Stop! Din vilde tæve!
Genren er bestemt ikke overset. Alle der læser disse linjer må have stødt på Red Kelly, Tex Willer, Mike Blueberry, Buddy Longway og hvad de nu ellers hedder, alle vores gode venner fra det vilde vest.
Åh, jeg har nydt disse serier og har både en colt og en tomahawk i hjertet. Alt sammen fordi jeg fik lov til at være oppe om lørdagen, og kunne se med, når DR viste en western. Og fordi jeg i en tidlig alder fik lov til at få Fart & Tempo og stiftede bekendtskab med det, der klart skulle blive min yndlingsgenre.
Og jeg bekender ærligt kulør. Jeg elskede også Sølvpil og Falk og alle de andre, og har endda stadig en stak liggende et eller andet sted.
Men alligevel er genren overset. For bortset fra de der serier, findes der så mange westernalbum derude? Gør der? Altså enkeltstående album, som bare fortæller en god klassisk historie?
Måske. Jeg aner det ikke.
E-voke er vores nye gode venner. De før noget ved genren, og foran mig ligger et herligt softcover album. Titlen er Historier fra det vilde vesten, og lige ovenover, står der Serpieri.
Serpieri er en mester. Tegne kan han. Hold da op. Om det er pirrende erotiske duller, eller…
Ja. For her stopper jeg lige et øjeblik. Det er nemlig sådan, at navnet Serpieri får min autopilot i gang. Måske grundet uvidenhed, ja nok, men jeg forbinder ham udelukkende med en lækker forførende blød streg og lige så lækre kvinder med nærmest uvirkeligt flotte bagdele og babser.
Heldigvis udfolder han sit tegnetalent til fulde i Historier fra det vilde vesten. Der er to historier i albummet, to barske sager hvoraf den første, ’Manden uden tommelfingre’, er i farver, og den sidste, ’Den hvide indianer’ er i sort og hvid. To forskellige fortællinger med en del fællesnævnere alligevel. Først og fremmest et dyk ned i hverdagsskæbnerne, og allerede her tjener albummet point. Jeg elsker alle de førstnævnte serier, men vi ved jo, at aktørerne har plotarmor og klarer skærene til sidst. Uanset hvilken knibe, uanset hvilken tilsyneladende uløselig situation, så klarer vores venner det alligevel. Og i Serpieris to fortællinger, er der ikke noget, der giver sig selv. Intet er givet.
Dernæst, og det er jeg især glad for, så skildres kvinders vilkår og indianere med, med rå øjne. Der er ikke John Wayne solnedgange og andet fims. Det er råt. Det er en på kæften og jeg bilder mig ind, at den realistiske stil er den ’rigtige’, når vi taler om genren. Vi ved det jo ikke, men det må have været satans hårdt vestpå, og næppe nogen bed of roses.
I den første historie, nærmest en slags skæbnefortælling, følger vi Angie i et opgør med først familien, dernæst som hvid rødhud, og især skræmmende er det, at hendes seksualitet og ret til sin krop, ja til livet vel, er brolagt med mænd. Om det er den tyranniske religiøse far eller en potent satan med en pik, så er scenen sat. Let er det bestemt ikke.
I den sorthvide historie, som jeg lige skulle læse to gange for helt at fatte alt, spiller hævn og identitet en afgørende rolle.
Læg mærke til, at jeg ikke fortæller mere. Af hensyn til dig, der gerne selv skulle nyde hver side uden at kende for meget til handlingen.
Albummet er på 68 sider og nogenlunde ligeligt fordelt mellem en historie i farver, og en uden. Softcover og en herlig inviterende orangerød forside og bagside. Og jo – der er lidt babs og lidt røv, men bestemt ikke for meget og faktisk heller ikke upassende og ude af trit med plottet. Jeg nyder det.
Jeg nyder også de to historier. Faktisk så meget, at jeg har brugt dem, i en betydelig beskåret og mere børnevenlig variant, når jeg fortæller godnathistorier. Men også ’bare’ som voksenlæsning. Jeg elsker den ligefremme grumhed, der er i begge.
Lys og skygge er gode venner i albummet. Der veksles godt. I farvefortællingen er kontrasten tydelig. Det er som siderne er holdt bevidst lyse, baggrunde såvel som hovedhistorie. Det giver et friskt indtryk. Hver rude er som et lille maleri i sig selv. Historien der følger, er anderledes rå i sin tone. Det sorte og hvide giver ikke mulighed for andet end netop det sorte og det hvide. Det giver noget helt andet. Noget markant mere modbydeligt. Det onde og voldsomme er skarpere i øjet, for farverne er der ikke til at blødgøre.
Det sproglige fungerer fint. Ikke noget hakken eller sætninger, der gør ondt i øjnene. Det kan dog godt irritere lidt, at der et par steder skiftes fontstørrelse. Det giver en læsemæssig disharmoni. Jeg bliver forstyrret af det.
Men altså. Det går nok.
Jeg har nu stiftet bekendtskab med et par E-voke album, og jeg må sige, at jeg er yderst positivt overrasket. Jeg er jo ’gammeldags’ i den forstand rent tegneseriemæssigt, at jeg har nogle måske ret firkantede og især ret stereotype forestillinger om, hvad en tegneserie er. E-voke kommer så ind fra højre, og har givet mig nye herlige læseoplevelser, og jeg spår forlaget alt godt. De er startet med fynd og klem og er bestemt et forlag for fremtiden.
Historier fra det vilde vesten følges op, ser jeg, og det glæder jeg mig til.
Indtil da kan albummet nyde de fire, nej fem gode stjerner. Jeg var underholdt. Jeg læste i spænding. Jeg nød de flotte tegninger og fik hamret lidt ved min Serpierifordom.
Titel: Historier fra det vilde vesten
Tekst: Serpieri
Illustrationer: Serpieri
Forlag: E-voke
Format: Softcover, 68 sider
Oversættelse: Lea Mejdahl Christiansen
Pris: 169,-
Isbn: 978-87-93952-06-5
- 12.JPG (72.33 KiB) Vist 1367 gange
- 1.JPG (75 KiB) Vist 1367 gange