Han er her... Jeg har lige set ham!
Hvis jeg nu nævner et samarbejde mellem to herrer. Den ene kommer fra Argentina, og den anden fra Uruguay, så ville du nok nævne Barcelonaspillerne Lionel Messi og Luis Suarez, ikke sandt?
Men næ nej. Jeg taler om tegneserier, og en duo som for første gang rammer vores breddegrader. Det er e-voke der bringer dem hertil. Argentinske Jok som tegner, og forfatteren Santullo fra Uruguay. Sig pænt velkommen til dem begge. De bringer gys og gru med sig, en herlig genre og alt dette i en hardback på små 50 sider. Titlen er Fyrre kister og er en slags rammehistorie forstået sådan, at der scrolles tilbage…
Men lad mig starte rigtigt.
Coveret er rødt og sort og varsler ilde. Kranier, en himmel nærmest af blod og et skib i trængsler. Sleevet for og bag viser et søkort, og nu kommer spoilerne, så spring de næste linjer over:
Vi er godt tilbage i tiden. Havet er blikstille, men noget ildevarslende er på vej. Spottet af en gammel piberygende gusten skikkelse. Han kan mærke det i knoglerne, lyder det.
På vej er stormen, men også en skonnert. Tilsyneladende på en selvmordsmission, for fart er der på. Sejlene sat. Ingen tilsyneladende på dækket eller ved roret, men alligevel lykkedes det for skibet at manøvrere sig til kajs. Folk i den lille kystby er i oprør. Ren magi. Heksekræfter.
Ved roret er kaptajnen. Stendød og bundet. I kaptajnens kahyt findes logbogen, og nu er der det der med rammen, for hvad der er sket ombord, er nedfældet i Kaptajn Stroghoffs logbog, og det er skræmmende læsning der åbenbarer sig for Mister Holm, ham der læser logbogen. Besætningen borte, lige som sangen om de 10 cyklister, for udover den triste last på fyrre kister, så har der åbenbart også været en ekstra ubuden gæst. Men han er ikke at finde. Skibet ransages igen og igen, og imens stiger vanviddet i takt med at besætningen forsvinder.
Vi ser aldrig helt hverken hvordan eller hvorfor, og det er også næsten lige gyldigt. Folk falder fra. Ryger over bord. Som det nu sker til søs, eller skete der for mange år siden. Vi er nemlig tilbage i slutningen af det 19. århundrede.
Albummets og fortællingens styrke ligger i antydningerne, og man fornemmer den snigende gru og rædsel, stemninger hvor alle vogter på alle. Både sat i scene af logbogen, og især via Joks tegninger, der sandt for dyden ikke er muntre eller lyse.
Jeg røber ikke mere. Giver kun et lille fingerpeg. Kisterne.
Spoiler slut.
En parentes er fin at sparke ind. Det der med lidelse, død og den slags, som kommer ind i et land via en sprække. De fyrre kister. Corona. Flagermus. Lockdown. Død. Nå – et lille sidespring.
Hvad selve albummet angår, så desværre, jeg er ikke helt forløst.
Stemningerne er såmænd fine nok, eller rettere, dystre nok, og klaustrofobien og rædslerne sættes fint i scene. Men vedkommende og kuldegysende bliver det desværre ikke helt. Jeg ved faktisk ikke helt hvorfor. Jo. Karaktererne kommer aldrig til syne. Blot som marionetter i en teaterforestilling. Der er ikke søsyge, længsel, hjemve, kun en stadig vogten over hinanden. Det kræver sin mand at være til søs. Tro mig, jeg har selv prøvet det og fejlet stort. Man skal være en af vis støbning for at klare søens strabadser, trummerum, afsavn, naturen og irriterende kolleger. Og når man så samtidig pilles ud en efter en, at en næsten usynlig satan, så er det ikke let.
Lidt spil med nationaliteter og fordomme. Ja. Men kun ganske lidt. I kriser er enhver sig selv nærmest, og det kan faktisk undre, at besætningen ikke gør mere, end de gør. Handlingslammede af træthed, angst og trods alt, det hierarki der er, og skal være på en arbejdsplads i den salte sø.
Men altså. Og jeg tror, det har lidt med tegningerne at gøre. Nu hvor albummet er lagt ned på bordet, og jeg prøver at genkalde mig både billeder og plot, så kan jeg ikke finde de der helt særlige sekvenser, hvor jeg var solgt af tegningerne. Eller skræmt. Eller sådan for alvor underholdt. Og det er øv, for genren er ellers lige vand på min mølle.
Kaptajnens egen endeligt, og ruten dertil er skam fin. Især flot (for det er det altså) med en afstikker til Transsylvanien på side 46, og de efterfølgende sider. Og med dette geografiske praj, så har du nok spottet at vi er i Bram Stokers sfære.
Jeg noterer mig også, hvor effektfulde ruderne er, når de konsekvent er lysfraværende og bare dunkle, brune eller helt sorte. Måske er der en kerne her? At der ikke er kontraster, kun dette endimensionelle mørke og tunge? Måske.
Sprogligt fungerer albummet fint. At skabe en historie ud fra en logbog er sin sag, men det fungerer fint. Lixen er gennemsnittelig, og jeg har ikke spottet fejl.
Nok er det bare ikke helt. Albummet er hurtigt læst og tegningerne får aldrig rigtig bidt sig fast, og jeg ender på fire grusomme kister. Det er nemlig et album der vokser i knolden på en. Og som kan læses flere gange, med nye opdagelser, nye små detaljer. Bemærk fx detaljerne i albummets begyndelse, da de tyrkiske toldmyndigheder forsøger at planke flere mønter. De stormer bestyrtede og frygtsomme bort. Vi får ikke nogen forklaring, og så jo alligevel, efterhånden som vi dykker længere ind i logbogen og fortællingen.
Sådan noget kan jeg rigtigt godt lide.
Jeg vaklede mellem en 3’er og så den endelige 4’er, det skal jeg ærligt sige. Heldigvis faldt vægtskålen til højre og fyrre kister blev til fire.
Titel: Fyrre kister
Tekst: Santullo
Illustrationer: Jok
Oversættelse: Lea Mejdahl Christiansen
Forlag: e-voke
Format: Hardback, 50 sider i farver
Pris: 169,-
Isbn: 978-87-93952-05-8
- EV 1.JPG (58 KiB) Vist 1185 gange
- EV2.JPG (70.89 KiB) Vist 1185 gange