OVERMAND 2: I SPRINGFORM

Besvar
Brugeravatar
Robin
Brugerniveau 5
Brugerniveau 5
Indlæg: 4711
Tilmeldt: 5. mar 2008, 20:30
Geografisk sted: Bathulen

OVERMAND 2: I SPRINGFORM

Indlæg af Robin »

OVERMAND 2: I SPRINGFORM
overmand-2-i-springform.jpg
overmand-2-i-springform.jpg (15.54 KiB) Vist 1146 gange

Så kom den, OVERMAND 2, den svære 2’er. Det, at efterfølge en succes, er jo svært. Jeg ved ikke, hvordan salget et gået af bind 1, men der var rosende ord både her og hisset. Kan ”OVERMAND 2: I springform” mon leve op til tidligere tiders succes? Lad os se på det!

Forsiden slår tonen an – OVERMAND er i klassisk superheltepositur på vej gennem luften, godt hjulpet af sin ven politibetjent Petersen - og en gynge! Den danske titel bevæger sig endnu engang i det kulinariske område. ”I springform”, er jo sådan en rund form ens mor brugte til at bage runde sager i, og lille Henning måtte lege med den nogle gange; det var noget med det mekaniske på siden, som kunne bevæge sig, tror jeg, der fængede. Originaltitlen er noget med superhelte i nærområdet eller nærheden, så vidt mit skolefranske vil det, eller ”nærsuperhelte” ligesom ”nærpoliti ”eller ”the friendly neighbourhood Spider-man”, men Vigans fordanskning er fin, vil det vise sig.

Der er som i forrige album en -, to - sides historier og lidt længere på 4 og 6 sider og også en 15 siders historie! Jeg kan godt lide variationen i historielængde, det skærper opmærksomheden. Og der er knald på farveladen, der passer til løjerne. Og dem er der rigeligt af. Første gang jeg stod med Overmand 1 i hænderne blev jeg blæst bagover. Nu er jeg mere hærdet, men jeg bliver blæst! Jeg kunne ikke lægge det forholdsvis hurtigt læste 44-siders album fra mig, for jeg måtte se hvilke gakkede løjer Pascal Jousselin har fundet på denne gang. Og jeg blev ikke skuffet. Der er badutspringen fra rude til rude, der er kiggen frem eller tilbage og hoppen rundt, så OVERMAND må siges at være i springform!

I dette album møder vi den gale videsnskabsmand, og vi får bl. a. Jouselins udgave af Justice League eller Avengers, hvis du hellere vil det, bestående af OVERMANDS sidekick 2Dboy (Tuttibøj i OVERMANDS mund), betjent Petersen, Gridsen , hvis superkræfter, ordets magt, kun virker, når han er sur og så selvfølgelig af OVERMAND selv. De er i dette eventyr oppe mod Chromailine, farvernes herskerinde, kunne man sige, og det foregår i Amerika, så der bliver også tid til et møde med Læderkappen!!! og Hoppin samt Rapidus, verdens hurtigste mand. Alle er de overvundet af Chromaline og indlagt på hospitalet, Læderkappen i fosterstilling. Jeg er jo så’n lidt ordnyder, så første kig på Læderkappens navn samt billedet bragte latteren frem; I ved Læderlappen osv., og nu kruser smilet om min mund, blot jeg skriver hans navn, ja, der skal ikke meget til!

Det er ikke kun fjolleri, spas og tju-hej, hvor det går, det er også lut og lagkage. Og der er sør’me også morale og stof til enten eftertænksomhed eller stof til fordommene, når den amerikanske hær fremstilles fordomsfuldt eller realistisk, alt efter temperament.

I lighed med første album er der også, hvad jeg vil kalde en ”sær side”; en side som ikke findes i andre albums, men som ligesom sidst minder mig om Clevins ”Strudsen Rasmus ”, men ikke mere om dette fænomen. Det må du selv opleve. Nogle tegneseriesamlere vil ikke bryde sig om det, jeg kunne lide det, men jeg er også både læser og samler, eller bare almindeligt bims, så måske derfor.…
En firesiders historie med titlen ”Frem og tilbage er lige langt” er både sød, underfundig, rørende og giver også stof til eftertanke. Hovedpersonen ” lever i modsat retning af alle andre”, eller ”hun går forlæns, men bevæger sig baglæns”, er OVERMANDS analyse. Der er endvidere et kært gensyn med superskurken Lurifaks.

Tegnestilen er sådan ”plastisk”, ”fransk”, der er ikke altid nogen baggrund, men det er ikke noget denne læser mangler. Så fokuseres der på det væsentlige, personerne, deres gøren og laden, holdninger, udtryk, det, de siger. Det syrede og meta-agtige minder mig stadig om min favoritstribe Carlt! Men er det så bare mere af det samme, gentager Pascal Jousselin bare sig selv. Et klart og rungende nej! Han er den eneste, der twister en tegneserie på denne måde, andre har gjort noget lignende før, og så alligevel ikke helt på samme måde, men som sagt: Jousselin gør det på sin måde, og han gør det godt i de 9 eventyr eller historier, om man vil.

Jeg skrev før, at albummet var hurtigt læst. Det er nu min stil, at læse det hele på en gang, pløje sig i gennem det som Onkel Joakim i sin pengetank, uden pauser. Hvis jeg har set frem til en udgivelse, så vil jeg også ”indhalere” den i et sug. Med det ikke sagt, at det er hurtigt overstået. Det er et album, hvor jeg så lige må læse de korte historier igen og så lige grine over Læderkappen endnu engang. Lige læse en enkelt af de længere historier, lægge det væk og så frem igen senere for li-ige at læse en lang og et par korte til, klukle og nyde nogle af de syrede idéer endnu engang. Så der er value for money i mine øjne, da udstyret også er i orden. fin indbinding, hardback, flot!

Da jeg læste OVERMAND 1 var jeg helt oppe på de høje nagler. En skala fra 1 til 6 var efter min mening for lille, men man skal følge reglerne, så det blev 6 porrer dengang. Jeg er stadig begejstret, som det måske fornemmes, men denne gang ”inden for rammerne” (pun intended, he-he!). 6 sikre kageforme til OVERMAND, så han kan holde formen.

ANMELDT AF HENNING BRAUNSTEIN


Titel: Overmand 2 – I springform
Forfatter og tegner: Pascal Jousselin
Originaltitel: Imbattable 2 – Super – héros de proximité
Oversættelse: Vigan
Sideantal: 44 i farver, indb.
Vejl. udsalgspris: kr. 169,00
Forlag: Shadow Zone Media
ISBN: 9788792048356
Så bli'r det ikke meget bedre - desformedelst!!! Ihvorvel!!!
Brugeravatar
Snoopy
Brugerniveau 2
Brugerniveau 2
Indlæg: 125
Tilmeldt: 23. jun 2016, 15:34

Re: OVERMAND 2: I SPRINGFORM

Indlæg af Snoopy »

Tak for anmeldelsen (som jeg først har set i dag). Fin fin.
Godt at høre at albummet holder samme kvalitet som det første, den nye er bestilt - jeg glæder mig. :)
Brugeravatar
Robin
Brugerniveau 5
Brugerniveau 5
Indlæg: 4711
Tilmeldt: 5. mar 2008, 20:30
Geografisk sted: Bathulen

Re: OVERMAND 2: I SPRINGFORM

Indlæg af Robin »

Tak for de pæne ord, og du kan roligt glæde dig - ligesom til jul! Skriv endelig, hvad du synes, når du har læst albummet!

mvh.
Så bli'r det ikke meget bedre - desformedelst!!! Ihvorvel!!!
Besvar