Blueberry - De samlede eventyr 4

Besvar
Brugeravatar
Berti Stravonsky
Administrator
Administrator
Indlæg: 9854
Tilmeldt: 7. jul 2004, 22:26
Geografisk sted: Aldrig mere Ærø
Kontakt:

Blueberry - De samlede eventyr 4

Indlæg af Berti Stravonsky »

Cover.JPG
Cover.JPG (39.09 KiB) Vist 814 gange


De døde vender ikke tilbage!


Foråret er langt væk. Sneen hamrer ned og alt er hvidt. Indenfor er der lidt lunt og ved siden af kaffen hviler årets bog, Jep. I hørte det her først. Vi taler om Cobolts lækre Blueberryudgivelse, den med de samlede eventyr, hvor vi nu er nået til epos fire, og jeg kan næsten ikke få hænderne ned. Årets udgivelse, det stikker jeg gerne ud på, og I er velkomne til at pege fingre om en 11 måneders tid, hvis jeg ikke får ret. Men det gør jeg.

Jeg er så begejstret, at jeg ikke helt ved, hvor det er smartest at begynde. Så i stedet for at lave en slags opbygning, der gradvist går fra ekstramateriale, bogens design, selve guldet indeni, og den slags, så bliver det nok snarere en slags løs fægtning. For anmeldelser, hvor man er superbegejstret, er ikke lette at skrive. Det bliver hurtigt for flot, for rosende og for kedeligt. I hvert fald at skrive, og måske også at læse. Måske.

Det visuelle. Og det er nok her, at samlerne bedst kan være med. Os tosser, der elsker en reol med bøger. Her kommer Blueberry så alvor til sin ret, og nu hvor vi er kommet til fjerde bind, så tegner rygmotivet sig mere og mere. Flot bliver det, og ret blæret og iøjnefaldende, når vi når vejs ende, og alle bindene står side om side.

Forsiden kan jeg lide. Ikke fordi det springer voldsomt i øjnene og udstråler dramatik, fortæller noget om værkets indhold, og jeg ikke slet ikke undersøgt det gyldne snit eller noget derhenad. Jeg kan bare godt lide motivet. Det giver intet væk. Måske er det endda en kende kedeligt og intetsigende? For folk altså, der ikke kender til Charlier og Giraud og cremen af deres samarbejde, som jeg så afgjort mener, vi bliver forkælet med i De samlede eventyr 4.

Bagsiden til gengæld, og den sang har jeg sunget før. Den bryder jeg mig ikke om. Selv hesten, skræmt som den er, virker underlig krympet, og hvidt har aldrig rigtigt gjort noget godt for tegneserier, undtagen når den bruges til at vise sne. En ganske uspændende bagside, og ja. Hvad kan jeg sige? Det synes jeg bare.

Volume fire indeholder tre fantastiske fortællinger. General Guldmanke, Den gale tyskers guldmine og Genfærdet skyder med guldkugler. Tre titler, hvoraf jeg især bedst kan lide de sidste to. Jeg er jo selv halvskør og finder måske slægtskab med både galskab og genfærd, who knows?

Ekstramaterialet er fyldigt, om end vi kun når op på 15 sider samt et forord over kolofonen. Men less is more, og ekstramaterialet er velskrevet, informativt og fyldt med illustrationer og den slags. Præcis som vi kan lide det. Originale Pilote-forsider, fakta og fictionside om svinet McAllister, vildt flotte helsides annoncesider fra fx Genfærdet skyder med guldkugler, og en herlig hyldest i sort og hvidt til Sergio Leones Once upon a time…

Jeg bringer lige en personlige note. Jeg har jo alle dage holdt af westerns. Så ubetinget min yndlingsgenre, og jeg kom til at tænke på, hvorfor det mon er sådan? Der er mange mulige svar. Et af dem er, at jeg fik lov til at se film om lørdagen der i 70’erne, og at der forholdsvis ofte blev bragt en cowboyfilm. Det synes jeg nemlig ikke, at tilfældet er nu om dage. Men dengang - det var tider. Jeg har set High Noon, The Man who shot Liberty Walance, Stagecoach, Rio Bravo, The Searchers, True Grit, The Scalphunters. Little Big Man og mange mange flere, som jeg ikke lige kan komme på nu og her. Det var altså i min barndom og ungdom, det var i sort og hvidt, og de film må have sat et vist aftryk.

Af nyere westerns holder jeg især af Dances with Wolves. Men klart også af Unforgiven, True Grit (den nyeste version), samt 3:10 to Yuma. Appaloosa fra 2008 kan jeg også mægtigt godt lide.

Jeg er ikke helt så glad for andre værker, værker som andre skønner højt. Fx The Good, the Bad and the Ugly, eller af Once Upon a Time in the West. Jeg ved ikke hvorfor.

Den sidste western jeg så, den måtte jeg helt opgive. Er ellers ret glad for Quentin Tarantinos tidlige film, men den der The Hateful Eight, den døde jeg i. Der gik for meget Samuel Jacksonsnak i den…

Sidste lille westernting – Tombstone, den herlige Kurt Russelfilm med store frakker og imponerende overskæg. Mest fordi jeg er lidt lun på Powers Boothe som superskurken Curly Bill. Åh ja.

Men når jeg tænker over det, så er det nok ikke filmene fra dengang, der har fået krudtslammet til at flyde i mine årer. Nej, ikke kun. Jeg tænker, at de der Fart & Tempoblade, som jeg fik af min far, de må også have gjort et indtryk. Det er nemlig den følelse jeg sidder med nu, når genfærd, gale tyskere og hævntørstige rødhuder fyger igennem min knold. Hold da kæft, hvor er jeg glad og begejstret.

Læsetid. Et mærkeligt ord.

Men tag lige et helt almindeligt gennemsnitsalbum og tag tid på, hvor længe det reelt tager at læse et sådant. Ikke mange minutter, vel? Men her, med (trods alt) kun 168 sider, så tager det tid. Ikke kun på grund af ekstrasiderne, en fjorten stykker hvoraf flere er illustrationer, men simpelthen fordi Blueberry er meget mere end blot almindeligt dramaturgi. Skyderier, kampe mellem det gode og det onde, kampe imod naturen, imod overmagten, imod sol, tørke, angst, sult, tørst, støv og i hobetal af vildt spændende set-ups. Situationer, hvor der er topspænding flere sider i træk, cliffhangere, near by misses, sidste øjebliks redningsaktioner og den slags. Den der spændingsbue, som de virkeligt gode forfattere kan spænde, den spændes vildt og hårdt.

Samtidig er der også ro til at få læsepulsen ned igen. Der er nemlig rolige passager, men hele tiden på den måde, at de alligevel ikke er ro på. Der er altid folk på jagt efter noget, eller også fortrylles man helt ind i fortællingen, og er den jagede.

Tilbage til læsetid. Jeg har, for jeg er blevet ældre, ændret mine læsevaner. Når jeg læser for mig selv, altså uden børn, så klipper jeg historierne op. Napper en ti sider her, og ti sider der. Og giver mig ekstra meget tid til at kigge tegninger. Jeg har forbandet mine gode ven, GoogaMooga, flere gange hen hvor peberet gror, men han har sgu ret i hans overordnede betragtning.

Tegneserier handler om tegninger, først og fremmest.

Og her i westernland og Coboltland og i Mike S. Blueberryland, så er tegningerne sublime. Uovertrufne. Så fulde af… ja, hvilke ord dækker? De virker realistiske, tegningerne. Jeg ved godt, at jeg ikke ser et foto, men når jeg tænker på scenografi, så tænker jeg automatisk på mine filmreferencer, samt på Blueberry. Og jeg nyder nu tegningerne så meget, at den der spændingsting, den får hvile. Jeg læser tegningerne på en anden måde. Måske fordi jeg er blevet ældre, og mit tempo er lavere. Men måske også fordi der lige akkurat her, i Girauds streg, da står mit blik stille. Derfor tager det tid at læse De samlede eventyr, og det er kvalitetstid hele vejen.

Papir. Papir er jo bare papir, ikke sandt? Men nej. Langtfra. Det ved I jo godt. Glat papir kontra mat papir er slet ikke sammenlignelige. Og her er vi i det matte land. Hvilket er totalt fedt for tegningerne. Jeg tror, at Blueberry ville gøre sig bedst i sort og hvidt, det tror jeg, men når det nu ikke er tilfældet, så virker det til, at farverne kommer bedre til deres ret på mat papir. Jeg har DSE4 åbnet på side 46 og 47, hvor Mike og fyldebøtten Jimmy spiller dobbeltspil, og rødhuderne er lige efter dem. Der, i de sorthvide træer, i sneen, fornemmer jeg et bizart lækkert medspil. Bemærk også den ro, som skyldes Charliers forfatterhjerne. Vi forbinder jo nok mest kampe mellem rødhuder og de hvide som intense, hurtige, spontane, men det skydes til hjørne i disse samlebind. Der tænkes, der spilles blodskak, og hvem trækker i sidste ende det korteste strå?

Normalt er jeg ikke helt så vild med plot-armor, men sluger det råt her. Jeg sluger det også råt i 007-filmene, men bare på en anden måde. Hvor der hovedsageligt er humor og drengegadgets inde over. Her i Mike S. Blueberry, eller som jeg lærte ham at kende, som Løjtnant Winston, er det fornuft, at være kølig og smart, og så så afgjort det vigtigste, at træffe valg før andre træffer valg. Blueberry er bare lige den tand hurtigere både i handling og i tanke. Derfor bliver det aldrig helt skørt, eller helt overdrevet. Det virker snarere rigtigt og selv i de mest ’nu MÅ det gå galt situationer’, så klares skærene, og man tænker ikke, at det var vildt. Nej, man er nemlig allerede videre.

Det er kunst. Man føres og skubbes videre fra rude til rude. Alt bliver helstøbt. Alt bliver rigtigt. Alt bliver godt.

Jeg må ikke have været særligt gammel, da jeg forfærdet læste og så billederne fra General Guldmanke, og uden at afsløre alt for meget, så er den passage, hvor møgsvinet McAllister ikke nappes, en af de billedsekvenser jeg husker bedst. Nok fordi jeg aldrig helt forstod, hvorfor Mike ikke bare lod ham fange. Men læs med i ekstramaterialet på de første par sider. Her omtales dette. Med rette, endda.

Uden at vide det, og jeg har heller ikke undersøgt det, så minder McAllister mig om de to afsluttende slag i Little Big Man og i Soldier Blue. To forrygende film. Gysende, dragende, modbydelige og gode. Samt, men jeg er ikke 100% sikker, et af afsnittene i Colorado-sagaen, den der fredagswesternserie, som DR bragte i vistnok startfirserne. Referencepunktet må, for både filmene og serien, samt altså også General Guldmanke, være det samme. Mon ikke?

Hvor meget jeg end elsker og gyser General Guldmanke, så er det de to sidstnævnte album i samlebindet, der for alvor hamrer mig i stolen. Disse to album er så veludførte, så godt fortalt, så godt skruet sammen, at ord ikke slår til. Måske fordi foreningen af det realistiske, det skrupskøre og det mytiske blandes sammen?

Jeg har min dreng på 7½, og han er ikke klar til Blueberry endnu. Slet ikke. Vi er stadig i en kombination af John Dillermand, Fifa og så klassikere i både romanform og som tegneserier. Men forleden søndag sad jeg med Genfærdet skyder med guldkugler, og min knægt sad ved siden af. Jeg viste ham tegninger, ikke mange, men nok til at pirre hans nysgerrighed. Og om aftenen, der lige inden sovetid, så fik han historien. Uden billeder. Kun i mørket, og det slog mig, at det er jo en vidunderlig historie. Slet og ret.

For en gang skyld er det ikke ekstramaterialet der sparker mest og mest overraskende røv. Det gør de tre hovedhistorier så indiskutabelt, og det kan næppe heller overraske nogle tegneseriefolk, at jeg uddeler seks hjerter. Vi er nemlig der, hvor det nok næppe kan gøres ret meget bedre. Tre forrygende plots, vidunderlige illustrationer, realistiske set-ups og så alligevel med snert af noget spooky, noget okkult og gysende, alt sammen i sol, i støv, med hovslag og krudtslam, og drab og blod og modbydeligheder.

Det er lang tid siden, at en tegneserie har givet mig så meget læseglæde. Og i weekenden, når Osvald på 7½ skal sove, så er det tid til at fortælle eventyr fra det vilde vest.

Seks hjerter.

Titel: Blueberry, De samlede eventyr 4
Tekst: Jean-Michel Charlier
Illustrationer: Jean Giraud
Oversættelse: Søren Vinterberg
Format: Hardcover, tre album + ekstramateriale, 172 sider i farver, 24 x 32 cm
Forlag: Cobolt
Pris: 398, -
Isbn: 978-87-70858-37-3

27.JPG
27.JPG (61.41 KiB) Vist 814 gange
73.JPG
73.JPG (58.49 KiB) Vist 814 gange
120.JPG
120.JPG (60.47 KiB) Vist 814 gange
155.JPG
155.JPG (61.66 KiB) Vist 814 gange
Erling G-P
Brugerniveau 2
Brugerniveau 2
Indlæg: 272
Tilmeldt: 27. sep 2008, 18:02

Re: Blueberry - De samlede eventyr 4

Indlæg af Erling G-P »

Forrygende anmeldelse Berti :)

Kunne ikke være mere enig. Den gale tyskers guldmine & Genfærdet skyder med guldkugler er så ubetinget mine favorit Blueberry albums - ja blandt mine top tegneseriefavoritter overhovedet!

Venlig hilsen
Erling G-P
Brugeravatar
GoogaMooga
Brugerniveau 7
Brugerniveau 7
Indlæg: 22977
Tilmeldt: 17. feb 2005, 21:38

Re: Blueberry - De samlede eventyr 4

Indlæg af GoogaMooga »

Fed anmeldelse, Berti, her er du virkelig gået til makronerne!
"It's a mod, mod, mod, mod world, luv!" -- Twiggy
Besvar