Max Jordan – En våd affære

[Gimli]

Det er ikke så meget diskussionen der er problemet som den manglende søgning af indsigt i andres oplevelse og lyst til at forklare sig selv ift., hvorfor man er fascineret af en given serie/udgivelse, jeg opfatter der er det primære problem.

Jeg vil f.eks. gerne have en indsigt i, hvad det er Googa er så fascineret af ved f.eks. Tillieux. Men typisk fortæller han, at man kan læse hans anmeldelser. Når jeg så læser anmeldelsen, kan jeg læse at der bliver tegnet blændende (eller noget i den retning). Det bliver jeg altså ikke meget klogere af. Jeg har brug for lidt flere detaljer, hvis jeg skal kunne opdage det, som Googa har fået øje på. Jeg kan forstå at Tillieux har haft en historisk betydning for mediet - men jeg mangler nok stadig en forklaring på, hvordan det er noget særligt i dag. Det var lidt bedre med en anmeldelse af Tardi, hvor der stod noget i retningen af, at ingen som Tardi kunne "sætte et par klatter", og så få et så sigende ansigtsudtryk. Ok - det kan følge. Jeg har måske ikke helt samme fascination af dette, men her er der noget jeg kan forholde mig til. Og noget jeg kan kigge efter, når jeg selv læser Tardi. Men den slags forklaringer/eksempler synes jeg der er mangel på, når diskussionerne "går galt". Typisk råbes der bare højlydt ud; Mesterværk, hvilket en anden så råber lige så højt NEJ til. Det bliver der altså ikke mange påvirkningsmuligheder ud af. Og jeg kan ikke forstå det, for her er der et forum, hvor der reelt er mennesker som interesserer sig for tegneserier, og som må formodes at gide blive lidt klogere på, hvad det er som gør at en serie har sine fans. Dem møder jeg godt nok ikke mange af uden for dette forum.

[Gimli]

Det er ikke så meget diskussionen der er problemet som den manglende søgning af indsigt i andres oplevelse og lyst til at forklare sig selv ift., hvorfor man er fascineret af en given serie/udgivelse, jeg opfatter der er det primære problem.

Jeg vil f.eks. gerne have en indsigt i, hvad det er Googa er så fascineret af ved f.eks. Tillieux. Men typisk fortæller han, at man kan læse hans anmeldelser. Når jeg så læser anmeldelsen, kan jeg læse at der bliver tegnet blændende (eller noget i den retning). Det bliver jeg altså ikke meget klogere af. Jeg har brug for lidt flere detaljer, hvis jeg skal kunne opdage det, som Googa har fået øje på. Jeg kan forstå at Tillieux har haft en historisk betydning for mediet - men jeg mangler nok stadig en forklaring på, hvordan det er noget særligt i dag. Det var lidt bedre med en anmeldelse af Tardi, hvor der stod noget i retningen af, at ingen som Tardi kunne "sætte et par klatter", og så få et så sigende ansigtsudtryk. Ok - det kan følge. Jeg har måske ikke helt samme fascination af dette, men her er der noget jeg kan forholde mig til. Og noget jeg kan kigge efter, når jeg selv læser Tardi. Men den slags forklaringer/eksempler synes jeg der er mangel på, når diskussionerne "går galt". Typisk råbes der bare højlydt ud; Mesterværk, hvilket en anden så råber lige så højt NEJ til. Det bliver der altså ikke mange påvirkningsmuligheder ud af. Og jeg kan ikke forstå det, for her er der et forum, hvor der reelt er mennesker som interesserer sig for tegneserier, og som må formodes at gide blive lidt klogere på, hvad det er som gør at en serie har sine fans. Dem møder jeg godt nok ikke mange af uden for dette forum.

For lige at korrigerer mig selv, så forklarer Googa sin fascination af den første historie ret godt. Men da jeg ikke har læst historien, er det svært at forholde sig til. Men beklager, at jeg ikke fik retfærdiggjort Googa ordentligt.

[Erling Søby]

Ja, for min skyld kan man godt undvære selve karakteren. Jeg tror det var Carsten Søndergaard, der konstaterede, at det ville tvinge læseren til at læse hele anmeldelsen, og ikke bare skimme teksten frem til karakteren

[Antaeus]

Ja, for min skyld kan man godt undvære selve karakteren. Jeg tror det var Carsten Søndergaard, der konstaterede, at det ville tvinge læseren til at læse hele anmeldelsen, og ikke bare skimme teksten frem til karakteren

Og så er det der man sidder og er i tvivl om hvor god eller dårlig anmelderen egentlig synes tegneserien er.
En karakter tvinger anmelderen til at gøre op med sig selv, hvor god tegneserien er. Og er man imod karakterer så springer man selvfølgelig bare over den og så er alle glade.

Jeg vil ikke komme til at læse flere anmeldelsestekster, hvis der ikke er karaktergivning. Det mener jeg er noget vrøvl.

De uinteressante læser jeg slet ikke, hvis der ikke er karakter. Gives de en karakter så kunne nysgerrigheden måske vækkes for hvad der gør at den er så høj eller lav.

[Berti Stravonsky]

Jeg har hørt, at det kan fungere. Jeg har set film og talt med andre, og både filmene og folk fortæller, at det kan fungere. Det gør det ikke hos os. Og det ‘det’ er at leve sammen med sammenbragte børn. Det er et helvede. Intet mindre, og jeg er ellers varsom med at gøre myg til elefanter.

Forfatteren xxx har skrevet, og xxx illustreret, og det er der kommet en lille herlig sag ud af. Sine steder lidt vel tuttenuttet og rosenrød, men sådan set lidt fra oven en ganske fin udgivelse. xxx er titlen, og det er fino.

Tegningerne først. Det er sådan en sirlig lille forsigtig streg han har, xxx og med sirlig mener jeg ufarlig og lidt for forsigtig. Bogens målgruppe er nok årsagen, og jeg har det lidt sådan, at hvis der ikke også er bulder og brag (eller blod, sved og tårer), så kan det ofte synes lidt for vagt. OK - vi følger xxx, en gennemsympatisk pige på en 12 år, og hun skriver dagbog, kommunikerer fortrinligt og betydeligt flottere og med en højere lix end hendes jævnaldrende. Måske fordi hun længe har boet alene med mor og dermed har fået flere nuancer og lag i hendes opvækst. Hun har dog præcist de samme kvaler som alle i hendes alder, at mor kan være pinlig, at man ikke må komme med til fest, at ens mor går og rager i ens sager og den dur. Og så har hun altså en far. Indtil for nyligt havde hun ikke, men pludselig kom han ind i hendes liv, og det er dette som er bogens omdrejningspunkt. Faren virker som en rigtig god far, og bestemt mere jordnær og fornuftig. Altså i denne bog, som jo er nummer to i en forhåbentlig lang række udgivelser.

Men tegningerne! De er ufarlige og uden bid. Lidt som dukkerne fra 70’erne som altid så ens ud. Stilen er umiskendelig xxx. Sådan lidt Beavis og Butthead bare flottere. Det er både godt og skidt. Godt fordi tegningerne dermed får deres eget særpræg og kant, men også lidt øv, da de fremstår underligt ufærdige og endimensionelle.

Enkelte steder er der bid. Som når xxx er pisseknotten på mor, og der er ‘spil’ i hendes ansigt, eller når mor flirter lidt med flyttemanden. Og så er både København og Bornholm genkendelige, hvilket næsten altid er et plus.

Der er mange bolde i luften og sådan er det nok i en 12-årig piges liv. Der spilles, der tales, der knevres og skændes og man bliver uvenner og alt sådan noget. Jeg har det sådan, at illustrationerne og handlingen harmonerer fint sammen. Begge lige ufarlige, og hvis jeg nu skal hvæsse pennen, så bliver det også lidt kønsløst og småkedeligt.

Antaeus, ville du være i tvivl om denne? Oppe i skyerne, sådan lidt kartoffelmos i midten af skalaen eller nede på den dybe afgrund?

[Berti Stravonsky]

Og når jeg nu har dig, Antaeus, så har du flere gange skrevet, at anmeldere kan dække sig ind bag floskler af ord...

Hvilke floskler taler du om?

[Antaeus]

Og når jeg nu har dig, Antaeus, så har du flere gange skrevet, at anmeldere kan dække sig ind bag floskler af ord...

Hvilke floskler taler du om?

Det var ikke tilknyttet specifikt dine anmeldelser, jeg tror faktisk det specifikt var til flere nummer9 anmeldelser i sin tid. Generelt for anmeldelser har man en god ide om hvor på skalaen man er, men ikke præcist på skalaen.
Det er ord, sætninger og hele anmeldelser der gør at man ikke er helt klar over hvor på skalaen anmelderen er. Nogle gange kan man have skudt adskillelige karakterer forbi når man kun læser teksten i forhold til når man får karakteren.


Og jeg har en god ide om hvor du er med dine eksempler, men kun cirka, de to af dem kan i hvert fald dække et par karakterer.

For et par år siden havde vi nogenlunde samme diskussion og du kom frem til at du ville forsøge med en anmeldelse uden karakter, men under anmeldelsen besluttede du at omgøre det fordi der manglede noget, tror jeg begrundelsen var.

Men jeg kan ikke se hvorfor man som anmelder ikke skulle servere både anmeldelsen og karakteren. Så kan de som vil læse anmeldelsen gøre dette, de som kun vil læse karakteren læse den og de som vil læse alt gøre det.

Men helt ærligt, jeg må indrømme at jeg er træt at den samme diskussion igen og igen. Gør som du lyster, du kender min holdning.

[Berti Stravonsky]

Jep. Jeg mente dengang, at det var uforløsende ikke at kunne markere præcist, i hvilket område værket befandt sig i. Den holdning har jeg stadig. En karakterskala giver en god ramme. Det mener jeg.

Thorgal og andre kommende udgivelser vil få ord og tal.