmontre med den kryptonianske klædedragt, og... Godt gættet – klædedragten bliver, sammen med den røde kappe fra Supermans rumskib, til Supermans dragt!

Der er mere – Vi får også en historie med Rummets Helte, eller Legion of Super-Heroes som de jo hedder på amerikansk. Her stifter vi bekendtskab med grøn kryptonit og Anti-Superman hæren.

Denne bog indeholder amerikansk Action Comics # 1-8, og # 5-7 indeholder foruden hovedhistorien også mindre historier. Der er en med Steel (John Henry Irons) og en med Jonathan og Martha Kents bryllup samt hvordan de efterfølgende brændende ønsker et barn, men ikke er i stand til at få et. Sidste historie er flashback til Clarks ungdom.

Desuden indeholder de andre historier også fortællinger om Kryptons undergang, hvordan Superman blev sendt til jorden, og hvordan Jonathan og Martha fandt ham. Krypton historien hvor Supermans forældre gør klar til at sende deres søn afsted i en raket, for at redde ham før planeten eksploderer er godt fortalt, og giver et godt indtryk af at Krypton var en planet der var klart længere fremme i udviklingen end jorden. Godt skildret med tegninger der er en blanding af science fiction og fantasy, der giver en god fremtidsvision af en by.

I 1940 da det første Superman materiale blev udgivet på dansk, var det også med historier om denne knapt så overlegne Superman, som ikke kunne flyve, men kun kunne hoppe. Dengang var der dog næsten udelukkende fokus på Superman, og ikke på Clark Kent.

Denne udgivelse er langt bedre end jeg havde turdet håbe på. Med flotte fortællinger af Kryptons undergang, Jonathan og Marthas ungdom, deres kamp for at få et barn, samt fundet af Clark, og fortællinger om Clarks ungdom samt Supermans første år, bliver man som læser sat særdeles godt ind i Superman universet. Det er en bog på 256 sider så den bliver selvfølgelig ikke læst i ét hug, og de gange jeg har lagt bogen på bordet, for at tage den op igen og genoptage læsningen, har jeg ikke kunnet lade være med at sidde og kigge på forside, ryg og bagside, fordi du sidder virkelig med følelsen af at du har fået noget for dine penge. Ikke nok med at historierne er rigtigt gode, men det er altså en rigtigt flot og eksklusiv bog i et lækkert design.

Det bliver spændende at se om Supermans kræfter bliver ved med at blive holdt på et mere realistisk plan, men i hvert fald en fin start på en ny begyndelse. Er du Superman fan er den nye Action Comics serie af Grant Morrison bestemt noget der skal checkes ud, og har du overvejet Superman, men aldrig kommet igang, er dette det perfekte sted at starte.

Bogen er i hardcover og indeholder Action Comics The New 52 # 1-8 samt mere end 20 sider med alt muligt blandet ekstramateriale.


5/6 – Fem ud af seks mulige
Besvar