Rovdyr

Besvar
Brugeravatar
Berti Stravonsky
Administrator
Administrator
Indlæg: 9854
Tilmeldt: 7. jul 2004, 22:26
Geografisk sted: Aldrig mere Ærø
Kontakt:

Rovdyr

Indlæg af Berti Stravonsky »

Billede

Barnes? Ja, han møder også piger der. Hvis du forstår hvad jeg mener?

Det er en erfaren duo der står bag Rovdyr, Dufaux og Marini, en gyser fra forlaget e-voke. Dette nye herlige forlag, som på uhyre kort tid er blevet en af mastodonterne indenfor tegneserieudgivelser her i landet.

Rovdyr. Allerede her er jeg lidt glad. Titlen alene ville gøre, at jeg spidsede ører. Jeg kan lide ondskab og modbydeligheder, og har alle dage været gyserglad.

Der er tale om første bind af i alt fire, og det er fint. Jeg kan godt lide ’fortsættelse følger’, for det er rart at have noget at se frem imod.

Hvor titlen er spændende og foruroligende, så er både cover og bagside lidt halvfesne. Man får ikke meget forærende, hvilket i sig selv er fint nok, men hverken forside eller bagside springer voldsomt i øjnene. Stod jeg i en fysisk tegneseriebutik med et bugnende udvalg, ville Rovdyrs ydre næppe gøre mig nysgerrig.

Bagpå dystre ord, og fortil to aparte skikkelser, en mand og en kvinde. Begges påklædning ret usædvanlig, og de sidder på og ved en sofa i et tilsyneladende beskidt, lettere sønderskudt og fattigt udendørsmiljø. De to karakterer ser mærkelige ud, og det skyldes ikke kun deres påklædning. Der er noget underligt ved dem…

Jeg ved ikke, men der er noget disproportionalt ved dem. Kvinden virker mastodontisk, og er så tynd om taljen, at selv moderne modeller ville undre sig. Et langt rær er hun, store babser, lange ben og strammet til, som kom hun direkte fra Manifest eller fredagshygge i S.M.I.L.

Han med stok, lange negle og, som hun, store sorte støvler. Et herligt par. Dystre ser de ud. Selvsikre og overskudsagtige, som om de er medskyldige i det forfald og snavs, de har bag sig.

Hvad de i en vis grad også har. Eller vil få.

Sagen er nemlig den, og nu kommer der lidt spoilerhalløj, så læs enten med eller spring over:

Vi følger et opklaringsarbejde, helt konkret kriminalassistent Lenore, der står overfor en rigtig modbydelig sag, en mulig seriemorder. En række drab har især et særligt fælles punkt, nemlig at en syl er stukket ind i ofrene lige bag øret.

Jeg sparker lige en referenceramme ind, noget jeg kom til at tænke på, da jeg læste albummet. Jeg kom nemlig til at tænke på Brad Pitt og Morgan Freeman i David Finchers Se7en fra 1995. Det har noget med stemninger at gøre, og lidt den måde, som de forskellige ofre findes på, samt hvordan de dræbes på. Det er et stykke tid siden, at jeg så filmen, men jeg er ret sikker på, at filmen har inspireret Dufaux og Marini.

Som i mange andre krimier, er det ikke ligetil. Man er altid bagefter som opklarer, og værre er det, når man ikke helt kan stole på nogen, heller ikke dem, man burde kunne stole på. Så har jeg ikke sagt for meget.

De to personer afbildet på coveret er bror og søster, og de er ikke helt almindelige. Der er sådan lidt Bram Stoker over deres forehavende, og så ved du sikkert, hvad jeg taler om.

De er på en mission, og hverken de to, eller dem de kæmper imod, skyr nogle midler. Sidst i albummet skal der kød på grillen, og det er den grimmeste død, man kan forestille sig.

Spoiler slut.

Albummets store styrke er også genrens, nemlig alt det ukendte. At man hele tiden lige halter lidt bagud. Både hvad angår de der drab, men også i de forskellige aktører. Hvem kan man stole på?

Jeg er ikke så meget for glat papir. Det gør noget ved farverne. Det er som om, at farverne bliver lidt for kunstige og for frembrusende og for kolde. En skam, faktisk, for illustrationerne er ganske fine. Der skiftes flot med farver, fra nattens mørke og blåt, til fx trafikkens gule hast. Og der skiftes lynhurtigt fra en location til en anden. Eminent fx på side 26 og 27, hvor der skiftes mellem to kulturer. Fejende flot kontrast fra det næsten mekaniskkolde blå til det vilde dyriske ildhelvede.

Jeg kan lide disse skift. Også selvom det kræver lidt klarsyn for en træt hjerne. Jeg er blevet så forfalden, at jeg ofte skal læse mere end én gang, for for alvor at forstå helhederne. Og ikke alt i Rovdyr er ligetil.

Men igen, det hører med til genren og det samlede indtryk. Hvem vil have alt forærende? Ingen.

Vores hovedperson er sej og handlekraftig, men har også en svag side, en menneskelig side. Den er der, omend godt skjult. Hun bliver dermed en modvægt til ondskaben, især hos søskendeparret. De er iskolde. Kyniske dræbere. Denne kontrast klæder albummet og gør, at man vælger side.

Hvad er der at gøre godt med?

58 sider i farver, og vi får kun antydningerne, om end de er tydelige nok. Der er et opgør på vej, mystikken råder og slutningen tilpas åben. Igen kontrastfyldt. Vi befinder os i et hus ved vandet. Strand, vand og stilhed. For blot få ruder forinden at være højt oppe, skuende ud over en millionby.

Kontraster virker. Vinkler og farver med, og dermed er der tale om et dynamisk album. Godt for læsningen og tempoet, og heldigvis aldrig flyvsk.

Men det går alligevel for hurtigt. Der er ikke nogen videre dyb persontegning, og kun lejlighedsvist kommer vi ind bag Lenore. Hendes firkantede karakter (alle de bærende kræfter er underligt firkantede – hvor bifigurerne har former og virker smådumme) virker mekanisk. Der mangler noget lune, noget rundt, noget menneskeligt. Og det er lidt synd. Der er også tale om stereotyper. De onde fra overklassen, de rige, de magtfulde, og så fx ordensmagtens fodfolk, her småbuttede og fjollede.

Stereotyper skal man helst undgå.

Der er klichéer nok i verden.

Sprogligt irriterer det mig, når der springes fra dialog og første persons synsvinkel, til den der alvidende fortællerstemme. Det bliver for kluntet. For forkert. For unødvendigt. Især på side 18 og 19 virker det forkert.

Jeg har det sådan lidt la-la med albummet. Historien vokser på mig, og jeg ser frem imod de næste album, men der mangler alligevel et eller andet, for at albummet klinger. Jeg tror, det handler om noget så simpelt som manglende identifikation, og den medfølgende distance. Hvorfor skulle jeg bekymre mig om handlingen og figurerne? De siger mig intet. Jeg kan ikke mærke dem. Samt, at tegningerne mangler glød.

Dét, og så en fornemmelse af firkantethed. Som om aktørerne bliver for stive og mekaniske. Der mangler lidt liv. Det kan skyldes flere ting. Det glatte papir, farverne, karaktererne som sådan. Måske blot en kombination?

Men det har potentiale. Der ligger noget og ulmer, og Lenore skjuler noget.

Tre kolde hjerter bliver det til. I en kold tid som denne.

Titel: Rovdyr
Illustrationer: Marini
Tekst: Dufaux
Forlag: e-voke
Format: Hardcover, 56 sider i farver
Pris: 179,-
Isbn: 978-87-93953-19-5

1.JPG
1.JPG (37.98 KiB) Vist 899 gange
2.JPG
2.JPG (44.67 KiB) Vist 899 gange
3.JPG
3.JPG (41.89 KiB) Vist 899 gange
4.JPG
4.JPG (43.73 KiB) Vist 899 gange
5.JPG
5.JPG (39.53 KiB) Vist 899 gange
6.JPG
6.JPG (38.66 KiB) Vist 899 gange
ultindenstore
Brugerniveau 2
Brugerniveau 2
Indlæg: 394
Tilmeldt: 8. apr 2020, 16:58
Geografisk sted: Danmark
Kontakt:

Re: Rovdyr

Indlæg af ultindenstore »

Måske kan forsiden til "Rovdyr" bruges som sexet forside. Hun ser i hvertfald interessant ud, hende madamen. WOW!!! :lol:
Besvar