Doxa to theo. Pos esthaneste?
Le Dernier Templier 4 – Le faucon du temple. Sådan. Det er titlen og også afslutningen på den sidste tempelridder. Den danske titel er Tempelfalken, og jeg må klart sige, at denne serie afsluttes på tilfredsstillende vis. Der er forklarende ord, en del spændende og flot tegnede sekvenser og alt går op i en højere enhed.
Dog, så lader det til, at der er endnu to album i serien, ser jeg. Men kun godt. Der er så mere at glæde sig til.
I modsætning til de foregående bind i serien, hvor man skulle holde hovedet koldt i de lidt sindrige ord og forviklinger, så er 4’eren anderledes let at have med at gøre. Det er godt og fint, og man slipper for at føle sig smådum, når man ikke lige kan holde rede i skidtet.
Der er to handlinger, en for længe siden og en nutid. Førstnævnte fylder en syvendedel og nutiden resten. Begge dele spændende fortalt.
Alt handler om en løgn. Et stort bedrag og tilbage står det eksistentielle tilbage. Skal man altid fortælle sandheden? Hvad gør man, når man indser noget, der for alvor stiller en lang række spørgsmål til det bestående, det kendte?
Det kan man jo tænke over, hvis man vil.
Handlingen er denne, og jeg forholder mig til hovedparten af indholdet, de seks syvendedele, for her er man vitterligt godt underholdt. Eftersøgningen af tempelriddernes skat, det er dét, det handler om, og man er næsten i hus.
En storm og andre interessenter gør bjergningen af skatten besværlig. Hertil kan man lægge fanatisme og kynisme, hvor fantasten bliver lige så kynisk som de kyniske, og blod flyder.
Ja. En luftig beskrivelse, men går jeg tættere på, så afslører jeg for meget.
Temelridderserien er skrevet af Raymond Khoury og Miguel Lalor. Illustrationerne står Miguel Lalor og Daniel Oliveira for, og både ordmændene og billedmændene gør det fortrinligt. Med dette mener jeg, at der er fin overensstemmelse mellem billeder og ord. Ikke for mange overlap og nødvendigheder, kun når det er nødvendigt.
Der er en del kameler, som skal sluges. Fx at ’skatten’ er så holdbar, som den er. Det er nemlig ret besynderligt, at tidens tand ikke har kradset hårdere.
Og at to stormfronter ikke gør større skade. Især når det skattesøgende skib ikke er større. Men som der også et par steder nævnes, så KAN det være en slags guddommelig indgriben. Alt andet lige, så ville det skam give god mening.
Tegningerne er flere steder smukke. Jeg faldt pladask for helsiden på side 15. En kirkelig repræsentant forklarer, der er 14 firkantede tekstbobler (hvad kalder man det, når der er tale om firkanter?), og man ser kirkemanden halvt bagfra, ører, briller, hage, hue og så endnu et lag, nemlig Kristi ved korset. Gammelt og nyt suppleret med tekst. Det virker godt.
Andre steder er jeg mindre begejstret. Der er nemlig mange åbne munde, som skal illustrere forbavselse, råb og den slags, og ansigterne bliver mindre heldige. At kunne tegne ansigtsudtryk er svært, I know. I know. I do.
Jeg ender på en 4’er. Jeg er godt underholdt. Der er spænding og forløsning. Et par kameler er der jo, og et (mindst et) manglende bogstav i en af tekstboblerne. Tegningerne fine med få undtagelser, og så ellers et godt fortælletempo. Albummet er hurtigt læst, der er ikke meget teksttungt, og læst netop hurtigt, da handlingen er spændende.
Titel: Den sidste tempelridder 4 – Tempelfalken
Tekst: Raymond Khoury
Tegninger: Miguel Lalor
Farver: Thorn
Oversættelse: Per Vadmand
Forlag: Zoom
Format: 48 sider i farver, softcover
Pris: 139,-
Isbn: 978-87-7021-038-6
