Ti! Jeg vil intet høre! Men...
Prøv lige at tjekke bagsiden. Øverst til venstre i det røde står der Den store Asterix 3. Det røde felt flugter fint med forsidens røde, og det samme med den nederste røde, hvor der bare står Cobolt. Simpelt og ret blæret. Så lige over midten står de der, alle vennerne fra den lille belejrede landsby, alle med det skælmske blik, sådan trekvart med siden til. Obelix’ bautasten tårner op i det røde, og flot ser det ud.
Så de to covers, altså af de to album der danner rammen af Asterix 3. Gallien rundt og Asterix og Kleopatra. Lige under syv linjer, der beskriver indholdet. Endelig er der stregkoden på langs med de obligatoriske 13 tal der udgør Isbn-nummeret. Stilrent er siden sat op. Der er ikke for meget. Der er ikke for lidt.
Forsiden er herlig. Obelix på listefødder og Idéfix snusende. I den øverste røde ramme står der Goscinny & Uderzo, i nederste røde ramme står der det samme som på bagsiden, Cobolt med sort. Læg mærke til at Obelix og Idéfix er på vej til at tippe albummet til højre, Obelix foroverbøjet og Idéfix til højre for midten, men at man så har tryllet med Asterix lige ovenfor, hvor A’et hælder til venstre og tager halvdelen af bogstaverne med, ja måske endda e’et med, så kun de tre sidste bogstaver følger Obelix og Idéfix til højre. Det giver en fin balance.
Nederst, men over den røde bundlinjeklump, står der med sort titlerne på de to album, Gallien rundt og Asterix og Kleopatra. Igen, som med bagsiden, fint, rent. På plads.
En lækker detalje er, at når man tager albummet op til øjnene og lader blikket flugte med coveret, så glinser det røde Asterix, så glinser Obelix og så glinser Idéfix. Det giver lidt et ekstra pift og er en fin lille detalje. På forlagets hjemmeside kan man læse, at denne særlige teknik kaldes relieflak.
Ryggen er sort, og lavet i stof og så er ryggens informationer skrevet med guldskrift. Øverst et tretal i en cirkel, forfatter og tegner med fornavn og efternavn, endelig titlen midtpå og så i nederst sjettedel forlaget og Asterix som figur. Flot ja, men man skal ikke have fedtede fingre, for det sorte bliver ikke ved med at være sort, hvis føromtalte fedtfingre har fat i bogen.
Der findes selvfølgelig folk, der altid lige vil vende skråen og finde fejl eller påpege skavanker. Disse mennesker, irriterende som de er, vil sikkert hævde, at både cover og bagside er for ’tunge’, for belæssede og det kan jeg nu sagtens følge. Uden af være hverken grafiker eller at have forstand på layout, så…
Ja, hvad skal jeg skrive. Jeg kan sagtens se det. Midt i alt det perfekte, så kan det da synes lidt for meget.
Ryggen især synes jeg mindre godt om. Det virker klart for voldsomt.
Så er der blær og høj klasse på innersleevet forrest og bagerst. Landsbyen i lidt svagere toner, og så alle vennerne forrest. Det ser godt ud, dybdeperspektivet virker fint og jeg kommer helt til at tænke på lidt det samme med at afbilde personer på innersleevet forrest og bag, nemlig fra Tintin’erne, hvor man dog har valgt rammer til hver af de afbildede.
Samlebindet er tungt, stort og rummer kun to album. Alligevel formår man at strikke 160 fantastiske sider sammen, og som det også er tilfældet med de to foregående værker, Asterix I og II, så er vi i den lidt bizarre situation, at det er vanskeligt at fremhæve det det ene, fremfor det andet. Her taler jeg naturligvis om de to album på den ene side, og så det digre ekstramateriale på den anden side. Jeg har jo alle dage været glad for ekstramateriale, du ved, skitser, reklamer, forsider, prøver, idéer, kasserede ting, merchandise af næsten enhver slags. Lad mig nævne et eksempel: Det findes på side 23 og er et foto af et indstik, som var stukket ind i tegneserieugebladet Pilote og viste Idéfix. Intet andet. Som på det tidspunkt ikke hed Idéfix, hunden havde ikke noget navn. Og så til højre en kort forklaring, og i ekstramateriet endnu flere ord.
Jeg elsker det. Jeg føler mig forkælet. Jeg føler, at lige præcis her har der siddet en redaktion og tænkt, at vi vil kræse for køberen. Jeg oplever, at værket bliver meget mere helstøbt, mere værdifuldt, og at der ikke bare er tale om metervare. Af alt ekstramateriale, skitser, fotos, forkastede idéer mm. Så holder jeg enormt meget af disse indstik. Så meget, at jeg samler på skidtet.
Det tager tid at læse alt, og selvfølgelig er der dele, man hurtigt glemmer eller som man føler er mindre væsentlige. Helheden og helhedsindtrykket er dog fabelagtigt.
Ekstramaterialet, de mange mange siders optakt, er som trailere til film i biografen. De lægger op. De skærper ens appetit. Se blot på overskrifterne til de to album. Man kommer vidt omkring. Hele 28 sider om Gallien rundt, og vistnok hele 32 sider (talte jeg) til Kleopatra.
Man altså vidt omkring. I Gallien rundt, som med Tour de France, fra sted til sted. Fra specialitet til specialitet, særkende til særkende, og så alle de der finurligheder, der pludselig er med. Bevidste, husk det, for der researches selvfølgelig, og leges og afprøves. Det er den uortodokse komik der blander det faktuelle med det ironiske, med en lup indad, på ens samtid, på ens nation og hvordan ens medmennesker opfører sig. Vi kender det jo. Vi kender det fra indkøbene i Netto, med folk der springer foran i køerne, folk der fylder, folk der får nok i sig selv. Vi kender det fra strandene, hvor vi planter vores hvide røve med en ret, en slags selvfølgelighed, som ingen skal beklikke eller vove at true. Vi kender det fra vores færden blandt andre, på vejene, på fortovene, på cafeerne.
Da jeg læste Asterix der for 100 år og en sommer siden, var det jo bare en god historie. Dette for at understrege merværdien af disse samlebind, for man lærer noget af disse redaktionelle ekstrasider. Som sådan er Asterix jo for alle aldre. Os ældre, der nu får ny viden og kan betragte albummene med dette nye filter, og så ens unger samt alle børn og unge. Om end det næppe er hverken børn eller unge, der køber disse samlebind. Uden at vide det, så gætter jeg på, at det er semigamle mænd som undertegnede, der napper alle udgivelserne, tre om året.
Selvom udgivelserne ER til børn, for det er de altså, så er der i tusindfold af godt voksenguf at hente. Mere efter at man får tygget sig igennem ekstramaterialet. Kleopatra som isoleret album er ikke noget særligt, synes jeg, men de der nye nuancer som de ekstra 32 sider giver, gør at jeg læser på en anden måde.
Men lad os lige holde fast på det der med ’til børn’, for Asterix bør være obligatorisk i grundskolen også, samt på gymnasieniveau. Der er så meget ’fransk’ at hente, den franske grundsjæl, typerne, de forskellige egne og forskellige karakterer, ja alt sammen set via et satirisk filter, men alligevel.
Historier i de to album? I Gallien rundt drøner vores to venner hele Frankrig rundt og samler ind. Udgangspunktet er Asterix som bliver vred over den romerske belejring og indespærring, og han afgiver råbende et løfte, som også bliver til et væddemål. Han og Obelix vil hente specialiteter fra oplandet, og det gør de så. En lille lækker sag til sidst, for selvfølgelig skal overgeneralinspektøren smage den lille gallerbys specialiteter også. Nødder!
I Asterix og Kleopatra har sidstnævnte et problem. Hun er edderspændt rasende på Julius Cæsar, der ikke har meget til overs for hendes folk og deres evner. Han tirrer hende, og som enhver anden kvinde, så bliver hun olm og sender aben videre. Der skal bygges et monument på tre måneder, basta. Selvom dette projekt i sig selv er umuligt, så vanskeliggøres det ydermere, da der er brodne kar (misundelse især) blandt egypterne, og Linealis, som Kleopatra har sat på opgaven, har kun en chance. Nemlig at spørge sin gamle ven, Miraculis om hjælp. Så vores duo må sydpå.
Jeg kan klart bedst lide Gallien rundt. Det er som om den der rundrejse bare byder på mere alsidighed. Mere spændvidde. Flere lag.
Kleopatra er ikke hverken jævn eller kedelig, slet ikke. Den er bare mere ’for børn’, og morer mig ikke så meget, som Gallien rundt gør.
Visuelt er samlebindet fantastisk. Ekstramaterialet er layoutet sirligt og nænsomt, der er ikke ’tunge’ sider og heller ikke rene ’hvide’ sider. Tekst og fotos, skitser mm. harmoner godt sammen.
I albummene er farverne bløde. Tegningerne ser færdige ud, rigtige ud. Jeg har ikke nyere Asterix’er at sammenligne med, så jeg kan ikke udtale mig om udvikling af tegnestil. Vildt og blæret, al den stund af dette samlebinds to album, jo er nogle af de tidligste.
Men jeg kan se, at proportionerne er fine og passende, selvfølgelig med de bevidste undtagelser. Obelix’ størrelse, selvom han vredt flere gange benægter, at hans BMI er en belastning, at han skulle være et ’fedt skrummel’.
De der bevidste undtagelser er jo herlige, og den gik nok dengang sidst i 60’erne, men nok næppe nu. To afrikanske (gætter jeg på) bærere er store brune brød med kæmpelæber. Men altså – herlige.
Der er jo masser af vold i Asterix, og jeg har engang læst, at volden i netop album som Asterix er et problem. Netop fordi det hele gemmes væk i sjov og ballade. At de unge læsere dermed ubevidst annekterer vold som et middel til løsning af problemer. Det synspunkt må man da gerne have. Jeg køber den ikke.
Jeg elsker nemlig når Obelix kaster med tonstunge firkantede sten efter romerne, alt imens han lystigt synger DING DING, så meget sjov har han, at Asterix bliver vred og skælder ud. Endnu en af de rare perler, gennemgående perler altså, hvor den lille kloge Asterix så ofte tager en formynderrolle på sig, som gør at vores umage duo bliver som et gammelt ægtepar. Jeg grinede, da Asterix må hive fat i Obelix, da de er til audiens hos Kleopatra.
Jeg har læst Kleopatra højt for min dreng. Han er syv år gammel og faldt pladask for Obelix. Det forstår jeg godt. Han er den mest menneskelige, og nok den, man bedst kan identificere sig med. De gange hvor min dreng morede sig bedst, var når romerne og sørøverne fik nogen på frakken, og når Obelix bliver sur.
Fem hjerter bliver det til. Ikke seks, da Kleopatrahistorien bare er i den tyndere ende.
Titel: Den store Asterix 3. Gallien rundt samt Asterix og Kleopatra
Tekst: René Goscinny
Illustrationer: Albert Uderzo
Oversættelse: Per Då
Oversættelse af ekstramateriale: Søren Vinterberg og Francois-Eric Grodin
Forlag: Cobolt
Format: Hardback, to album samt ekstramateriale, 160 sider i farver, 24 x 32 cm
Pris: 349,-
Isbn: 978-87- 70858-14-4
- 1.JPG (66.03 KiB) Vist 2379 gange
- 66.JPG (67.33 KiB) Vist 2379 gange
- UdklipMere.JPG (62.71 KiB) Vist 2379 gange
- Udklipmmmeee.JPG (60.39 KiB) Vist 2379 gange
- UdklipZZZZZZZZZZz.JPG (63.6 KiB) Vist 2379 gange
Det er såmenn ikke noen tryllekunst gjort for dette nye samlebind.
)
