Ka... Den skøre slange

Besvar
Brugeravatar
Berti Stravonsky
Administrator
Administrator
Indlæg: 9854
Tilmeldt: 7. jul 2004, 22:26
Geografisk sted: Aldrig mere Ærø
Kontakt:

Ka... Den skøre slange

Indlæg af Berti Stravonsky »

Billede

Boligforening søger slange

Striber. De sjove striber. Jeg har altid tænkt, at af alle forskellige genrer, så må humor være den vanskeligste at mestre. At finde den der balancegang mellem det platte og det dybe, og så skulle iscenesætte en kort ramme der gerne skulle udmunde i en sjov afslutning, enten verbalt eller via en overraskende sidste rude. Da jeg var barn og senere ung, så læste jeg altid striberne bagerst i avisen. Det gør jeg ikke længere. Springer dem over, registrerer at de er der, og så videre i teksten. Måske lidt synd.

Lars Dahl har skrevet og tegnet og nu udgivet et album med striber. Den bærende aktør er en slange ved navn Ka. Selve albummet er på 70 sider, alt i sort og hvidt og som regel bestående af fire ruder, enkelte gange kun tre. Bagerst i albummet et par herlige sider med forældede vittigheder, og et indblik i selve tegneprocessen. Kort fortalt og godt fortalt.

Ka er jo begrænset af både de grafiske rammer med ruderne, og så det, at den ikke oplever så hulens meget. Det stiller desto større krav til den endelige finale, pointen, og så er vi tilbage ved den der balance. Jeg har læst Ka fra ende til anden, og det kan jeg ikke anbefale. Det bliver hurtigt en trummerum, og jeg oplevede, at jeg hurtigt gik død. Interessen svandt. Næ, der er meget mere at hente, hvis man tager bogen i mindre bidder, som det jo også oprindeligt var tænkt.

Så er det nemlig ganske anderledes, og man kommer faktisk fint ud af det Ka og hans vennekreds.

Jeg er jo over 100 år, og er nok blevet for gammel til at more mig. Ka får aldrig helt flyvehøjde, og de gange hvor jeg for alvor blev overrasket, og de gange, hvor jeg trak på smilebåndet, var ikke mange. Et par stykker var der dog.

Sådan set fra min egen navle, så har dette intet at gøre med Lars’ tegneserie at gøre. Selve genren er bare ikke mig, og så er det ligegyldigt om det er Basserne, Ø-kuller, Lunch eller Pondus, for nu at nævne et par. Der skal meget til, før mine smilerynker aktiveres. Dog, et ømt og kærligt dansk punkt har jeg dog, nemlig stribeserien ’Og det var Danmark’ af Morten Ingemann. Foruden gakkerierne fra fx en Gary Larsson eller Don Martin. Selv disse, Ingemann, Larsson eller Martin, falder skam også igennem fra tid til anden.

Hvorvidt Ka er supersjov, bidende, underfundig og vedkommende, skal jeg således ikke gøre mig klog på. Jeg synes ingen af delene, men det kan jo sagtens have at gøre med mit småfattige forhold til genren som sådan.

Albummets design er fint og nede på jorden. Jeg kan lide orden, og kan godt lide den stramme layoutmæssige komposition. Det giver en fin fast ramme. Men rammer skal jo fyldes, og der er simpelthen for lidt gift i dét der tænkes eller tales. Ka er ikke skør, heller ikke farlig, desværre.

Tre stjerner.

Titel: Ka… Den skøre slange
Illustrationer: Lars Dahl
Tekst: Lars Dahl
Forlag: Forlaget Fabel
Format: 70 sider, softcover, striber i sort og hvidt
Pris: 159,-
Isbn: 978-87-91419-79-9

118401302_10158914726353255_3171337161395520798_n.jpg
118439256_10158914726278255_6578318797263806265_n.jpg
118510494_10158914726203255_8954055941361533011_n.jpg
Besvar