Frirum samt Hverdagskost

Besvar
Brugeravatar
Berti Stravonsky
Administrator
Administrator
Indlæg: 9851
Tilmeldt: 7. jul 2004, 22:26
Geografisk sted: Aldrig mere Ærø
Kontakt:

Frirum samt Hverdagskost

Indlæg af Berti Stravonsky »

hgg.JPG
hgg.JPG (56.07 KiB) Vist 1121 gange
Udkliphkvhv.JPG
Udkliphkvhv.JPG (27.31 KiB) Vist 1121 gange

Pas på, Inge. Måske kaster jeg op på dig, hvis du kommer her op.

Jeg har sagt og skrevet det flere gange før. Forlaget Forlæns, du. De udgiver storartede sager. Uden at skulle tale forlaget alt for meget op, så er flere af mine bedre og overraskende læseoplevelser netop fra dette forlag. Vi taler ikke store udgivelser med voldsomt vingefang, og omtale i alskens medier, men i klart mindre målestok.

Lidt lige som efterårsturene ved stranden, med bølgebrus og vind i håret. Der hvor solen pludselig hamrer ned og afslører en smuk vild natur, eller at man fx finder en særlig smuk sten eller et stykke rav.

En gang imellem er det rart og sikkert tegneseriesundt at gå lidt bort fra det vante. Glem Anders And, Tintin, Prins Valiant, Blueberry og alle de andre kendte for en stund, og nap en udgivelse, du slet ikke kender. Flyv ind på Forlæns’ hjemmeside, og udforsk. Der finder du et væld af smalle udgivelser, flere endda med priser og nomineringer til følge.

Du kan overveje to udgivelser fra Line Høj Høstrup. Frirum og Hverdagskost er titlerne, og under kan man se, at førstnævnte er en rejsedagbog og sidstnævnte en tegnedagbog. Jeg har læst begge og der er flere positive fællesnævnere. Allerførst er begge værker yderst personlige og tematikken i begge genkendelige. Den der umiddelbare identifikation er vigtig, og jeg skulle ikke længere end til første eller anden side i begge bøger, før jeg fik den der feel good følelse i hovedet. Jeg kan huske hvor rart jeg sad, med kaffen ved siden af og følte, at jeg nu blev dels underholdt, dels beriget. Mine egne kvaler og drømme forsvandt og jeg var både i et spansk frirum i en måned, med sorger, bekymringer, overvejelser, sproglige kvaler og ditto misforståelser, og endnu bedre blev det, da jeg kom ind i Lines sind og hjerne.

Line? Hvor er det nu, at jeg kender det navn fra? Jo, hør her. Hun er mesteren bag Det rette element, som jeg læste og anmeldte for få år siden, og som sparkede godt til mig. En vanvittig god og vigtig bog.

Line vandt i øvrigt både Ping-prisen og Claus Deleuranprisen for bedste tegneseriedebut i 2019.

Hverdagskost, som jeg altså bedst kan lide, er herlige nedslag i hverdagslivet, komprimeret i få sætninger og færre ruder. De finurlige der maner til tanke, og de filosofiske, der maner til eftertanke.

Alle de der tunge ting der gør ens dag slem og besværlig, ja - samt alle de ting der lufter og lysner. Bogen favner hverdagen. Hverdagen uden at der går Dan Turéll i den, for det gør der ikke. Dan gik helt til benet og hyldede hverdagen. Sådan er det ikke helt, i hvert fald ikke direkte, i Lines streg og ord.

Der er ikke moralske løftede uvedkommende pegefingre i værket, kun det der lille diskrete løftede øjenbryn. Ja, gu fanden skal man gå en tur og se solen og havet. Gu fanden skal man ikke høvle med på alle trends og kun spise veganermad, og slet ikke, når man har fået en toaster i gave. Så skal man da svælge i fede oste og kød i vilde mængder.

Bogens tema, livsindstilling måske, kunne sikkert snævres ind til kun at omfatte bagsiden, hvor stress og jag er sat i baggrunden og meningen med livet er lige for. Med cool attitude og et afslappet glas i solen.

Jeg er ret begejstret for Hverdagskost. Rammen er, at Line tog et bevidst valg med udgangspunkt i hendes liv og hendes tegninger, og simpelthen i 100 dage i træk, at fange dagene. Lidt som vi kender fra en dagbog.

En dagbog er i øvrigt en nedprioriteret genre, og der er ikke mange, der gør sig den glæde og ulejlighed at nedfælde dagens indtryk længere. Vi lægger os til at sove med skærmen i hænderne og vågner med den næste morgen, ikke sandt?

Hverdagskost er sådan halvt naivistisk tegnet. Realismen sniger sig alligevel ind, og det er jo kunst, når alt fjollet og bøffet alligevel giver fuldt ud mening.

Rejsedagbogen Frirum er lidt anderledes. Mindre i sidetal, færre farver og vi er ikke i tosomheden så meget. Modigt at tage af sted til et andet land, med ungdommens kerne af livslyst, udsyn, rejsetrang og nysgerrighed, og så kommer den der vældige sledgehammer og du kan høre Peter Gabriel synge og du sendes til tælling af alt. En sproglig osteklokke, med fremmede lyde og folk omkring dig. Med forvirring og angst som daglige følger, og kun få spanske brokker, mimik og gestik til hjælp, så er man født Sorteper. Men der sker noget, når man rejser. Der sker noget, når man oplever modgang, og i mangel af bedre ord, er det vel en slags dannelsesrejse, når man nosser sig sammen og drøner ud, hvor man slet ikke kan bunde.

Begge bøger, men Hverdagskost bedst, er gode forårsbøger. De vækker smil og eftertanke. Vi er ikke i Lines navle, for der er både selvironiseren og distance, men snarere i Lines hjerne, og det er altså ikke et skørt sted at være. Jeg har to teenagedøtre, en på 17 og en på 19 og begge bøger ville være fortrinlige at forære til sådanne størrelser. Især fordi Line får sat ord og billeder på meget af det der rumsterer, når man er et ungt menneske på vej.

Bøgerne er dog ikke kun til hverken teenagepiger eller piger i det hele taget. Jeg nød dem, og jeg er altså et gammelt firkantet knoldet menneske, men vaner og stereotyper. Og jeg lod mig rejse med til det spanske, både konkret ved læsningen af Frirum samt mentalt i en tidsrejse, da jeg selv drog til tapaslandet. Jeg lod mig også begejstre og tillod lidt ’kiggen’ indad, da jeg læste tegnedagbogen. Bøger der får en til både at mindes og tænke, du. Det er slet ikke skidt.

Man kunne sagtens hævde, hvis man altså var en ældre knoldet firkantet tosse, og de findes jo, at begge bøger bare skraber lidi i overfladen, at det er humor pakket ind i hverdagsspegepølse, og at grinene kun er få og tankerne færre. Ja, det kunne man sagtens, og ingen ville kunne pege fingre. Men ved du hvad? Gå en tur. Se bølgerne. Lyt til mågen. Find solen. Den er der, også selvom der er skyer foran.

Siger jeg.

Og for at binde en sløjfe. Igen, ikke for at tale Forlæns op. Men det er altså en god strand at gå på, den der Forlæns. Man finder perler, rav og smukke sten.

Tre hjerter til Frirum og fire til tegnedagbogen.

Titel: Hverdagskost samt Frirum
Tekst: Line Høj Høstrup
Illustrationer: Line Høj Høstrup
Forlag: Forlæns
Format: Hardback, henholdsvis 100 sider samt 50 sider
Pris: Henholdsvis 200, - samt 100, -
Isbn: 978-87-91611-81-0 samt 978-87-91611-80-3
Besvar